Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Sydamerikas Andes. Venezuelas Kystbjærge. Guyanas Højland. 145 og Columbias. Af andre karakteristiske Træk nævnes Bjærgknuderne, der ofte knytter Parallelkæderne sammen, og de mange Højsletter, der indesluttes af dem, fremdeles det stejle Affald mod Vest, de faa og vanskelig overstigelige Passer og de snævre Kløfter, „Quebrados“, hvis Sider følges ad til de mindste Krumninger, samt de lette Hængebroer, der fører over Afgrundene og sættes i Bevægelse af den svage- ste Luftning. Tillige maa nævnes Bjærgenes store Rigdom paa Metaller. Om ogsaa Andes ikke har den Betydning for Klima og Vegetation som Alperne, danner de dog i klimatisk Henseende en ret vigtig Skillemur, navnlig med Hensyn til den typiske Udvikling af de forskellige Højdebælter, og Klimaet afviger ikke saa lidt fra de' østlige tropiske Lavlandes, naar undtages de lavest liggende Egne, „tierra caliente“, der naar indtil godt 800 m, og hvor særlig Palmer og Kulturplanter som Kakaotræet er karakteristiske; den tempererede Region, „tierra templada“, der naar til c. 2000 m, præges af Kaffen. Bananen m. m., hvorefter føl- ger den kolde Region, „tierra fria“, til c. 300 m, som afløses af Høj steppen, den omtalte Påramo, hvor der hersker Taage, og hvor Hagelvejr og Snestorme er hyp- pige. Andes har i det hele en rig og mangeartet Vegetation paa Grund af de af- vekslende Temperaturforhold. Der findes megen Skov; i. de lavere Pashøjder trives Eg og Fyr sammen med den slanke Vokspalme (Ceroxylon andicola), der endog naar til 3000 m; paa Paramos vokser storbladede Laurbærtræer og myrteagige Alpe- buske. Ogsaa Dyrelivet er rigt; her i Højderne færdes Lamaen (Vicunaen, Guanu- coen, Alpacaen), den lille Chinchilla eller Haremusen, Andes- eller Brillebjørnen, Alpehjorten m. m., sammen med talrige Fugle som Falke, Andessøernes Vandfugle o. a., og højt over dem alle svæver den største af alle Rovfugle, Kondoren, der hæver sig over de højeste Bjærgtoppe. Venezuelas Kystbjærge eller de caribiske Bjærge, c. 50,000 km2, der ved den 6—800 m høje Barquisimetos Højslette og ved Cerra del Altar forbindes med Co- lumbias Østcordillerer, bestaar af to parallelle Kæder, Middelhøjde 1500—2000 m, og ender i Øen Trinidads lave Bjærge. I den nordlige, der overvejende bestaar af Granit og ved Puerto Cabello træder helt ud til Kysten, findes det højeste Punkt, Sillas de Caracas, 2660 m. I den sydlige, indtil 1800 m, er Kridtformationen den fremherskende. Højsletten mellem de to Kæder hører til de skønneste og frugt- bareste Egne i Sydamerika. Som en tredje Parallelkæde kan Ørækken langs Kysten betragtes. Sydligere, skilt ved Orinocos Dal, ligger det c. 900,000 km2 store Guyanas Høj- land med Sierra Parime, der foruden Guyana omfatter det sydlige Venezuela og lidt af Brasilien. Det er et Granitplateau, der har en Udstrækning af c. 1800 km fra V. til 0., og paa hvilket enkelte Bjærggrupper hæver sig, hvoraf det højeste Punkt er det i den vestlige Del liggende Boraima, 2665 m; ved en Sænkning i Midten deles Højlandet i to temmelig lige store Dele; mellem Bjærggrupperne fin- des Skovstrækninger eller Græsstepper. — Den største Flod er den c. 1000 km lange Esseguibo, med Bifloderne Guyuni og Mazaruni, der løber mod NØ. For øvrigt er Højlandet først blevet nøjere kendt i^den nyeste Tid. Det endnu lidet kendte brasilianske Bjærgland mellem Amazon- og La Plata- floden, c. 3V2 Mill, km2, maa betragtes som et lavt Højland, 3—800 m, med Bjærg- kæder, der for det meste gaar i nordøstlig Retning mere eller mindre parallelle med Kysten. De er højest ude ved Kysten, hvor de overvejende bestaar af Granit og Gnejs, i det Indre optræder mere Skifer og Sandsten, dog viser Graniten sig ogsaa paa store Strækninger. Der er megen Skov paa Bjærgdragene, især de østligste, og i Flod- dalene. Jo mere man kommer mod V., jo mere optræder de store ensformige Høj- sletter, Campos, dels bedækkede med Græs, dels tørre, øde Saltørkner, strækkende H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog 10