Verdenssystemer. Fiksstjerner.
11
mellem disse Stjerner. Senere, da man i den nyere Tid ogsaa fik Syn for den syd-
lige Stjernehimmel, forøgedes disses Antal, og man tæller nu over 100 saadanne
Stjernebilleder. I et Bælte langs med Ekliptika ligger den saakaldte Dyrekreds (Zo-
diakus), som omfatter tolv Stjernebilleder: Vædderen, Tyren (med Syvstjernen),
Tvillingerne, Krebsen, Løven. Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken,
Vandmanden, Fiskene.1) Nord for Dyrekredsen nævnes desuden: Den store Bjørn,
hvoraf en Del kaldes Karlsvognen; den lille Bjørn (med Polarstjernen), mellem dem
Dragen; endvidere Lyren (med Vega), Ørnen, Svanen, Kassiopeja, Herkules, Kusken
(med Kapella); Syd for Dyrekredsen: Den store Hund med Sirius, den mest lysende
af alle Fiksstjerner; den lille Hund og Orion.
Naturvidenskaben har Midler til at afgøre, om en Stjerne er selvlysende eller
faar Lyset fra et andet Legeme, om det er upolariseret eller polariseret
Lys. Medens nu alle vore Planeter viser polariseret Lys, er Fiksstjernernes upolari-
seret, o: de er Sole som vor Sol. Vi kan ogsaa nu faa en relativ Forestilling om disse
Stjernes Afstand ved mere fuldkomne Instrumenter, der har gjort det muligt
at udmaale enkelte Fiksstjernes Parallaxe, o: Vinklen mellem to Linjer
fra en Stjerne til Jordens og Solens Midtpunkt (a i Centauren, den os allernærmeste
Fiksstjerne, angives almindelig at være omtr. 226,000 Gange saa langt borte fra
Jorden som Solen, og dens Lys bruger 3V2 Aar om at naa os2); Sirius er omtr. 1,4
Mill. Gange saa langt fra os som Solen; Lyset bruger over 21 Aar).
Naar man lader Lyset fra en Stjerne falde ind i et mørkt Rum og brydes af et
Prisme, spreder det sig og danner, naar det opfanges af en hvid Flade, et regnbue-
farvet Baand, Spektrum, idet de forskellige Farver, hvoraf det hvide Lys er sam-
mensat, kommer til at ligge ved Siden af hinanden. Ved at undersøge dette Lysbil-
lede (Spektralanalysen) opdages deri fine mørke Streger, hvis Beliggenhed
viser os det paagældende Himmellegemes fysiske og kemiske Sammensætning. Man
har saaledes fundet de samme Stoffer i Solen og Fiksstjernerne som paa vor Jord
foruden enkelte, vi ikke kender.3)
Mange af Fiksstjernerne viser sig i Kikkerten som Dobbeltstjerner, som
enten danner eet Solsystem, hvor flere Sole bevæger sig om hinanden, eller kun er
„optiske“, tilsyneladende. Man tæller nu saadanne Systemer i tusindevis; men paa
Grund af de uhyre Omløbstider (de fleste bruger mange Aartusinder, Kastor i Tvil-
lingerne og dens Ledsager bevæger sig f. Eks. om hinanden i 1000 Aar, nogle har
dog en Omløbstid, der er mindre end 100 Aar, andre under 300 Aar) er det kun
lykkedes at beregne faa Dobbeltstjerners Baner. De enkelte Fiksstjerner eller
Stjernepar er heller ikke ubevægelige i Forhold til hverandre indbyrdes, men blot
er Bevægelsen for os uhyre ringe paa Grund af den umaadelige Afstand (Dobbelt-
stjernen 61 i Svanen, den nærmeste af de for den nordlige Halvkugle synlige Stjer-
ner, flytter sig saaledes 5 Buesekunder hvert Aar. og den klare Stjerne Arkturus i
Bootes har siden Kr. Fødsel flyttet sig lidt over to Maanebredder). Et andet mærke-
ligt Fænomen ved mange Fiksstjerner er, at de hører til de saakaldte forander-
lige Stjerner, o: deres Lys er snart stærkere, snart svagere; hos nogle finder
det regelmæssigt Sted (som Algol i Perseus, hvis Lys fordunkles for hver 2 Dage
21 Timer), hos andre er det uregelmæssigt; ja undertiden dukker nye Stjerner op
for igen at forsvinde; saaledes er jo Tycho Brahes Opdagelse 1572 af en Stjerne i
Kassiopeja kendt; den forsvandt atter to Aar efter.
Et kendt latinsk Heksameter, der dog ikke stammer fra Oldtiden, men skal skyldes en Astro-
nom Anianus fra det 15. Aarh., lyder: Sunt Aries, Taurus, Gemini, Cancer, Leo, Virgo, Libraque.
Scorpius, Arcitenens, Caper, Amphora. Pisces.
2) Lysets Hastighed (opdaget af Ole Rømer), er ca. 300,000 km. i Sekundet.
3) Man kan ogsaa ved Analysens Hjælp udfinde, om Lyskilden, o; Stjernen, nærmer sig eller fjer-
ner sig fra os.