10
Matematisk Geografi.
den ud efter: Maanen, Merkur. Venus, Solen, Mars, Jupiter og Saturn, hver befæ-
stet til sin gennemsigtige „Sfære“ eller Kugleskal; i en ottende Sfære, Firmamentet,
sidder alle Fiksstjernerne. En niende og tiende Sfære antages til Forklaring af visse
astronomiske Fænomener; den ellevte Sfære, Primum mobile, bevirker hele Him-
lens daglige Omløb (i en tolvte Sfære, Empyreum, har de salige Aander Bolig). For
at forklare sig de Fænomener, der tydede paa, at Afstandene ikke altid var de
samme, opstilledes (Apollonios 200 f. Kr., Ptolemceos, 150 eft. Kr.) Læren om Epi-
cyklerne o: Kredse, som Planeten beskrev om et Centrum, der samtidig selv i en
større Cirkel omkredsede Jorden. Man førtes senere til at antage Smaakredse af
2den Orden o. s. v., saa at deres Antal til sidst naaede op til 77.
Nikolaus Kopernikus (1473—1543) opgav vel ikke ganske Epicyklerne, men
opstillede i sit store Værk „Om Himmellegemernes Omløb“ (skrevet 1509—30; ud
kom 1543) de rigtige Grundtræk for Verdensbygningen, idet han i øvrigt paaberaa-
ber sig Klassikerne (Philolaos, Aristarch). Det kopernikanske System er:
Solen staar i Midten; om den bevæger sig Planeterne Merkur, Venus, Jorden, Mars,
Jupiter, Saturn; Jorden bevæger sig i et Døgn om sin Akse, i et Aar om Solen;
Maanen bevæger sig om Jorden.
Forandringen var for voldsom, til at Kopernikus’ Teori kunde vinde Anerken-
delse, saa meget mere som der intet positivt Bevis kunde føres for dens Rigtighed.
Tycho Brahe (fl601) kunde ikke gaa ind paa den, og det var naturligt, da han,
uden den endnu ikke opfundne Kikkert, ikke kunde have noget Begreb om Fiks-
stjernernes umaadelige Afstand og derfor, hvis Jorden bevægede sig, ikke kunde
forklare sig deres tilsyneladende Uforanderlighed. Han opstillede 1585 et tredje
System, det tychoniske, der søgte at forene de to andre: Jorden staar ubevæge-
lig i Midten; om den bevæger Maane og Sol sig; om Solen bevæger sig atter de fem
Planeter. Men nye Opdagelser bekræftede efterhaanden Kopernikus’ Hypotese. Kik-
kerten opfandtes i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede; og Galilceis (f 1642) Op-
dagelser især af Jupiters Maanesystem, der var ligesom et Billede af Solsystemet i
det smaa, samt den geniale Kepplers (f 1630) paa Tycho Brahes Iagttagelser støt-
tede Beregninger (se om de kepplerske Love p. 12) gjorde Systemet anerkendt og
gav det tillige væsentlige Berigtigelser. Dertil kom saa endelig Newtons (f 1727)
storartede Opdagelse af den almindelige Tiltrækning, Attraktio-
nen, der her paa Jorden fremkalder Tyngdefænomenet og viste sig at være den
Grundlov, der behersker Universet: alle Legemer tiltrækker hinanden,
og Tiltrækningen mellem to Legemer vokser i samme Forhold
som deres Masser, og aftager i samme Forhold, som Kvadratet
af deres indbyrdes Afstand tiltager. Efter denne Verdenslov kan det
kopernikanske System fuldsændigt forklares.
§ 3. Fiksstjernerne.
De fleste Stjerner, vi ser paa Himlen, er Fiksstjerner; i det nindste tilsyne-
ladende forandrer de ikke deres Plads, og endog i de stærkeste Kiklerter bliver de
kun lysende Punkter, medens Planeterne viser sig som Skiver. M?d blotte Øjne
regner man at kunne se omtr. 6000, i Kikkerten ser man mange Milioner de saa-
kaldte teleskopiske. Efter Lysstyrken inddeler man Fiksstjernerne Klasser, de 6
første er synlige for det blotte Øje.
Allerede fra de tidligste Tider har man søgt at orientere sig melem Stjernerne,
og man har efter deres indbyrdes Stilling dannet Grupper eller Stjernebille-
der. hvormed altsaa slet ikke er sagt, at der er noget virkeligt fysisl Sammenhæng