552
Danmark.
Forbindelse med Kjøgebugt, den største Bugt, som Sundet afsætter; af andre Bugter
paa Sjællandssiden nævnes Hornbækbugt N. for og Humlebækbugt S. for Helsingør,
begge svagt buede Bugter.
Den sydvestlige Del af Østersøen, som beskyller de danske Øers Sydkyster, er
en stærkt forgrenet Bugt, der kan regnes at begynde ved en Linje mellem Skånes
Vestkyst og Rügen. Bugten trænger op mellem Skåne og Sjælland, paa hvis Sydøst-
kyst den afsætter den ved Halvøen Stevns fra Kjøgebugt adskilte Fakse- eller Prcestø-
bugt med Præstønor; navnlig den indre Del af Præstøbugt, Strandgaards Red, af-
giver en god Ankerplads. Fra Præstøbugt fører Ulf sund, ved hvis Indløb Øen Nyord
ligger, ind mellem Sjælland og Møen, paa hvis Kyst det afsætter Stegestrand; Far-
vandet mellem Sjælland og Nyord kaldes Bøgestrømmen. Møen, paa hvis Sydside
Østersøen afsætter Hjelmsbugt, adskilles fra Falster ved Grønsund, Falsters sydligste
Pynt er Gjedserodde; paa Øens Østkyst ligger det nu inddæmmede Bøtø Nor og uden
for Odden strækker Gjedserrev sig over 10 km ud i Havet. Mellem Falster og Laa-
land fører Guldborgsund ind til Vordingborgbugten; paa Laalands Sydkyst ligger
den nu inddæmmede Rødbyfjord. Kysterne ved Østersøen er gennemgaaende lave og
flade, navnlig paa Laaland, hvorfor de er udsatte for Oversvømmelser ved Højvande;
en af de største Stormfloder, man kender her, fandt Sted i Novbr. 1872; for at be-
skytte Landet har man nu baade paa Laaland, Falster og Møen anlagt Diger. Noget
helt andet er det med den fra Skåne ved Hammervandet skilte Bornholm, der for
øvrigt ligger uden for den ovenomtalte Linje mellem Skåne og Rügen; den har for
det meste bratte og høje Kyster og dybt, c. 10 m, Vand i Nærheden af Kysterne. Om
Østersøens ringe Dybde og Tidevand samt Saltholdigheden og Strømningerne gennem
Sundene til Kattegat er der talt tidligere (I p. 41 og 47; se ogsaa II p. 7 og 252).
§ 2. Naturforhold.
a. Jordbundsforholdene i Almindelighed. Geologi. Med Undtagelse af Born-
holm. der har samme Natur som den skandinaviske Halvø, hører Danmark til den
mellemevropæiske Slette og er fuldstændigt Lavland, idet intet Punkt hæver sig til
200 m — det højeste er 172 m —, og over Halvdelen ligger under 30 m, især er
Øerne lave, den største Del af dem vilde forsvinde i Havet ved en Sænkning paa
30 m. Dog er Danmark langtfra noget fladt Land, kun de store Flader i det vestlige
Jylland og enkelte Steder paa Øerne, som „Heden“ i Østsjælland, den vestlaalandske
Slette og „Sletten“ i Nordfyn, er egentligt Sletteland, i øvrigt er Landet ujævnt og
bølgeformet med større eller mindre, ved smaa Dalstrøg sondrede Bakker, der om-
trent intet Sted samler sig til sammenhængende Højdedrag. Mest uregelmæssigt er
disse Bakkedrag lejr-ide paa Øerne. I Jylland savnes vel ogsaa den Regelmæssighed,
som man tidligere har troet var til Stede, idet man efter nyere Undersøgelse navnlig
de af Generalstaben foretagne Opmaalinger, som med Hensyn til Øerne blev tilende-
bragte i 1867 og for Jyllands Vedkommende i 1880’erne, har maattet opgive Teorien
om et sammenhængende Højdedrag, der skulde gaa gennem Halvøen fra S. til N.
som en Fortsættelse af de tidligere omtalte Landrygge i det mellemevropæiske
Lavland (sø p. 9 og 296) og danne en bestemt Vandskelslinje mellem Kattegat
og Vesterhav; men Bakkedragene er dog her væsentlig lejrede i den østlige og mel-
lemste Del. Paa Grund af Landets ringe Udstrækning og de uregelmæssige Højde-
forhold er Vandløbene kun smaa; det længste, Gudenaa, er c. 160 km, og den er
endda stor i Forhold til de andre; som Samfærdselsmidler har de saa godt som