Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

elementer, der skal afbildes, desto større o b j ekti vaa bn i n g ud. kræves der. Herved kan forstaaes, hvorledes de ældre mikroskoper, hvis apertur var mindre end nutidens, kunde gjengive fine gjenstande, f. eks. diatoméernes struk- tur paa en saadan maade, at de nu ved samme forstørrelse, men med større aper- tur maa erkjendes for at være aldeles feilagtige. Experimentelt kan disse forhold paavises ved hjælp af Abbes diffrak- tionsplade. Denne bestaar af et paa et vanligt objektglas monteret dækglas, forsølvet paa undersiden og med heri indridsede fine gittere og korsgittere med linieafstand paa dels 0,0075 dels 0,015 mm- Fig. 29 viser et af «gitterne» paa Abbes di f f rak t i on s pi a d e, hvor stregerne paa den ene del (a) staar kun halvt saa tæt som paa den anden (b). Som lyskilde anvendes en smal petroleumsflamme. Man indstiller mikroskopet med et svagt objektiv paa liniegruppe «, saa begge gitterrækker er fuldt synlige, fjerner saa okularet og lægger øiet til tubens øverste aåbning, hvor objektivets luftbillede findes. Man ser da i midten et klart billede af flammen (det absolute maximum, hovedbundten) og desuden ud til siderne to parallele rækker afbøiningsspektra (sekundære maxima), hvoraf de, der frembringes af det tætteste gitter (b~), staar nøiagtig dobbelt saa langt fra hverandre som de andre (a). Indlægges lige over objektivets øverste linse blændere med mindre og mindre aabning, forsvinder efterhaanden de sekundære spektra fra periferien indover, indtil f. eks. ved en af de trangere blændere de to sidste af det tætteste gitter dannede spektra blir borte, medens der af det grovere gitters spektra endnu er to tilbage. Indsættes Fig. 30. nu paany okularet, vil man finde, at billedet af det underliggende dobbelte gitter er forandiet. De øverste linier (med 0,015 mm. afstand) sees vistnok endnu tydeligt, men den nederste tæt- teste linierad er bleven fuldstændig usynlig : Der dannes af den intet b:l- lede, da aabningsvinkelen ved den ind- lagte blænder er bleven for liden til at optage endog blot to diffraktionsspektra deraf (kfr. fig. 31). De samme forhold kan ogsaa forfølges for krydsende liniesystemer: de linier biir borte, af hvilke der i objektivets aabning ikke kan indtræde mindst 2 bøiningsspektra. Om end et objektivsystems aabningsvinkel og forstørrelsesevne ikke staar i noget direkte forhold til hverandre, er de dog praktisk talt sammenhørende. En stærk forstørrelse er efter ovenstaaende unyttig uden en tilsvarende stor op- løsningsevne, og en stor opløsningsevne kan kun tilgodegjøres, hvor objektivets forstørrende evne er tilstrækkelig til at fremvise det detaljerede billede under en tilbørlig stor synsvinkel.