Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Mælkevejen. Solsystemet. Solen og Planeterne. 13 Solen, og den er omtr. 700 Gange større end alle Planeter tilsammen. Dens Tæt- hed er derimod kun i/4 af Jordens. Ikke alle Dele af dens Overflade lyser lige stærkt; der opstaar af og til Solpletter, især om dens Ækvator, mørkere Pletter, som atter forsvinder; andre Steder lyser særligt stærkt, de kaldes S o 1 f a k 1 e r. Ved Iagttagelsen af Solpletternes Gang fra venstre til højre og ved deres periodiske Genkomst (omtr. hvert 11. Aar) har man faaet Vished om, at Solen drejer sig venstre om om sin Akse i omtr. 25—27 Døgn. Den almindelige Antagelse er, at Solen er en hvidglødende, til Dels luftformig Masse — uden om et ydre Lag, Fotosfæren (gr. Lyskugle eller Lyskreds), den egentlige, lysende Solskive, ligger Kromosfæren (gr. Farvekreds), der bestaar af glødende Dampe og Luftarter, og endelig er der uden om den Strømme af Meteorer -—, som er i sin Udviklingsproces og altsaa ikke er naaet saa vidt som f. Eks. vor Jord, der har faaet en fast Skorpe; Solpletterne skal da være Tegn paa begyndende Afkøling i Kromosfæren. Overordentlig vigtige for Undersøgelsen af Solen er de totale Solfor- mørkelser, der fremkommer, naar Maanen træder mellem Jorden og Solen og bedækker hele dens Flade. Uden om den mørke Maanerand viser der sig da uhyre Flammemasser, der kan naa en Højde af flere hundrede tusinde km, de saakaldte Protuberanser (ved Spektral- analysen har man godtgjort, al disse Flammemasser hovedsagelig bestaar af glødende Brint), og udenom disse atter en bred lysende Ring, den saakaldte Korona. Et andet Fænomen ved Solen er det saakaldte Zodiakallys, der viser sig i Februar og Marts paa Vesthimlen efter Aftendæmringens Ophør og lige- ledes i September og Oktober paa Øst- himlen om Morgenen. Men hvorpaa Kepplers Lov. De skraverede Fladerum er lige store; Stræknin- gerne PPi, P2P3 og Pi P> gennemløbes i samme Tid (Elipsen er langtfra saa langagtig i Virkeligheden) dette Fænomen beror, om det helt er knyttet til Solen eller ogsaa staar i Forbin- delse med Forhold paa vor egen Klode, ved man ikke. Merkur ses med blotte Øjne som en lille Stjerne i Nærheden af Solen kort før dens Opgang og kort efter dens Nedgang (aldrig fjernet fra Solen mere end 28°). I Kikkerten viser den Faser ligesom Maanen, et Bevis paa, at den er rund. Den har den mest ekscentriske Bane af alle Hovedplaneterne (i Periheliet er den fjernet omtr. 46 Mill, km fra Solen, i Afeliet omtr. 70 Mill, km), Middelafstanden fra Solen er omtr. 58 Mill. km. Den er næsten 7 Gange stærkere belyst end Jorden, dens Om- løbstid er 88 Dage (Middelhastighed omtr. 47 km i Sekundet). Medens man tidligere antog, at dens Akseomdrejning foregik i omtrent samme Tid som Jordens, i omtr. 24 Timer, har nyere Undersøgelser (siden 1889, Schiaparelli) vist, at den forment- lig bruger samme Tid til at dreje sig om sig selv, som den bruger til at løbe om Solen, at den altsaa har bunden Rotation (se p. 27). Den er den mindste af Hoved- planeterne, idet dens Diameter er omtr. 4900 km; der gaar omtr. 18 Merkurkugler paa Jorden; dens Overflade er omtr. som Afrikas og Amerikas tilsammen. Dens Tæthed er noget større end Jordens, dens Vægt omkring 20 Gange mindre. Venus viser sig ligesom Merkur snart som Morgen-, snart som Aftenstjerne (aldrig fjernet fra Solen mere end 46 °) og er den mest lysende af alle Planeterne; hvert ottende Aar skinner den stærkest. Den viser Faser ligesom Merkur. Dens