130
Avstrallandet og Polynesien.
1040 km2, der bestaar af to, ulige store, rundagtige Dele, forbundne ved en ganske
lav, smal Landtange (lidt over 2 km. bred); paa den største vestlige Del hæver
Orohena sig til 2236 m, paa den mindste Del er det højeste Punkt c. 1320 ni.
Bjærgene er til de højeste Toppe bedækkede med Skov; smaa Bjærgstrømme
løber ned til alle Sider og danner maleriske Vandfald. Højderne er ubeboede, blot
Dalene og især de udmærket frugtbare Kyststrækninger, som tit kun er 3 km.,
nogle Steder endog kun i/2 km brede, er beboede. I disse amfiteatralsk opstigende
Landskaber ligger Boligerne omgivne af saa tæt voksende Bananer og Brødfrugt-
træer, Kokuspalmer og Orangetræer, at de skærmer for den brændende Sol; Jords-
monnet har den smukkeste grønne Farve, og Skovene befolkes af en prægtig Fugle-
verden. Intetsteds finder man en saadan Rigdom paa Kokuspalmer; Sukkerrør og
andre Kulturplanter trives fortrinligt. Skønt Øerne kun ligger 16—18° fra Ækva-
tor, er det tropiske Klima dog ikke trykkende, da det mildnes ved Vindene, Papeete
paa Tahiti har en Middeltemperatur af c. 24,7 °; i Maj—Oktbr. falder Regnen rige-
ligt, ellers er Luften tør og sund; Moskitoer og andre besværlige Insekter kendes
ikke. Fra de ubeboede Øer og Rev faas megen Guano; der fiskes meget Perlemoder;
de vigtigste Udførselsartikler er Perlemoder, Kopra, Vanille, Kakao og Oranger.
De Indfødte, lyse Polynesiere, er kraftige velskabte Mennesker, Kvinderne
ofte smukke (Franskmanden Bougainville kaldte derfor Tahiti „Ny-Cythera“). Det
er rolige, godmodige Folk, men i det mindste tidligere var Tyveri og Usædelighed
almindelig blandt dem. Deres Antal er taget betydelig af, Cook anslog det til
100,000, ved 1880 angaves der at være c. 8000, nu skal det atter være lidt i Stigen;
hele Befolkningen var 1907 19,500, hvoraf 11,700 paa Tahiti (1892 angaves hele
Befolkningstallet til c. 10,800, hvoraf Indfødte 9300). De Indfødte var tidligere vilde
Afgudsdyrkere; Præsterne herskede med det skrækkelige Tabu, Kongens Person
og alt, hvad han berørte, var ogsaa hellig; paa Morals, de Fornemmes Begravelses-
plads, blev der undertiden bragt Menneskeofringer til Afgudsbilleder. Nu er alle
kristnede og til Dels civiliserede. 1797 sendtes engelske Missionærer dertil, men de
gjorde først Fremskridt, da Kong Pomare, hidtil en vild Despot, gik over til Kri-
stendommen 1813 (Selskabsøernes „Constantin“, f 1821). Senere trængte franske
Missionærer derind, og det var netop Religionsstridigheder, som gav Frankrig An-
ledning til at sætte sig fast paa den østlige Gruppe; 1842 maatte de antage Frank-
rigs Protektorat, og 1880 overgav Kong Pomare V Kolonien til de Franske; 1887
kom ogsaa den vestlige Gruppe ind under fransk Herredømme.
Paa Tahiti ligger Hovedstaden Papeete paa Nordkysten, c. 4000 Indb., hvoraf
henved Halvdelen Franske; Husene, som mest er af Træ og tækkede med Palme-
og Pandanusblade, ligger langs Kysten i Grupper, omgivne af Kokuspalmer. Orange-
og Brødfrugttræer. Livet er en underlig Blanding af fransk Civilisation og tahitisk
Naturlighed og Naivetet. I Nærheden af Byen ligger den af Pomare II byggede
Kæmpekirke, 230 m lang. I det Indre af Øen ligger Fortet Fatuahua. Paa Moorea
ligger Havnen Port Tatu.
Papeete er Sædet for Bestyrelsen af de franske østoceanske Besiddelser,
„Oceanie fran^aise“, i alt 4150 km2 med 31,000 Indb. (deraf 27,000 Indf.), hvortil
ogsaa følgende Øer hører:
S. for Selskabsøerne ligger den af Cook 1769 opdagede vulkanske af 7 Øer
bestaaende Tubuaigruppe eller Avstraløerne, omtr. 290 km2 med c. 2700 Indb.;
Øen Rurutu, kendt for sin Skønhed, er den største, af de andre nævnes Vavitao
(eller Raivavai) og den langt mod S. liggende Rapa (Oparo). Øerne kom ind under
Frankrig 1889.
T. og SØ. for Selskabsøerne ligger den vidtløftige Gruppe Tuamotu eller Pan-