12
Matematisk Geografi.
Ifølge en meget sandsynlig Hypotese (først opstillet 1750 af Wright, senere
støttet af Kant, W. Herschel o. a.) har hele den Stjernesamling, hvortil vor Jord
hører, o: alle de for blotte Øjne synlige Stjerner, en linseformig Skikkelse, hvis
Rand betegnes af Mælkevejen, og hen imod hvis Midte vor Sol befinder sig. At vi
ser Mælkevejen strække sig Himlen rundt som et hvidligt Bælte, skulde da komme
af, at vi paa Grund af Stjernehobens fladtrykte Form ser den største Masse Stjer-
ner sammentrængte i Nærheden af dens Længderetning. Ved Teleskopet opløses
Mælkevejen i Millioner Stjerner, og man antager, at Lyset vil behøve mange Tu-
sinde Aar for at gennemfare dens største Udstrækning. — I ufattelige Afstande viser
Teleskopet os dernæst Taagepletter af forskellig Form, hvoraf en Del lader
sig opløse i enkelte Stjerner; de udgør maaske lignende „Mælkeveje“ som den
Stjernehob, vi selv hører til. Med Hensyn til andre Stjernelaager (f Eks. den be-
rømte Taage i Orion) lærer Spektralanalysen, at de bestaar af glødende Gasmasser;
de er derfor sandsynligvis Stjerneverdner paa et tidligere Udviklingstrin. — Den t
tidligere opstillede Teori om en „Centralsol“ (Kant, Lambert) eller et Centralpunkt,
hvorom alle Stjernerne i vort Mælkevejssystem, altsaa ogsaa vor Sol, skulde bevæge
sig, tæller nu kun faa Tilhængere blandt Astronomerne. Derimod synes det sikkert,
at vor Sol har en fremadskridende Egenbevægelse i Verdensrum-
met, en Bevægelse, der for Tiden fører os henimod et Punkt i Stjernebilledet
Herkules; men om denne Bevægelse er retlinjet eller af en anden Natur, det ei
endnu i det mindste umuligt at afgøre.
B
§ 4. Vort Solsystem.
Solen er Midtpunktet for et System af P 1 a n e t e r, der i eliptiske Baner be-
væger sig om den og faar Lys og Varme fra den. Fem af dem, Merkur, Venus, Mars,
Jupiter og Saturn, er synlige for det blotte Øje, de øvrige er teleskopiske.
Alle Planeterne har følgende tilfælles: de er sfæroidiske Legemer med Aksen
mere eller mindre skæv mod Banen; de har alle den dobbelte Bevægelse om Solen
og om deres Akse. Nogle har Biplaneter. 1. Deres Baner er E 1 i p s.e r m e d
Solen i det ene Brændpunkt; det Punkt, hvor Planeten er nærmest Solen,.
kaldes Periheliet, del Punkt, hvor den er fjernest, Afeliet. Planeterne løber ikke
med ens Hastighed overalt i deres Bane, hurtigere, naar de er nærmere Solen,
langsommere, naar de er mere fjernede fra den. 2. En Linje, de) foibindei
Planetens Centrum med Solens, beskriver i samme Tidsrum
lige store F 1 a d e r u m eller Sektorer af E 1 i p s e n. Loven for de for-
skellige Planeters indbyrdes Bevægelse er: 3. K v a d r a 11 a 11 e n e a i de for-
skellige Planeters O m løbstider forholder sig som Kubiktal-
1 e n e af deres Baners store Akser. Det er de tre kepplerske Love.
Planeterne kan inddeles i de, der er nær ved Solen, de indre, Merkui,
Venus, Jorden, Mars; de er mindre, har større Tæthed og mindre Omløbstid; og
de, der er fjernere fra Solen, de ydre, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun;
de er langt større end de førstnævnte, mindre tætte og har langt længere Omløbs-
tider. Imellem disse to Grupper, altsaa mellem Mars og Jupiter, kredser endelig de
smaa Asteorider eller Planetoider.
Solen er fjernet fra Jorden omtr. 23,300 Jordradier eller omtr. 150 Mill, kni;
dens Lys er 8 Min. 13 Sek. om at naa Jorden. Hvis den ikke er en fuldkommen
Kugle, er dens Fladtrykning ved Polerne i alt Fald overordentlig ringe. Dens Dia-
meter er omtr. 1,394,000 km (109 Jorddiametrer); Overfladen c. 12,000 Gange saa
stor som Jordens (over 6 Bill, km2); der gaar omtr. lVs Mill. Jordkugler paa
7/^