Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Opdagelse. Greenser og Udstrækning. 259 landet (1842—45). Turan havde hidtil været næsten utilgængeligt paa Grund af Befolkningens Fanatisme; her mindes bl. a. om Vambérys dristige Fremtrængen til Buchara 1864; men ved Russernes Erobringer i disse Egne aabnede der sig en ny Vej til Centralasien, som i de senere Aar er bleven undersøgt fra forskellige Sider. Her nævnes bl. a. Semenovs Rejser i Tiensjan 1857, Kostenkos og Skobelevs i Altai, Severzovs i Pamirs Højland 1876—78, Nicolai Prsjevalskis i Østturkestan 1877—88 og Regels til Turfan 1877—79. Af de mange senere Opdagelsesrejser i Centralasien nævnes Potanins 1876—86 gennem Mongoliet, Brødrene Grum-Grsjimailos 1885______89 langs Sydranden af Tsjansjan til Kukunor, Sven Hedins, 1894—1909, paa hvilke han har undersøgt Tarimbæknet, gennemrejs! Tibet paa kryds og tværs og gjort vigtige Opdagelser (Indus’ og Brahmaputras Kilder, det store Bjærglandskab N. for Brahma- putra, „Irans-Himalaja“), endelig O. Oluf sens Pamirekspeditioner 1897 og 1898—99 samt Frank Younghusbands engelske Ekspedition til Lhassa 1905. I det vestlige Asien begynder Opdagelserne med Carsten Niebuhrs Rejser gennen Arabien 1761—- 63 og Persien, Mesopotamien og Lilleasien 1763—67; i øvrigt fremhæves bl. a. Burckhardts Fremtrængen til Mekka og Medina 1828 og Tsjisjatsjeffs Rejser i Lille- asien 1847—58. Efter at Asiens Nordkyst var blevet noget kendt ved Hollænderne Barentz’ og Heemskercks Rejser 1594—97 for at finde Gennemsejlingen til Kina, hvorved flere af Øerne N. for Sibirien opdagedes, fortsattes Kystundersøgelserne af Russerne (se p. 258); desuden nævnes bl. a. Muraviev, der 1739 trængte frem til Obs Munding, °g Tsjeljuskin, som 1742 naaede Nordspidsen, medens Vitus Bering fra 1725 be- sejlede Nordkysten og senere 1741 ligesom Tsjirikof trængte frem gennem Berings- havet og Beringsstrædet; Resultaterne af disse Rejser sloges yderligere fast af Cook 1778; Laperouses Rejse 1787 bragte Oplysning om Nordøstkysten til S. for Sachalin. I vor Tid er Undersøgelsen af Polarkysten fortsat med Iver; mest Betydning har den af Nordenskiøld og Palander paa Skibet Vega udførte Omsejling af Nordasien 1878 79, hvorved altsaa Nordøstpassagen endelig opdagedes; den omtrent samtidige Jeanetteekspedition (1879—81), ledet af Washington de Long, som op- dagede og undersøgte nogle sibiriske Øer, forulykkede; ogsaa Baron Totis Rejser i disse Farvande 1872—1903 bør nævnes. b. Grænser, horisontal Udstrækning og Størrelse. Hvor Havet berører Asien, er Grænserne tydelige nok, det skulde da være ved Overgangen til Australien, at der kunde være nogen Tvivl; thi som omtalt (p. 83) synes, hvad Faunaen angaar, Grænsen at være V. for Gelébes, medens Havdybderne mellem de to Verdensdele ligger 0. for denne 0. Ved Berøringen med Afrika er ogsaa Grænse- skellet angivet tydeligt ved den smalle Sueztange. Derimod er det meget vanskeligt at drage en Grænselinje mellem Asien og Evropa, den sidste er jo kun en Halvø af den første. Og desuden er der en øjensynlig Sammenhæng mellem det evropæiske og asiatiske Lavland, der strækker sig fra Nordsøen til Jenisseis Munding, blot paa en Strækning af 2000 km afbrudt af den uralske Meridiankæde. Dog har man sat Uralkæden som Grænseskel, fordi Evropa paa Grund af de historiske Forhold af- gjort maa regnes som en Verdensdel for sig, og desuden danner Ural, hvad Vege- tationen angaar, en virkelig fysisk Grænse; politisk Grænse er den ikke, da de rus- siske Provinser Kasan og Astrachan gaar over paa den anden Side af Bjærgene. Hvor Uralbjærgene slipper, c. 51° n. Br., sættes Grænsen i Almindelighed langs Ural- floden til det kaspiske Hav, derpaa følger den dettes Nordvestkyst og endelig den Lavning, der findes N. for Kavkasus mellem det kaspiske og sorte Hav, og i hvilken Manytsjlavningen er det dybeste Sted. Men Uralfloden er ingen naturlig Grænse; det 17-