Mælkevejen. Solsystemet. Solen og Planeterne.
13
Solen, og den er omtr. 700 Gange større end alle Planeter tilsammen. Dens Tæt-
hed er derimod kun i/4 af Jordens. Ikke alle Dele af dens Overflade lyser lige
stærkt; der opstaar af og til Solpletter, især om dens Ækvator, mørkere Pletter,
som atter forsvinder; andre Steder lyser særligt stærkt, de kaldes S o 1 f a k 1 e r.
Ved Iagttagelsen af Solpletternes Gang fra venstre til højre og ved deres periodiske
Genkomst (omtr. hvert 11. Aar) har man faaet Vished om, at Solen drejer sig
venstre om om sin Akse i omtr. 25—27 Døgn. Den almindelige Antagelse er, at Solen
er en hvidglødende, til Dels luftformig Masse — uden om et ydre Lag, Fotosfæren
(gr. Lyskugle eller Lyskreds), den egentlige, lysende Solskive, ligger Kromosfæren
(gr. Farvekreds), der bestaar af glødende Dampe og Luftarter, og endelig er der
uden om den Strømme af Meteorer -—, som er i sin Udviklingsproces og altsaa ikke
er naaet saa vidt som f. Eks. vor Jord, der har faaet en fast Skorpe; Solpletterne
skal da være Tegn paa begyndende Afkøling i Kromosfæren.
Overordentlig vigtige for Undersøgelsen af Solen er de totale Solfor-
mørkelser, der fremkommer, naar
Maanen træder mellem Jorden og Solen
og bedækker hele dens Flade. Uden om
den mørke Maanerand viser der sig da
uhyre Flammemasser, der kan naa en
Højde af flere hundrede tusinde km, de
saakaldte Protuberanser (ved Spektral-
analysen har man godtgjort, al disse
Flammemasser hovedsagelig bestaar af
glødende Brint), og udenom disse atter
en bred lysende Ring, den saakaldte
Korona. Et andet Fænomen ved Solen
er det saakaldte Zodiakallys, der viser
sig i Februar og Marts paa Vesthimlen
efter Aftendæmringens Ophør og lige-
ledes i September og Oktober paa Øst-
himlen om Morgenen. Men hvorpaa
Kepplers Lov.
De skraverede Fladerum er lige store; Stræknin-
gerne PPi, P2P3 og Pi P> gennemløbes i samme Tid
(Elipsen er langtfra saa langagtig i Virkeligheden)
dette Fænomen beror, om det helt er knyttet til Solen eller ogsaa staar i Forbin-
delse med Forhold paa vor egen Klode, ved man ikke.
Merkur ses med blotte Øjne som en lille Stjerne i Nærheden af Solen kort før
dens Opgang og kort efter dens Nedgang (aldrig fjernet fra Solen mere end 28°).
I Kikkerten viser den Faser ligesom Maanen, et Bevis paa, at den er rund. Den har
den mest ekscentriske Bane af alle Hovedplaneterne (i Periheliet er den fjernet
omtr. 46 Mill, km fra Solen, i Afeliet omtr. 70 Mill, km), Middelafstanden fra Solen
er omtr. 58 Mill. km. Den er næsten 7 Gange stærkere belyst end Jorden, dens Om-
løbstid er 88 Dage (Middelhastighed omtr. 47 km i Sekundet). Medens man tidligere
antog, at dens Akseomdrejning foregik i omtrent samme Tid som Jordens, i omtr.
24 Timer, har nyere Undersøgelser (siden 1889, Schiaparelli) vist, at den forment-
lig bruger samme Tid til at dreje sig om sig selv, som den bruger til at løbe om
Solen, at den altsaa har bunden Rotation (se p. 27). Den er den mindste af Hoved-
planeterne, idet dens Diameter er omtr. 4900 km; der gaar omtr. 18 Merkurkugler
paa Jorden; dens Overflade er omtr. som Afrikas og Amerikas tilsammen. Dens
Tæthed er noget større end Jordens, dens Vægt omkring 20 Gange mindre.
Venus viser sig ligesom Merkur snart som Morgen-, snart som Aftenstjerne
(aldrig fjernet fra Solen mere end 46 °) og er den mest lysende af alle Planeterne;
hvert ottende Aar skinner den stærkest. Den viser Faser ligesom Merkur. Dens