Længde og Bredde. Fladtrykning. Verdenssystemer.
9
Længde findes derimod ved Hjælp af Tidsbestemmelser. Da Jorden, som man senere
skal se, drejer sig om sin Akse i 24 Timer, er der en Forskel af 4 Minutter mellem
hver Længdegrads samtidige Klokkeslet, og ved Hjælp af to Kronometre bestemmer
man da et Steds Længde; det ene stiller man efter det Steds Tid, hvorfra man er
gaaet ud, det andet efter det Steds Tid, hvor man befinder sig. Viser det første Kl.
12 og det andet Kl. 2, er man altsaa 30 Længdegrader 0. for det første Sted, viser
det derimod KL 10, er man 30 Længdegrader V. for det.
Jorden har imidlertid ikke fuldstændig Kugleform, den er en eliptisk Rota-
tionssfæroide o: et Legeme, hvis Overflade beskrives, naar en Elipse drejer sig om
sin lille Akse. Grundet paa det Fænomen, at en luftformig eller glødende Masse,
naar den drejer sig om sin Akse, nok antager Kugleform, men tillige bliver noget
fladtryk ved Aksens Ender, opstillede Newton og Huyghens deres Teori om Jor-
dens Fladtrykning ved Polerne. Og den er bleven bekræftet ved Grads-
m a alin gerne, ø: Maalingen af Afstanden mellem to Steder, der ligger i samme
Meridian, men i forskellige Afstande fra Ækvator; de paabegyndtes af den franske
Regering 1735. Var Jorden en fuldkommen Kugle, vilde f. Eks. Punkter, der ligger
i en Afstand fra hinanden af en Breddegrad, være lige langt fjernede indbyrdes over-
alt paa Jordkloden; men det viste sig, at en Breddegrad ved Ækvator er lidt kortere
end en Breddegrad i Nærheden af Polerne, og altsaa er en Meridian noget mere buet
ved Ækvator end ved Polerne. Ved Grademaalingerne har man nu ikke alene faaet
Vished for Fladtrykningen ved Polerne, men ogsaa for andre Uregelmæssigheder;
saaledes er Ækvatorlinjen ingen fuldkommen Cirkel. Ogsaa ved Pendulet kan man
paavise Fladtrykningen. Hvis Jorden var en fuldstændig Kugle, vilde det overalt paa
Grund af Tiltrækningen svinge ens eller foretage lige mange‘'Svingninger i samme
Tid; men det samme Pendul svinger hurtigere, naar det føres fra Ækvator hen imod
en af Polerne — en naturlig Følge af den formindskede Afstand fra Jordens Cen-
trum og derved forøgede Tyngdekraft.
Fladtrykningen angives nu til V299 ”> ell^r Ækvators Diameter til 12,754,§ km,
Poldiametren til 12,712,2 km; Forskellen er altsaa 42,6 km. Medens Jordens Ækva-
tor som nævnt er 40,070 km, er en Meridiankreds 40.003 km.
§ 2. Verdenssystemerne.
Ved de saakaldte Verdenssystemer søger man nu at udfinde, i hvilket Forhold
Himmelkuglen og Jorden staar til hinanden; man søger at indordne alle de ydre
Fænomener under et Hele. Alt bliver egentlig kun Hypoteser; men den Hypotese,
der mest tilfredsstiller eller er i Stand til at optage de ydre Fænomener i sig, er den
sandsynligste.
I Oldtiden paa den homeriske Tid og endnu senere (Thales fra Milet. omtr.
600 f. Kr.) betragtede man Jorden som en rund Skive, flydende paa Okeanos, af
hvis Vande Stjernerne stiger op, og hvori de atter synker ned for at svømme tilbage
til deres Opgangspunkt. Vel hævede den pythagoræiske Skole (især Philolaos fra
Tarent omtr. 400 f. Kr.) sig til den Anskuelse, at Jorden bevægede sig og ikke var
Universets absolute Midtpunkt; og dette rigtige Grundsyn fremtræder især stærkt
hos Aristarch fra Samos (omtr. 280 f. Kr.), der lærte, at Jorden baade løb rundt
om Solen og drejede sig om sin egen Akse, medens Solen og Fiksstjernerne var ube-
vægelige. Men de fleste holdt dog, særlig støttende sig til Aristoteles’ Avtoritet, fast
ved Læren om Jordens Ubevægelighed; og paa den er det Ptolemæiske Sy-
stem, som holdt sig til op i den nyere Tid, bygget: Jorden er ubevægelig og Ver-
dens Midtpunkt; om den bevæger Planeterne sig i følgende Orden, regnet fra Jor-