Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

158 - Metalimpregnationer. De til histologiske farvninger anvendte metaller er væsent- lig sølv, kviksølv, guld og osmium. Naar undtages osmium, er de alle usikre og lunefulde, maaske fordi deres virkesæt endnu er ukjendt; men naar de lykkes, gir de særdeles fine og smukke billeder. Sandsynligvis beror metalfarvningerne paa, at de anvendte metalsalte og oxyder reduceres i forbindelse med vævet, tildels ved lysets indvirkning. Medens farvningerne med de organiske farvestoffe (tink- t i o n e r n e) som regel kræver kemisk forandret 3 : fixeret og hærdet væv, finder ved metalfarvningerne (impregnatio- nerne) det modsatte forhold sted, idet vævet her helst maa være ganske friskt, og impregnationerne som regel ikke lykkes ved kemisk forandrede væv. Ved arbeidet med metalopløsninger maa metalinstrumenter undgaaes, da vædskerne dekomponeres ved berørelse hermed. Man benytter naale af glas, elfenben, træ, pindsvinenaale osv. Sølv. Sølv indførtes i den histologiske teknik af His (1856) og Recklinghausen (1860). Anvendes næsten udelukkende i form af sølvnitrat, enten i substans eller i opløsninger 1—x/a—l/io %• Udkræver, hvor det anvendes som første eller eneste farvemiddel, ganske friskt (saa godt som levende), uforandret, ikke indtørret væv. I regelen er den ved sølvnitrat fremkaldte farvning nega- tiv o: cellerne farves ikke, men kun kitt- og mellemsubstans samt vævsspalterne.