262
Asien.
af Indskæringer paa Tsjuktsjer Halvøen mærkes Tsjaunbugten, V. for Kap Sjelagskoi,
og Koluisjiubugten. Om mange Punkter, navnlig Kap Tsjeljuskin har man faaet
nøjagtigere Oplysninger ved Nordenskiølds Rejse 1878—79. Hele Nordkysten, som
i lige Linje er 5000 km, men henved 12,000 km med alle Indskæringer, er med faa
Undtagelser nær fuldstændig flad og det meste af Aaret barrikaderet af store Ismas-
ser, navnlig gælder det Strækningen fra Novaja Semlja til Kap Taimyr; om Somme-
ren er der i Reglen aabent fra Kap Sjelagskoi.
Østkysten, der paa sin Vej mod S. stadig viger i vestlig Retning, strækker
sig fra Bering- til Malakkastrædet; den er rig paa Indskæringer og Halvøer og led-
sages desuden af en Række, i Forhold til det store Ocean ikke videre dybe Indhave
eller Randhave, begrænsede af vulkanske Ørækker.
Fra Østkap viger Kysten over Kap Tsjukotskoi og den store Anadgrbugt mod
VSV. og SV. til Kap Lopatka, Halvøen Kamtsjatkas Sydspids. Ørækken Aleuterne
afgrænser det kamtsjadalske Hav eller Beringshavet, hvis nordlige Halvdel staar
langt tilbage for den sydlige i Dybde (Middeldybde c. 1100 ni, største Dybde 5700 ni);
Fastlandets Kyster er for det meste stejle. Efter at have afsat Kamtsjatkas Vestkyst
— inderst inde ligger Bugterne Pensjina og Gis jiga — drejer Kysten atter i Hoved-
retningen SV. og slaar derpaa ind mod SØ. og S. parallelt med den langstrakte 0
Sachalin eller Krafto, som skilles fra Fastlandet ved det tatariske Sund; men dette
er mod N. saaledes spærret af Rev^ at Sejladsen hei' foregaar 0. om Sachalin gennem
Lapérouse-Strcedet mellem Sachalin og den japanske 0 Jesso, 45° n. Br., den sydlige
Grænse for Drivisen. Kurilerne, der strækker sig i en Bue mod N. til Kap Lopatka,
lukker for det ochotske Hav, halvt saa stort som Middelhavet; medens dette Ishavs
største Dybde er over 3300 m (trods sin Beliggenhed, 50—60° n. Br., er dets Kyster
belemrede med Is det meste af Aaret), har Oceanet straks udenfor en Dybde af c. 8000
m. Kysten fortsættes mod SV. og S. til Koreas Sydspids, adskilt fra de japanske Øer
ved Koreastrædet; den japanske Øbue lukker for det japanske Hav, dobbelt saa stort
som Nordsøen og med betydelige Dybder (til over 3500 m). Fastlandskysten bevarer
mest den stejle Karakter, men der er faa Indskæringer, den største er Peter den
Stores Bugt med Vladivostocks Havn. — Fra Koreas Sydspids gaar Kysten mod NV.,
derpaa i vesti. og sydi. Retning til Tsjusan Arkipelaget, saa atter mod SV. til Kreb-
sens Vendekreds. Riukiuøerne (Liukiu) og Øen Formosa (kin. Thai-van) — hvilken
sidste ved Fukienstrædet adskilles fra Fastlandet — hikker for det lidet dybe (Mid-
deldybde 180 ni) østkinesiske Hav, kin. Tunghai, som stadig udfyldes af de uhyre
Dyndmasser fra de store kinesiske Floder; den indre Del af Havet kaldes derfor
ogsaa det gule Hav, kin. Floanghai (se p. 43). Inderst i det gule Hav afsættes Bug-
terne Petsjili, Liaotong og Korea N. for Halvøen Sjantung. Den nordlige Del at
Fastlandets Kyster er her flad og fattig paa Havne, mod S. bliver det langt bedre,
her er Kysterne („Riaskyster“) rige paa Fjorde, dog besværliggøres Sejladsen ved en
Mængde Øer og ved voldsomme Storme (Tajfuner). Fra Fukienstrædet gaar Kysten
mod VSV. til Tonkin-Bugten, der lukkes mod 0. af Øen Hainan (o: Øen i Syd-
havet), derpaa i sydlig Hovedretning med en østlig Bue til Bagindiens fremsprin-
gende Punkt Mekongs Delta og Kap Kambod ja; herfra gaar den mod NV. til Menams
Munding og derpaa mod S., idet den danner Siambugten, og SØ. til Malakkas Syd-
spids, Kap Buru (Bulus). Havet fra Formosa til Malakka, som lukkes af Philippi-
nerne, Palavan og Borneo, kaldes det sydkinesiske Hav (kin. Nanhai). Bagindiens
Kyst, som kun er egentlig flad omkring Flodmundingerne, har flere gode Havne,
men Indhavet (Middeldybde 1500 m, største Dybde c. 5280 m) er vanskeligt at besejle
som Følge af Sandbanker og Rev. Østkystens Længde er angivet til c. 16,000 km.
Sydkysten begynder ved den 1500 km lange Halvø Malakka, der ved Ma-