558
Danmark.
Øen NØ. for Nykjøbing; mod NV. ved Kysten af den udtørrede Vaalsevig ligger Øens
højeste Punkt, Bavnehøj, 43,5 m. Møen har i sin store vestlige, af Moræneleret dæk-
kede Del den samme Karakter som Laaland og Falster; et enkelt Punkt, Præstebjcerg,
hæver sig til 47 m. Anderledes er det med den lille østlige Del Høje-Møen, der ved en
fra S. til N. gaaende Sænkning skilles fra det øvrige af Øen. Her ligger den sjælland-
ske Gruppes højeste Punkter Kongsbjærg, 135 m, og Aborrebjærg, 143 m, noget inden
for Kysten, medens de naturskønne, af dybe Kløfter („Fald“) afbrudte Kridtklinter,
Møens Klint.
der strækker sig c. 8 km langs Kysten, er noget lavere; Hylleda'sklint, 128 m, er den
højeste, af de andre fremhæves den omtrent ligesaa høje Dronningestolen og Sommer-
spiret, 108 m.
2. Den fynske Gruppe er i Gennemsnit noget højere end den sjællandske, idet
c. 48 % naar over 28 m.
Paa Fyn, der ligesom Sjælland overvejende dækkes af det bakkede Moræneler,
har man ogsaa forsøgt at forfølge fire Vandskelslinjer, men her ligger Knudepunktet
ikke i Midten, men nær ved Sydkysten, saa at den nordlige og vestlige Skraaning
indtager den største Del af Øen, og Højdedragene, hvorfra Vandskellene udgaar, har
en langt større Udstrækning end paa Sjælland. Disse Højdedrag gaar fra et Punkt
SØ. for Kværndrup til Lerbjærg, 126 m, NØ. for Faaborg. Fra dette sidste Punkt kan
man mod SV. følge det lave og korte sydvestlige Vandskel ud paa Horneland,
medens det nordvestlige gaar over Trebjærg, 128 m, og Sandbjærg, 111 m, en
Strækning, som man „for Skæmt“ har kaldt de „fynske Alper“, og som ender i
Dyret, 123 m; videre fortsættes Vandskellet mod N. over Øens højeste Punkt, Frø-
bjærg Bavnehøj, 131 m, for derfra i Bugtninger først mod 0., derpaa mod NV. over