146
Amerika.
sig fra 1000 til 2000 km til Foden af Cordillererne. Bjærglandet er rigt paa Mine-
ralier (Guldsand og Diamanter m. m.), men de udnyttes ikke meget.
Langs Kysten mærkes først Serra do Mar, noget S. for Vendekredsen, med Høj-
der paa 1500 m, ganske nær ved Kysten, ledsaget af Længdedalen Parahyba; N. for
denne strækker sig Serra do Mantiqueira med det højeste Punkt i Brasilien, Itatiaia
eller Itatiaiussu, henved 3000 m. Systemet fortsættes stadig langs Kysten i korte
Kæder; men ved 21 0 s. Br. gaar der Bjærgdrag mere nordlig under forskellige
Navne, ofte sammenfattede under Navnet Serra do Espinha^o (o: Rygradsbjærge)
med Højder som Jurucoa, c. 2500 m, Itacolumi, 1750 m, og Itambe, 1820 ni; de
sidste Udløbere gennembrydes af San Francisco i de storartede Paolo Affonso Fald.
V. for Serra do Espinha^o sætter Serra Negra denne Kæde i Forbindelse med en
tredje, lavere Hovedkæde, Serra das Vertentes. Mod V. fortsættes den førstnævnte,
Serra do Mar i Serra de Paranapiacaba, der mod S. gaar over i de mod V. for-
løbende Serra Geral..
b. Lavlande og Floder. Medens Søerne i Modsætning til Nordamerikas ikke
er betydelige (i alt er de beregnede til c. 45,000 km2), findes Jordens største Floder
i Sydamerika. De staar i saa nøje Forbindelse med Lavlandene, at de maa omtales
under eet med disse. De tre, tilsammen over 11 Mill, km2 store Lavlande, der i For-
tiden har været dækkede af Hav, saaledes at det sydamerikanske Fastland faldt i
flere Øer, er lejrede omkring de tre store Flodsystemer Orinoco, Maranon og La
Plata. Medens deres Øvreløb foregaar i Bjærglandet, hører allerede Mellemløbet fol-
det meste til<• Lavlandet, og Vandskellet mellem Floderne er ofte saa ringe, at en
i Floden væltet Træstamme kan være nok til at give Floden en anden Retning, og
der findes ogsaa ofte stadige eller periodiske Forbindelser mellem Systemerne.
Det mindste er Orinocos Lavland, indesluttet mellem Columbias og Venezuelas
Andes og Guyanas Højland; det er store, træløse Stepper, Lianos, hvor der i Regn-
tiden vokser mandshøjt Græs, men i den tørre Tid visner alt, og næsten alt Dyreliv
forsvinder; Stepperne, der er ganske flade, kun hist og her med nogle lave Bakker,
sænker sig fra V. mod NØ., og deres vestlige Del ved Andesbjærgene er dækket af
Urskov. Orinoco, hvis egentlige Kilder endnu ikke kendes, udspringer paa Syd-
randen af Sierra Parime, 1500 m over Havet. Ved Esmeralda, 3(D0 m o. H., ender
dens Øvreløb; kort efter, 270 m over Havet, deler den sig i to Ar me, en sydvestlig,
Cassiquiare, som gennem tætte Urskove bortfører en Tredjedel af Flodens Vand til
Rio Negro, Maranons Biflod, og Orinoco selv, der løber med NV., optagende den
1500 km lange Guaviare (230 m o. H.), saa mod N. og bryder derpaa gennem Sierra
Parime i flere Katarakter, som Maypures og Atures (5—6° n. Br.); den optager, i
venstre Bred Meta (1200 km), der udspringer nær ved Bogota, og Apure. Her. hvor
den bliver sejlbar for Floddampere, drejer den mod 0. og begynder sit 800 km
lange Nedreløb, 65 m over Havet. Ved Bolivar (Angostura) snævres den ind for
straks at udvide sig til c. -5000 m Bredde; store Skibe kan naa herop. Kort efter,
210 km fra Mundingen, begynder Deltaet, over 25,000 km2, for en stor Del bevokset
med Urskov og Mangrovekrat; gennem 12 Kanaler, hvoraf Bocca de Navios ved
Mundingen er over 10 km bred, løber Floden ud i Havet. Flodens Længde angives
til over 2200 km, Oplandet til henved 1 Mill. km2.
Amazonflodens Bækken er det største sammenhængende Lavland paa Jorden,
omtr. 7 Mill, km2, naar man regner Tocantins’ Opland med. Det er en stor stenløs
Slette, Selvas, mellem c. 8 0 n. Br. og 19 0 s. Br. indsnævret mod 0. af Guyanas og
Brasiliens Højlande og bevokset med de tætteste Urskove, saaledes som de kun
findes i Troperne. Pladsen mellem de ofte 2 å 3 m tykke Stammer udfyldes af tæt