Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
556 Danmark. blevet tørt af Vinden ophobes i uregelmæssige Banker og stadig er tilbøjelig til al ry kke længere og længere ind i Landet; Klitter findes desuden paa Læsø Anhol. og ved Tisvilde i Nordsjælland. Deres store Udbredelse i Jylland stammer ha*de 6. og 17. Aarhundrede, da Sandflugten rigtigt log fal; ved den af Staten ved! geho Plantning af Klittag, Marehalm og Graaris søger man at standse Sandflugten, arealet slttes til c. 550 km*, medens Hederne med mellemliggende højere I artie BakkTøenie indtager henved 10 Gange saa stort et Areal. Marskdanne se m hvilket der er talt Andetsteds, findes kun i det sydvestlige Jylland ved Ringkjøbin*- Hord og ved Ribe. Endelig er der Aldannelsen, som særlig skyldes kemiske Kræfter8 og som opstaar under Hedesandet ved Forbindelsen mellem det jærnho.dig Sand og den ved de hensmuldrende Planter (Lyngskjoldet, Moren) dannede Hui svre- den bestaar af Sand eller Sten (Sandal, Stenal), som er sammenkittet ved Jærn- ilte den gør Jordbunden helt ufrugtbar, da Planternes Rødder ikke kan trænge; ge - nem den kun Lyngen, hvis Rødder kryber langs Jorden, kan nves; hvor Jærnet findes i større Mængder, danner sig den saakaldte Jærnal eller e n ’ den er aldeles ubehandlelig, men findes kun pletvis i Lavningerne, tidligere ha Højdeforholdene, VandsKOsUnjerne Vand- løbene og Søerne behandles først Øerne og dernæst Jylland, medens Bornholm paa Grund af sin fra del øvrige Land afvigende Natur omtales tilsidst Det maa dogle- mærkes. at det ved en saadan Beskrivelse er meget vanskeligt at ^ve e sandt nd- trvk af Overfladeforholdene, da de helt igennem er prægede af Istidens D™elseI- hvor de større eller mindre Højder ikke var bestemmende, og de større Dalsænk- ninger frembragtes af de mægtige Isstrømme og ikke af de smaa Aaer som nu færdigt risler gennem dem. Landets typiske Landskaber: det stærkt bakkede. Mo- rænelandskab, de svagt bølgede Moræneflader og Hedesletterne, de virkelig ege g Slettelande, er alle udprægede Glacialformationer. B Øerne deles ved de omgivende Vande i lo Grupper, den sjællandske, der be- nr nf Siælland Møen Falster og Laaland med mindre omliggende Øer, og den son-Sier Fyn Langeland Taasinge og Æ™ med mindre Øer; thi medens de tre Bælter, der skiller dem indbyrdes samt fra Sverige og dvbe som det er skildrel ovenfor, er Vandene mellem de enkelte Øer 1de (o Gruppe. i’ i on Hjpvninn naa 2__3 ni omtrent vilde sætte alle Øerne i den sjællandske GruppTi Forbindelse ved Tanger, og en Hævning af samme Størrelse eller lidt mere 1de Ugeled“ Langend8 i Forbindelse med Taasinge og Æro, og en Hævn.ng naa c 5 m vilde atter forbinde disse Øer med Fyn. P 1' 'i den sjællandske Gruppe ligger c. 34,5 % over 28 m. Hovedeen er ■ Gennem- snit den højeste her ligger c. 43 % over denne Højde, medens Møen, hvor dog G p Dens høiestePunkter findes, kun har 16 %, og Falster og Laaland er lang lavere paa den første er k„n 3 % over 28 m, og paa Laaland rager kun el enkelt Punkt °VeT^Sjælland, hvis gennemgående bølgeformede Overflade overvejende bestaar af Moræneler har man for al finde sig til Rette segl al forfølge fire Vandskels!,njer, som uden al danne sammenhængende Højdedrag udgaar i store Bugtninger og unc er X med næsten umærkelige Hævninger fra Midten af Øen, hvor der fmdes et c & km langt nogenlunde sammenhængende Højdedrag mellem Punkterne ^obJ(Cr^’ »m, ol Skovbakke, 113 m, og i hvis Nærhed Sjællands højeste Punkt ^nloves 126 m findes. Det n o r d v e s 11 i g e Vandskel gaar herfra mod NV og V ud . Refsnæspynten, flere Steder med Bakker paa 70-80 m med bratte Sider og y e