250 Amerika.
I. Det arktiske A r k i p e 1 a g
mellem Fastlandet og Grønland til c. 83 o n. Br., der sammenfattes under Navnet
Franklindistriktet (se p. 243), er c. 1,3 Mill, km« og falder i tre Grupper.
Den sydlige Gruppe dannes af Øerne nærmest ved Fastlandet tillige med de
større og mindre Halvøer, deriblandt Melville (c. 62,000 W) og Boothia Felix
<c. 24,500 km2, se p. 198), og begrænses mod N. af Lancastersund, Barroivsticedet,
Melvillesund og Mac Clure- eller Banksstrædet, hvilke tilsammen danner den saa-
kaldle Nordvestpassagei snævrere Forstand. Af Landene fra 0. til V. nævnes:
Det 600,000 km2 store, rigt indskaarne Baffin Land (enkelte Dele al det er Meta in-
cognita ved Hudsonslrædet, Penny Land, Fox Land, skilt ved Foxkanalen fra Mel-
villehalvøen. Cumberland ved Davisstrædet, Cockburn Land ved Boothiagolf). V.
lor Baffin Land ligger North-Sommerset, skilt ved Prince-Regentstrædet, vestligere
Prince of Wales Land, skilt ved Franklinstrædet og Peelsund, SV. for Boothia Felix
King William Land lige over for Halvøen Adelaide. Skilt fra disse Øer ved A ictoria-
strædet og Mac Clintockkanalen ligger det store Prince Albert Land (c. 198,000 km-,
de sydlige Dele af det kaldes Victoria Land og Woltaston Land), som atter ved Prince
of Wales Stræde skilles fra Banks Land (c. 68,000 km2).
Den mellemste Gruppe eller Parry-Arkipelaget N. for Nordvestpassagen be-
staar af mindre Landmasser med en Mængde Smaaøer i de snævre Stræder. Fra 0.
til V. ligger: North Devon med Grinnell Land, derpaa Cornivallisøen og Bathurstøen
V. for Pennystrædet og Wellingtonkanalen; V. for Byam Martin Strædet følger Mel-
ville 0 (c. 42,500 km2), og endelig, skilt ved Fitzwilliam Strædet. Prince Patricks 0.
Endnu vestligere, N. for Alaska og skilt derfra ved Beaufort Havet, mener man, at
der findes en stor Landmasse (Crocker Land).
Den nordlige Gruppe er de Lande, som strækker sig Nf. for North-Devon,
skilte fra denne ved Jones Sund, og V. for Grønland, skilte ved Smith Sund, Kennedy
Kanal og Robeson Kanal. Om det er een Polarø eller flere, kan ilkke endnu afgøres;
ved store Indskæringer adskilles det i flere Dele: North-Lincoln-, Edlesmere-, Grinnell-
og Grant-Land (i alt c. 193,000 km2).
De fleste af disse Øer har stejle, stærkt indskaarne Kyster, det Indre er mest
Højsletter med faa Hævninger og dækkede med Sne og Is, dog er der ikke Indlandsis
som i Grønland. Baffin Land er mod S. flad med nogle store Søer, hvori der findes
Sæler, medens den nordlige Del er Højland med Højder paa indtil c. 2000 m. Klr
maet er overordentlig strengt, paa Amundsens Ekspedition iagttoges saaledes 4- 61,7
paa Boothia Halvøen. Vegetationen bestaar i det højeste af nogle forkrøblede Buske
(Dværgpil), højnordiske Blomsterplanter, Græs eller Mos og Lavarter. Dyreriget ei
ikke saa fattigt (Isbjørnen, Moskusoksen, Polarharen, Polarrævcn. Rensdyret, mange
Strandfugle), Havet er rigt paa Hvaler og Sælhunde. Paa Øerne nærmest Fastlandet
findes enkelte Eskimokolonier, men om nogen egentlig Beboelse er der ikke Tale.
Befolkningen angives til c. 4000, hvoraf c. 1000 paa Baffin Land; paa de nordligste
Øer er der fundet Rester af Bopladser, men ingen Mennesker.
Som omtalt (p. 136) var det Bestræbelserne for at finde en Gennemsejling til
Indien, der fremkaldte Rejserne i disse Farvande. Englænderen Frobisher naaede.
1576 det sydlige af Baffin Land, Meta incognita; Davis, Hudson og Baffin er ogsaa
nævnte. Efter at Rejserne i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede var standsede noget,
kom der atter Liv i dem, da det engelske Parlament 1743 udsatte en Belønning for
Opdagelsen af Nordvestpassagen. Men der udrettedes dog intet alvorligt, i ør Par ry
1819 trængte frem gennem Lancastersund til Melvilleøen; i de næste Aar foretoges