Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

i8 — Ved anvendelse af glas med elliptiske og paraboliske flader kan man vist- nok endog med en enkelt linse undgaa <sfærisk> aberration. Men forfærdigel- sen af saaledes slebne glas støder paa saa store praktiske vanskeligheder, at det ikke lønner sig. Den kromatiske aberration afhjælpes for en væsentlig del ved anvendelse af de saakaldte akromatiske linser. Disse bestaar af parvis sammensatte linser af forskjellig sprednings- evne, i regelen af crownglas og flintglas. Den kromatiske aberration vilde være uafhjælpelig, dersom lysets brydning og spredning i de enkelte medier (glassorter) stod i samme indbyrdes forhold. Dette er dog ikke tilfældet. Saaledes har flintglas (kali-bly-silikat) omtrent dobbelt saa stor spredningsevne som crownglas (kali-kalk-silikat), medens dets brydningsevne kun er ubetydeligt større. Fig 21. A kromatisk spredning ved kronglasprisme 250. B do. do. » flintglasprisme 120. C straalegangen i et akromatisk prismepar. D do. » do. linsepar. I et kronglasprisme paa 250 og et flintglasprisme paa 12° er farvespred- ningen saaledes den samme, medens kronglasprismet afbøier lyset ca. 140 og flintglasset kun ca, 8° (fig. 21 A og B). Sættes nu to saadanne prismer sammen med de brydende vinkler i mod- sat retning af hverandre (se fig. 21 C), vil det af kronglasset spredte lys atter samles af det lige stærke, men i modsat retning virkende flintglasprisme og træde ud af dette som tilnærmelsesvis hvidt lys, og i en vinkel af 6° med den oprindelige straaleretning, netop forskjellen mellem de to prismers brydningsvinkel.