Sydpolarlandene.
179
den magnetiske Sydpol; efter at have undersøgt Vulkanen Erebus, hvis øverste Top
er c. 4100 m med et Krater paa c. 800 m i Tværmaal, naaede han paa et Plateau,
der fra c. 2700 m steg til over 3000 m, i Jan. 1909 88° 23’ s. Br. (162° ø. L.), kun
178 km fra Polen, men maatte da vende om aX Mangel paa Proviant og Materiel; en
anden Afdeling under David fandt den magnetiske Sydpol paa c. 72° 25’ s.
Br. og c. 154° ø. L. Der blev nu fra mange Sider (skotsk, tysk, amerikansk, japansk,
avstralsk) planlagt nye Tog dels for nøjere Udforskning af de antarktiske Lande,
dels med det direkte Formaal at naa Sydpolen, men Hovedinteressen samlede sig
om Scott, der i 1910 drog afsted for at naa Polen ad Schackletons Rute, da der
imidlertid uventet meldte sig en Konkurrent i Nordmanden Roald Amundsen, som
efter at have gennemsejlet Nordvestpassagen havde planlagt en ny Rejse til Nord-
polhavet, men havde besluttet paa Vejen først at naa Sydpolen. Han gik ud fra Øst-
siden af Rosshavet ved Edtvard VII’s Land og naaede efter en 66 Dages Slæderejse
(1400 km) Sydpolen 14. Decbr. 1911, paa en Højde af c. 3300 m paa et af
Randbjærge (med in’dtil 5600 m Højde) omgivet Plateau, som han kaldte Kong
Haakon Vil’s Land. En Maaned senere (18. Jan. 1912) naaede Scott Sydpolen, men
omkom paa Tilbagevejen.
Skønt man endnu kun svagt kender Forholdene og navnlig langtfra har Rede
paa Fordelingén af Land og Vand, kan man dog sige, at den antarktiske Verden —
i Modsætning til den arktiske, der er et med Øer opfyldt stort Polarhav, som om-
sluttes af Jordens store Fastlandsmasser — i Hovedsagen bestaar af en af store
Havbugter (Rosshavet, Weddellhavet) indskaaren Landmasse (maaske eet eneste
Fastland, maaske to Fastlande: eet større, Øst-Antarktis, og et mindre, Vest-
Antarktis), der omsluttes af Jordens største Have, og som har et Fladerum af mindst
Evropas Størrelse. Landet, der hæver sig til mægtige Plateauer og gennemkrydses
af høje Bjærge, er dækket af store Ismasser (Indlandsis), som mange Steder sender
vældige Gletschere (Isbarriererne) ud til Havet. Klimaet kan i Almindelighed karak-
teriseres ved stor Kulde (større end i Nordpolaregnene), voldsomme Storme, især
Østenstorme, og rigelig Nedbør. Plante- og Dyreverdenen er overordentlig fattig
paa Grund af den store Kulde; Planteverdenen indskrænker sig saa at sige helt til
Mos og Lavarter; Landpattedyr findes slet ikke, derimod er der, særlig ved Kyster-
ne, mange Søfugle og Pingviner, og Havet er rigt paa Hvaler og Sæler. Intetsteds
er der fundet Spor af Mennesker.
MELLEMAMERIKA OG VESTINDIEN
§ 10. Mellemamerikas Naturforhold.
Mellemamerika er med Halvøen Yucatan (under Mexico) c. 375,000 km2.
Vestkysten gaar mod NV. fra Staten Columbias Grænse over Panamäbugten,
der mod V. begrænses af Halvøen Azuero, til Tehuantepecbugten, omtr. 2000 km,
temmelig ensformig, for det meste stejl med fortrinlige Havne i Bugterne og hæ-
vende sig terrasseformig til Højlandene. Mest Afveksling har den sydlige Halvdel;
her nævnes Dulcegolf, Nicoyagolf (under 10° n. Br.) og særlig Fonsecabugten (c.
I2V20 n- Br.), der omgivet af stejle Bjærge danner den bedste Havn ved det stille
Hav. N. for denne Bugt mangler der næsten helt Indskæringer, og Brændinger for-
hindrer næsten overalt Skibene i at nærme sig. — Østkysten er langt mere
12*