Nordpolarlandene.
251
der ogsaa Rejser af Franklin, der 1820 fandt Bathurstøen, John Ross, der 1829 be-
sejlede Prince Regent-Strædet, og James Clark Ross, der finder den magnetiske Nord-
pol 1831 paa Boothia Halvøen paa 70° 5’ n. Br„ og andre. Da Franklin ikke vendte
tilbage fra sin Rejse 1845, udsendtes talrige Ekspeditioner for at finde ham; først
Mac Clintock lykkedes det 1859 at forfølge Franklins Spor; han var trængt gennem
Lancaster-, Peelsund og Franklinstrædet frem til King William Land, hvor han var
død 1847 (en amerikansk Ekspedition 1878—80 under Schivatka har stadfæstet dette,
da der fandtes Dokumenter og Skeletter paa King William Land). Mac Clare var
ogsaa blandt dem, der drog ud for at finde Franklin; 1850 sejlede han til Bering-
strædet og trængte herfra mod 0. frem til Banks Land; der maatte han forlade Ski-
bet, men Mandskabet naaede Melville 0, hvor det traf Ekspeditioner, der kom fra
0., og saaledes var Nordvestpassagen opdaget, men endnu ikke gennem-
sejlet af eet Skib; det skulde først ske længe efter, da Nordmænd optog Undersøgel-
sen af disse Farvande; 1898 trængte Sverdrup gennem Jones Sund til Ellesniere
Land (hvis vestlige Del han kaldte Kong Oskars Land) og fandt nye Øer V. herfor
(Ellef og Amund Ringnes Lande og det store Heibergs Land), og 1903—6 lykkedes
det Roald Amundsen („Gjøa-Ekspeditionen“) al gennemsejle N o r cl v e s t p a s-
sagen, rigtignok ikke helt ad den tidligere angivne Vej, idet han fra Grønland sej-
lede gennem Baffmbugt, V. om Baffin Land og Boothia Halvøen (hvor den magne-
tiske Pol undersøgtes, Hovedformaalet for Rejsen) og langs Fastlandskysten S. for
Prince Albert Land (hvor han gav Østkysten af Victoria Land Navn af Kong Haakon
VII Land) og Banks Land til Beringstrædet. Det havde saaledes vist sig, at et Skib
under særlig gunstige Isforhold kan komme igennem, men nogen praktisk Betyd-
ning vil Passagen aldrig faa.
Bestræbelsen for at finde Nordvestpassagen og Søgningen efter Franklin gav
ogsaa Anledning til, at der kom nyt Liv i Nordpolrejserne, idet Kane, der var sejlet
ud for at finde ham, naaede 1853 ind i Smith Sund til Grinnell Land (80° 20’); I860
fulgte Hayes (81 0 36’), 1871 Francis Halls Ekspedition; den sidste naaede til Robe-
son Kanalen (82 o 16’), hvor Hall døde; 1875 udsendte England Nares, som trængte
frem til Lincoln Sund og naaede 83° 20’; 1881 udsendtes en amerikansk Ekspedition
under Greely, som naaede endnu nordligere, 83° 24' (paa Grønlands Vestkyst).
Blandt dem, der nu optog Kampen om at trænge frem til Nordpolen, var Nordman-
den Fridtjof Nansen, der paa en Rejse 1893—95 vikle naa Maalet ved at lade sig
drive i Isen fra Østsibirien over Polen til Grønland, naaede til 86 0 4’ og fastslog; at
der fandtes et dybt Polarhav, og Amerikaneren Robert Peary; han begyndte 1886.
naaede 1901 83 ° 50’ N. for Grønland. 1905 87 ° 6’ og endelig paa sin ottende Rejse
Nordpolen 6. April 1909.
II. Grønland.
Grønland strækker sig fra Sydspidsen, Kap Farvel eller Statenhuk, 59° 46‘
n. Br. (paa samme Bredde som Christiania), mod N. til c. 84 0 n. Br. (Kap Bridgman
paa Peary Land), fra S. til N. c. 2800 km, og er c. 2,183,000 km2.
Mest kendt er Vestkysten, som meget ligner den norske Klippekyst med et Utal
af Øer og Fjorde, der skærer indtil henved 200 km ind i Landet, og hvoraf de største
er Godthaabs Fjord, Søndre og Nordre Strømfjord, Umanaks Fjord (c. 170 km) samt
Disko Bugt, ved hvilken den store Disko 0 ligger; mod N. mærkes den store Melville
Bugt, som dannes ved en i Smith Sund udskydende Halvø med Kap York. Mindre
kendt er Østkysten, der ogsaa for en stor Del er Klippekyst: den sydlige Del kaldes