120
Avstrallandet og Polynesien.
Øen; de interessanteste Rejser er vel de, som 1896 og 1898 foretoges af William
Mac Gregor, der to Gange gennemrejste Øen. Mindst kendt er den vestlige, holland-
ske Del. I det hele kan Øen siges at høre til de mindst kendte Dele af Jorden.
Øen er med den ved det smalle Dourga- eller Prinsesse Mariannestræde ad-
skilte Frederik-Hendriksø (11,000 km2) 785,000 km2; men naar man regner de nær-
liggende Øgrupper med, som Aruøerne, omtr. 7700 km2, Papuaøerne, omtr. 86ÖO
km2, Øerne i Geelvinkbugt, samt Moresby- og d’ Entrecasteauxøen, og Louisiade-
gruppen, 2200 km2, mod SØ., er Øriget omtr. 814.000 km2. Øen, der har sin største
Udstrækning fra NV. til SØ., har en meget uregelmæssig Form og er paa store
Strækninger stærkt indskaaret; saaledes afsætter mod NV. den dybe Geehvink Bugt
en Halvø, der atter ved Mac Cluer Golf deles i to mindre, Berau mod N. og Onin
mod S. Mod 0. og SØ. afsætter Bugter so.m Astrolabebay, Huon Golf og Papuagolf
andre Halvøer, især mellem de to sidste strækker sig en lang Halvø mod SØ. Ky-
sterne er for en Del stejle og klippefulde, nogle Steder, som paa en Del af Syd-
kysten, lave, sandede og sumpede, bevoksede med Mangroveskove; tillige er de
meget rige paa Koraldannelser.
Øen er for det meste høj og bjærgfuld, saa vidt man kender den. Om den geo-
logiske Bygning kan kun siges, at Urfjeldet mange Steder træder frem dækket med
yngre Lag, som Skifer, Kalk- og Sandsten og vulkanske Stenarier. Det lader til, at
Øen fra SØ. til NV. er krydset af et mægtigt Bjærgdrag, der paa den sydøstlige
Halvø i Omen Stanley Bjærgene hæver sig til over 4000 m (Mt. Victoria, 4370 m)r
og som fortsættes i andre Kæder som Albert-, Albert Victor- og Victor Emanuel
Bjærgene-, mod NV. paa Halvøen Berau naar Arfakbjærgene til omtr. 3000 m. Om-
trent parallel med denne Midtkæde findes andre Bjærgdrag, som i Tysk Ny-Guinear
den vistnok bedst kendte Del, hvor Bismarckbjærgene har Toppe paa indtil 4300 m,
ja Ottobjærg skal endog være omtr. 5000 m; de fortsættes mod 0. i Kraetkebjærgene
og Finisterrekæden. Ved Sydkysten hæver sig Charles Louis Bjærgene, der skal
have Toppe paa over 5000 m. Der er mange store og vandrige Floder, men de fleste
er kun kendte ved deres Munding. Den største er vel den paa Sydkysten i Papua-
bugten udmundende Fly, der kan besejles paa 800 km, og som gennemstrømmer
et betydeligt Lavland; paa Nordkysten udmunder Amberno eller Bochussen, mod
NØ. Kejserinde Augusta Floden og Bamu eller Ottiliefloden.
Den overvejende indiske Vegetation minder mod S. mere om Avstrallandet;
Dyreverdenen ligner i det hele Fastlandets; der er stor Fattigdom paa Pattedyr (af
Pungdyrene nævnes Trækænguruen); derimod er Fugleverdenen rig (Paradisfug-
len, Kropduen, Kakaduen). Klimaet er tropisk-fugtigt og ved Kysterne usundt,
Middeltemperaturen er 25—26 °, Nordkysten har den største Regnmængde. De vig-
tigste Produkter er Kokus, Sago, Sukker, Kautsjuk og Cedertræ; ogsaa Tobak
dyrkes, desuden Batater, Yams, Taro og Brødfrugttræet. Der ‘fer fundet Guld, men
kun i ringe Mængde.
Beboerne, der foruden Agerdyrkning driver Perle- og Trepangfiskeri, ei' Pa-
puaer, som hovedsagelig bor ved Kysterne, hvor deres Hytter er byggede paa Pæle,,
og op i Landet langs Floderne; Mændene lægger særlig Vægt paa deres Ha,arpry-
delser; Beboernes Antal vurderes til omtr. 3/4 Mill.
Af Evropæerne var det først Hollænderne, der satte sig fast paa Øen, idet de
1828 tog den vestlige Del i Besiddelse og anlagde en Koloni paa Sydkysten (som
dog 10 Aar efter atter opgaves) og senere grundede nogle Missions- og Handels-
stationer paa Vest- og Nordkysten; 1871 kom engelske og senere franske og tyske
Missionærer dertil. Øen er nu delt mellem Holland, England og Tyskland; den ende-
lige Ordning fandt Sted 1886.