H
ti
176
Amerika.
af Indførslen over 7,4, af Udførslen 8,3 Mill. Gylden. Kolonien styres af en
Guvernør med et Raad og en Kolonialrepræsentation; Budgettet for 1912 lød paa
Indtægter over 2,9 og Udgifter c. 7 Mill. G. Den deles i 16 Distrikter.
Hovedstaden Paramaribo, c. 35 km fra Surinams Munding, 34,800 Indb. (1908),
er en hed, usund By bygget paa hollandsk Vis med Kanaler og Alleer i Gaderne; ved
Mundingen af Corentine ligger Ny-Rotterdam. Til Batavia ved Mundingen af Coppe-
name forvises alle spedalske.
c. Britisk Guyana (Demerara), den største og fruglbareste af Kolonierne, blev
taget i Besiddelse af England 1781, men der fulgte Stridigheder med de Franske og
Hollænderne, først 1796 blev den egentlig engelsk Ejendom; 1815 afstod Hollæn-
derne yderligere Land; 1831 organiseredes det hele som britisk Guyana, 1899 ud-
videdes det ved Overenskomst med Venezuela. Det ligger mellem Corentinefloden og
Venezuela og er 233,800 km2 med 296,000 Indb. (1911), hvoraf de c. 125,000 er
Negre og Mulatter, 115,000 indiske Kuliere, som, efter at Negerslaveriet var blevet
ophævet 1838, er bievne indførte siden 1845, c. 8000 Indianere, 30,000 Blandingsfolk
°g 18—20,000 Evropæere. I Modsætning til tidligere, da Kaffe- og Bomuldsavlen
var det vigtigste, er Hovedproduktet nu Sukker (med Melasse og Rom); andre vig-
tige Udførselsartikler er Kautsjuk og Tømmer, ogsaa de siden 1886 bearbejdede
Guldminer giver godt Udbytte ligesom Diamantfundene, skønt de sidste er meget
svingende; 1910—11 var Værdien af Indførslen c. 1,75, af Udførslen 1,6
Mill. Pd. St.; der var 1910 af Jærn baner 167, af Telegraflinjer 2586 km.
Kolonien, der styres af en Guvernør og en folkevalgt Repræsentation, deles i 3 Coun-
ties: Demerara, Berbice og Essequibo, opkaldte efter de 3 Floder. Budgettet
1910—11 lød: Indtægter c. 563,000, Udgifter 543,000 Pd. St.
Hovedstaden er Georgetown (Demerara) ved Demeraras Munding, 53,200 Indb.
(1909), ualmindelig regelmæssig bygget med Kanaler og Træcer i Gaderne og en for-
trinlig Havn; ved Berbice ligger New-Amsterdam, c. 9000 Indlb., ved Essequibo Bar-
tica Grove.
§ 8. De sydatlantiske Øer.
Falklandsøerne, ogsaa kaldte Malouinerne (Malvinerne) af franske Skippere
fra St. Malo, under 51—53 o s. Br. og 57—62 o v. L., c. 300 km NØ. for Statenø, 16,800
km2, staar ved lave Banker paa Havbunden i Forbindelse med Fastlandet men har
i geologisk Henseende intet fælles med det. De da ubeboede Øer opdagedes 1592 af
Davis og hørte senere afvekslende under Frankrig, England, Spanien og Argentina,
indtil de toges i varig Besiddelse af England 1835. De bestaar af to større Øer Øst-
Falkland (6000 km2), indtil 685 m høj, og Vest-Falkland (7800 km2), indtil 695 m,
skilte ved Falklandsund, samt omtrent 100 mindre Øer. De udelukkende hvide Be-
boere, c. 2300 (1911), lever væsentlig af Kvæg-, især Faareavl, men driver ogsaa Hval-
fangst; der udføres Uld, saltet Kød, Skind og Tran. Den eneste By af nogen Betyd-
ning er Port Stanley, c. 800 Indb., paa Øst-Falkland.
Til Kronkolonien Falklandsøerne regnes foruden Grahamsland følgende Øer:
Syd-Georgien eller Kong Georgsøerne, c. 4070 km2, under 54° 41’ s. Br. og 37 0 v. L.,
vistnok allerede opdagede 1501—2 af Amerigo Vespucci, atter fundne 1675 af Anto-
nio de la Roché, opkaldte 1775 af Cook, bjærgfulde Øer, der hæver sig indtil 3000 m.
Sandwichøerne, c. 420 km2, under 56—59° s. Br. og 27° v. L., opdagede 1775 af
Cook, stejle Klippeøer, hvoraf den nordligste er en Vulkan. Syd-Orkneygruppen, -