Naturforhold.
565
som mod NV. gaar ud ti] Kysten og afbryder Klitrækken; det midterste er bølge-
1 ormet uden betydeligere Højder, hvorimod der mod S. findes nogle store Banker,
hvis højeste Punkt er Ashøj, 83 in. Den sydlige Halvø Thyholm er temmelig lavt-
liggende og jævn. Af de mange smaa Søer i Thy nævnes Vestervandet, Sperring-,
Ove- og Fladsø.
Al Øerne i Limfjorden danner Mors et temmelig højtliggende og jævnt Plateau,
dækket med Moræneler, højeste Punkt er Salgjershøj, 89 m, ved Thisted Bredning.
Fur har ligeledes høje lyngklædte Bakker (Lille Jens Høj, 76 m).
Raabjærg Mile.
d. Bornholm, der skilles fra Sverige ved Hammervandet, er i Modsætning til
det øvrige Land et Bjærgland og er i den største nordøstlige Del, c. 385 af 587 km2,
et Gnejs-Gr anit-Plateau, som mod S. begrænses af en Linje, der gaar
fra Vestkysten noget N. for Hasle mod SØ. og derpaa mod 0. ud til Østkysten noget
S. for Svaneke. Granitten fremtræder mange Steder paa Overfladen, og ved Ky-
sterne fra noget N. for Neksø rundt ortt Nord- og Vestkysten til noget N. for Hasle
danner den smukke, vilde Klippepartier paa indtil 20 m og derover med smaa
Skærgaarde. De mest kendte Punkter er paa Nordøstkysten Randkleveskaaret og
Helligdomsklipperne, paa Nordspidsen Hammeren med det 84 m høje Stejlebjærg
og paa Vestkysten de indtil 93 ni høje Ringebakker med Jons Kapel (41 m). Mange
Steder cr Granitten dækket af Istidsdannelser, Ler og Sand, især ligger langs Nord-
kysten et 3—4 km bredt frugtbart Lag af Moræneler, medens det indre, noget højere
Parti, Højlyngen, der strækker sig fra NV. til SØ., er ufrugtbarere, overvejende dæk-
ket lAed Morænesand; Højlyngen, der har en gennemsnitlig Højde af 70—95 m,
naar sit højeste Punkt i Rytterknægten, 162 ni. der ligger midt paa Øen i Skoven
Almindingen, medens Ruts Kirkebakke mod NV. er 130 m, Ravnebakke 142 m og
Paradisbakkerne mellem Svaneke og Neksø 113 m; den sydligste Udløber af Højde-