252 Amerika.
Kong Frederik VI Land (undersøgt 1829—30 af V. A. Graah) og Kong Christian IX
Land med Sermelik Fjord ved Angmasalik (c. 120 km); derpaa følger Blossevilles
Kyst og Scoresby Land (undersøgt 1822 af Scoresby) med den c. 300 km dybe Scores-
by Fjord (undersøgt af Ryder 1892—93), Kong Wilhelms Land (undersøgt 1869—70
af Koldewey) med Kong Oskars Fjord og den c. 300 km dybe Kejser k ranz Josefs
Fjord; nordligere følger Kong Frederik VIII Land med Jøkelbugten og Kap Bis-
marck (c. 783/4° n. Br.), Mylius Erichsens Land, den meget dybe Danmarks Fjord
og endelig Peary Land („United States Coast“). Det er fra disse Fjorde („Isfjorde ),
navnlig paa Vestkysten, at Isbjærgene kommer (se p. 68), medens de store Ismas-
ser, der er lejrede især langs Østkysten, paa mange Steder umuliggør en Landing
(„Storisen“).
Landet bestaar af Grundfjeld (Gnejs, Granit) overdækket med eruptive Sten-
arter (Basalt) og pletvis sedimentære Lag. Det Indre er et stort, hvælvet Plateau,
2000—2500 m højt, helt dækket af Is og Sne, Indlandsisen (Sermersoak, o: store
Is), der breder sig fra c. 61 0 til 82 » n. Br. og er c. 1.850.000 km2; kun ved Kysterne,
navnlig Vestkysten, er der en isfri, indtil 150 km bred Bræmme, Y d e r 1 a n d e t,
som dog flere Steder, navnlig paa Østkysten, mangler, idet Indlandsisen træder helt
ud til Kysten. Indlandsisen, der har en Tykkelse af 1000 m og derover, faar væsent-
lig kun Afgang ved Isens stadige Gliden ned til Kysterne, hvor den kælver i Fjor-
dene; over Indlandsisen rager kun de højere, mørke Fjeldtoppe, N una takker
(af „nuna“, ø: Land, og „tak“, o: der hører til), som mest findes i Nærheden af Yder-
landet, særlig mod 0.; Petermanns Spids nær ved Kejser Franz Josefs Fjord er
c. 2800 ni. Grønlands højeste Punkt. I den nyeste Tid er Indlandsisen blevet nogen-
lunde kendt, dels ved Dr. Binks Undersøgelser, dels ved Rejser ind fra Kysten (Nor-
denskiøld 1870 og 1883, Jensen 1878. Peary 1882, Garde 1893), men det var dog først
ved Fridtjof Nansens Skifærd tværs over Landet ved c. 64x/2° n- Br- i 1888 og ved
en lignende Rejse af Peary ved c. 82 0 n. Br. omtrent ved Indlandsisens Nordrand
i 1891—92, at det fuldt fastsloges, at Teorien om isfrie Strækninger i det Indre, som
navnlig Nbrdenskiøld, støttet paa Studier af den grønlandske Føthnvind, havde frem-
sat maatte opgives (1912 og 1913 foretog Schweizeren Quervain og Danskeren Koch
nye Rejser over Indlandsisen). Af senere Rejser, der har haft Betydning for Kend-
skabet til Landet nævnes K. Steenstrups Undersøgelser paa Vestkysten fra 1871, G.
Holms Konebaadsekspedition til Østkysten 1883—85 (særlig Angmasalik), Amdrups
Ekspedition 1898—1900, hvorved Østkysten mellem Angmasalik og Scoresby Sund
undersøgtes, Nathorsts omtrent samtidige Rejse ligeledes paa Østkysten, Hertug
Henrik af Orleans’ Rejse 1905 N. for Kap Bismarck, Mylius Erichsens litterære Eks-
pedition 1902—4 over Melville Bugten til Eskimoerne ved Kap York og endelig den
af samme ledede Danmarksekspedition 1906—8, der undersøgte Øst- og Nordkysten,
og paa hvilken han selv omkom 1907.
Grønland har paa Grund af de kolde Strømme og de store Ismasser, der om-
giver det, et udpræget Polarklima; den körte Sommer kan navnlig i Sydgrøn-
land være forholdsvis varm, men Vinteren er lang og streng; Ivigtut (öl1/^0 n. Br.)
har en Aarstemperatur af 0,5 °, Januars er 7,5 °, Julis 9,6 °, for Jakobshavn (691/4°)
er Tallene 4- 5,8 °, 4- 19,2° (Febr.) og 7,7 °, for Upernivik (723/4°) 4-8,7°. -4-23>5 0
og 5°, for Angmasalik (65° 37’) 4- 2.3. -4- 10,8 og 6,1; paa Indlandsisen ef der endnu
koldere, den hører vistnok til de koldeste paa Jorden: Nedbøren, der er størst 0111
Efteraaret, mindst i Jan. og April, lager af mod N., i Ivigtut er den aarlig c. 116,7,,
i Jakobshavn 21,4, i Upernivik 23 og i Angmasalik 92,6 cm. I øvrigt er Landet udsat
for ejendommelige, pludselige Temperatursvingninger; Vest- og Sydvestvindene billi-
ger koldt, Øsl- og Sydøstvindene, den grønlandske Føhn, mildt Vejr. Ved de geolo-