Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Britisk Guyana. Sydatlantiske Øer. Sydpolarlandene. 177 c. 1650 km2, under c. 61 o s. Br. og 44—47 o v. L„ opdagede 1821, indtil 400 m. Syd- Shetlandsøerne, c. 2200 km* under 61—63 o s. Br. og c. 60 o v. L„ opdagede 1819 af William Smith (dog vistnok allerede ved 1812 besøgte af Hvalfangere), vulkanske Klippeøer (hvortil ogsaa maa regnes Palmer øerne), skilte fra det anarktiske Gra- hamsland ved Brandsfieldstrædet. Alle Øerne er ubeboede, kun paa Syd-Georgien findes en Hvalfangerstation. Øerne regnes med Grahamsland til 408,000 km2. 4 9. Sydpolarlandene. Skønt de antarktiske Lande ikke hører til Amerika ligesaa lidt som til nogen af de andre Verdensdele, men maa betragtes som en Verdensdel for sig, skal de og deres Opdagelseshistorie dog i al Korthed omtales her (.ligesom Nordpolarlandene ved Nordamerika). Det er først i det sidste Aarhundrede og særlig i den allernyeste Tid, at man har faaet noget Kendskab til dem. Efter at det Aarhundreder gamle Sagn om et stort „Sydland“, der knyttede sig til de andre Lande, navnlig Avstralien og Sydamerika, og strakte sig over Sydpolen, havde faaet sit Grundstød ved de af Cook foretagne Rejsei, hvorved der overalt paavistes store Have, begyndte man i de første Aartier af det 19. Aarhundrede at berejse Egnene i Nærheden af Polarkredsen, som ovfr. omtalt. Det første antarktiske Land, Peter l’s 0 og Alexander Ps Land (c. 68 0 s. Br. og 90° og 71 0 v. L.), fandtes 1821 af Russeren F. G. v. Bellingshausen, og 1822—23 naaede Englænderen Weddell gennem Weddellhavet (c. 34V2° v. L.) til over 74 o s. Br. Englænderen John Biscoe opdagede 1831 Enderby Land (c. 50 o 0. L.) Og Aaret efter Adelaideøen S. for Kap Hoorn og det ovfr. nævnte Grahamsland; 1834 fandt Kemp Kempland 0. for Enderby Land, og 1838 naaede Englænderen John Balleny under c. 161 o 0. L. de efter ham opkaldte Øer og under c. 120° ø. L. Sabrinaland. Der 1 tilgte nu tre videnskabelige Ekspeditioner, den ene ledet af Franskmanden Dumont d'Urville, 1838—40, der opdagede Louis Philippe Land og Joinville Øen 0. for Grahamland og senere Adelieland (c. 140» ø. L, det noget vestligere, af ham kaldte Clarieland var vistnok intet Land, men kun en Gletscherudløber), den anden ledet af Amerikaneren Charles Wilkes 1838—41, der besejlede den c. 2300 km lange Kyst- strækning mellem c. 150 og 95° ø. L. og sammenfattede den under Navnet Wilkes Land (Adelie-, Sabrina, North-, Budd-, Knoxland), „det antarktiske Fastland“; langt betydeligere var dog den tredje, af James Clark Ross, ledede, 1839—43, idet han trængte ind i det store Rosshav og fandt ved dets Vestkyst, Syd-Victorialand, de efter hans Skibe opkaldte Vulkaner Mount Erebus (c. 3890 m), og Terror (3320 m, udslukt) og inderst i Havet den mægtige Isbarriere, indtil 90 ni høj, Yderkanten af en paa Vandet flydende Gletscher, der gaar Hundreder af km i vest-østlig Retning, samt naaede til c. 78° 10’ s. Br. — Der indtraadte nu en omtrent 50aarig Standsning i Opdagelsesrejserne paa enkelte og ikke videre betydende Undtagelser nær (Ty- skeren Dallmann undersøgte 1873—74 bl. a. Kysten af Grahamsland); først i Begyn- delsen af 1890’erne genoptoges Arbejdet og det mest med praktiske Formaal for Øje, for at finde nye Virkefelter for Hvalfangsten. Blandt disse Rejser maa nævnes den af den norske Kaptejn C. A. Larsen foretagne 1892—94, da han opdagede Kong Oskar 11 s Land (c. 62° v. L.); under en anden Hvalfangerfart betraadte Nordman- den Carsten Borchgrevink 1895 Syd-Victorialand ved Kap Adare som den første Mand, der satte Foden paa det antarktiske Fastland. Nu kom der nyt Liv i Forsk- ningen. og Aarhundredet endte med to videnskabelige Ekspeditioner, en belgisk ledet af de Gerlache, 1898—99, der nøjere undersøgte Grahams- og Alexander l’s H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog 19