Opdagelse. Greenser og Udstrækning.
259
landet (1842—45). Turan havde hidtil været næsten utilgængeligt paa Grund af
Befolkningens Fanatisme; her mindes bl. a. om Vambérys dristige Fremtrængen til
Buchara 1864; men ved Russernes Erobringer i disse Egne aabnede der sig en ny
Vej til Centralasien, som i de senere Aar er bleven undersøgt fra forskellige Sider.
Her nævnes bl. a. Semenovs Rejser i Tiensjan 1857, Kostenkos og Skobelevs i Altai,
Severzovs i Pamirs Højland 1876—78, Nicolai Prsjevalskis i Østturkestan 1877—88
og Regels til Turfan 1877—79. Af de mange senere Opdagelsesrejser i Centralasien
nævnes Potanins 1876—86 gennem Mongoliet, Brødrene Grum-Grsjimailos 1885______89
langs Sydranden af Tsjansjan til Kukunor, Sven Hedins, 1894—1909, paa hvilke han
har undersøgt Tarimbæknet, gennemrejs! Tibet paa kryds og tværs og gjort vigtige
Opdagelser (Indus’ og Brahmaputras Kilder, det store Bjærglandskab N. for Brahma-
putra, „Irans-Himalaja“), endelig O. Oluf sens Pamirekspeditioner 1897 og 1898—99
samt Frank Younghusbands engelske Ekspedition til Lhassa 1905. I det vestlige
Asien begynder Opdagelserne med Carsten Niebuhrs Rejser gennen Arabien 1761—-
63 og Persien, Mesopotamien og Lilleasien 1763—67; i øvrigt fremhæves bl. a.
Burckhardts Fremtrængen til Mekka og Medina 1828 og Tsjisjatsjeffs Rejser i Lille-
asien 1847—58.
Efter at Asiens Nordkyst var blevet noget kendt ved Hollænderne Barentz’ og
Heemskercks Rejser 1594—97 for at finde Gennemsejlingen til Kina, hvorved flere
af Øerne N. for Sibirien opdagedes, fortsattes Kystundersøgelserne af Russerne (se
p. 258); desuden nævnes bl. a. Muraviev, der 1739 trængte frem til Obs Munding,
°g Tsjeljuskin, som 1742 naaede Nordspidsen, medens Vitus Bering fra 1725 be-
sejlede Nordkysten og senere 1741 ligesom Tsjirikof trængte frem gennem Berings-
havet og Beringsstrædet; Resultaterne af disse Rejser sloges yderligere fast af Cook
1778; Laperouses Rejse 1787 bragte Oplysning om Nordøstkysten til S. for Sachalin.
I vor Tid er Undersøgelsen af Polarkysten fortsat med Iver; mest Betydning har
den af Nordenskiøld og Palander paa Skibet Vega udførte Omsejling af Nordasien
1878 79, hvorved altsaa Nordøstpassagen endelig opdagedes; den omtrent
samtidige Jeanetteekspedition (1879—81), ledet af Washington de Long, som op-
dagede og undersøgte nogle sibiriske Øer, forulykkede; ogsaa Baron Totis Rejser i
disse Farvande 1872—1903 bør nævnes.
b. Grænser, horisontal Udstrækning og Størrelse. Hvor Havet
berører Asien, er Grænserne tydelige nok, det skulde da være ved Overgangen til
Australien, at der kunde være nogen Tvivl; thi som omtalt (p. 83) synes, hvad
Faunaen angaar, Grænsen at være V. for Gelébes, medens Havdybderne mellem de
to Verdensdele ligger 0. for denne 0. Ved Berøringen med Afrika er ogsaa Grænse-
skellet angivet tydeligt ved den smalle Sueztange. Derimod er det meget vanskeligt
at drage en Grænselinje mellem Asien og Evropa, den sidste er jo kun en Halvø af
den første. Og desuden er der en øjensynlig Sammenhæng mellem det evropæiske
og asiatiske Lavland, der strækker sig fra Nordsøen til Jenisseis Munding, blot paa
en Strækning af 2000 km afbrudt af den uralske Meridiankæde. Dog har man sat
Uralkæden som Grænseskel, fordi Evropa paa Grund af de historiske Forhold af-
gjort maa regnes som en Verdensdel for sig, og desuden danner Ural, hvad Vege-
tationen angaar, en virkelig fysisk Grænse; politisk Grænse er den ikke, da de rus-
siske Provinser Kasan og Astrachan gaar over paa den anden Side af Bjærgene.
Hvor Uralbjærgene slipper, c. 51° n. Br., sættes Grænsen i Almindelighed langs Ural-
floden til det kaspiske Hav, derpaa følger den dettes Nordvestkyst og endelig den
Lavning, der findes N. for Kavkasus mellem det kaspiske og sorte Hav, og i hvilken
Manytsjlavningen er det dybeste Sted. Men Uralfloden er ingen naturlig Grænse; det
17-