Britisk Guyana. Sydatlantiske Øer. Sydpolarlandene.
177
c. 1650 km2, under c. 61 o s. Br. og 44—47 o v. L„ opdagede 1821, indtil 400 m. Syd-
Shetlandsøerne, c. 2200 km* under 61—63 o s. Br. og c. 60 o v. L„ opdagede 1819 af
William Smith (dog vistnok allerede ved 1812 besøgte af Hvalfangere), vulkanske
Klippeøer (hvortil ogsaa maa regnes Palmer øerne), skilte fra det anarktiske Gra-
hamsland ved Brandsfieldstrædet. Alle Øerne er ubeboede, kun paa Syd-Georgien
findes en Hvalfangerstation. Øerne regnes med Grahamsland til 408,000 km2.
4 9. Sydpolarlandene.
Skønt de antarktiske Lande ikke hører til Amerika ligesaa lidt som til nogen af
de andre Verdensdele, men maa betragtes som en Verdensdel for sig, skal de og
deres Opdagelseshistorie dog i al Korthed omtales her (.ligesom Nordpolarlandene
ved Nordamerika).
Det er først i det sidste Aarhundrede og særlig i den allernyeste Tid, at man
har faaet noget Kendskab til dem. Efter at det Aarhundreder gamle Sagn om et stort
„Sydland“, der knyttede sig til de andre Lande, navnlig Avstralien og Sydamerika,
og strakte sig over Sydpolen, havde faaet sit Grundstød ved de af Cook foretagne
Rejsei, hvorved der overalt paavistes store Have, begyndte man i de første Aartier
af det 19. Aarhundrede at berejse Egnene i Nærheden af Polarkredsen, som ovfr.
omtalt. Det første antarktiske Land, Peter l’s 0 og Alexander Ps Land (c. 68 0 s. Br.
og 90° og 71 0 v. L.), fandtes 1821 af Russeren F. G. v. Bellingshausen, og 1822—23
naaede Englænderen Weddell gennem Weddellhavet (c. 34V2° v. L.) til over 74 o s.
Br. Englænderen John Biscoe opdagede 1831 Enderby Land (c. 50 o 0. L.) Og Aaret
efter Adelaideøen S. for Kap Hoorn og det ovfr. nævnte Grahamsland; 1834 fandt
Kemp Kempland 0. for Enderby Land, og 1838 naaede Englænderen John Balleny
under c. 161 o 0. L. de efter ham opkaldte Øer og under c. 120° ø. L. Sabrinaland.
Der 1 tilgte nu tre videnskabelige Ekspeditioner, den ene ledet af Franskmanden
Dumont d'Urville, 1838—40, der opdagede Louis Philippe Land og Joinville Øen 0. for
Grahamland og senere Adelieland (c. 140» ø. L, det noget vestligere, af ham kaldte
Clarieland var vistnok intet Land, men kun en Gletscherudløber), den anden ledet af
Amerikaneren Charles Wilkes 1838—41, der besejlede den c. 2300 km lange Kyst-
strækning mellem c. 150 og 95° ø. L. og sammenfattede den under Navnet Wilkes
Land (Adelie-, Sabrina, North-, Budd-, Knoxland), „det antarktiske Fastland“; langt
betydeligere var dog den tredje, af James Clark Ross, ledede, 1839—43, idet han
trængte ind i det store Rosshav og fandt ved dets Vestkyst, Syd-Victorialand, de
efter hans Skibe opkaldte Vulkaner Mount Erebus (c. 3890 m), og Terror (3320 m,
udslukt) og inderst i Havet den mægtige Isbarriere, indtil 90 ni høj, Yderkanten
af en paa Vandet flydende Gletscher, der gaar Hundreder af km i vest-østlig Retning,
samt naaede til c. 78° 10’ s. Br. — Der indtraadte nu en omtrent 50aarig Standsning
i Opdagelsesrejserne paa enkelte og ikke videre betydende Undtagelser nær (Ty-
skeren Dallmann undersøgte 1873—74 bl. a. Kysten af Grahamsland); først i Begyn-
delsen af 1890’erne genoptoges Arbejdet og det mest med praktiske Formaal for
Øje, for at finde nye Virkefelter for Hvalfangsten. Blandt disse Rejser maa nævnes
den af den norske Kaptejn C. A. Larsen foretagne 1892—94, da han opdagede Kong
Oskar 11 s Land (c. 62° v. L.); under en anden Hvalfangerfart betraadte Nordman-
den Carsten Borchgrevink 1895 Syd-Victorialand ved Kap Adare som den første
Mand, der satte Foden paa det antarktiske Fastland. Nu kom der nyt Liv i Forsk-
ningen. og Aarhundredet endte med to videnskabelige Ekspeditioner, en belgisk
ledet af de Gerlache, 1898—99, der nøjere undersøgte Grahams- og Alexander l’s
H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog 19