Planeter. Kometer. Stjerneskud.
17
angive Galle i Berlin det Sted, hvor den befandt sig paa en bestemt Tid, og saaledes
blev den ogsaa fundet i Kikkerten. Den bevæger sig i en næsten cirkelformet Bane
omtr. 4495 Mill, km fra Solen og bruger omtr. 165 Aar om at gennemløbe den, 5,4
km i Sek., den ei' altsaa den langsomste af alle Planeterne. Den faar 900 Gange
mindre Lys fra Solen end Jorden. Den er omtr. 118 Gange større end Jorden, idet
dens Diameter er c. 56,000 km, men ogsaa langt mindre tæt, omtrent som Neptun.
Endnu kender man kun med Sikkerhed een Maane, der ligesom Uranusmaanerne
gaar højre om. Da den kun har gennemløbet noget over Va af sin Bane i den Tid.
den har været kendt, ved man kun lidt om den, saaledes intet om dens Akse-
omdrejning.
Beregningen af visse Kometbaner har i den nyeste Tid fremkaldt den Gisning,
at der uden for Neptun i en Afstand fra Solen af omtr. 48 Gange Jordens Afstand
findes endnu en Planet. Paa den anden Side er der nogle Uregelmæssigheder i
Merkurs Bane, der gør det sandsynligt, at der findes en (Leverriers Vulkan) eller
flere Planeter (eller maaske en Mængde smaa Asteroider) inden for den igen.
Hvad Spørgsmaalet om Planeternes fysiske og meteorologiske Forhold angaar,
eller om de er beboede som vor Jord, tyder de Iagttagelser, man hidtil har gjort,
paa, at Venus og Mars nærmest er som vor Jord og kan have en noget lignende
Plante- og Dyreverden; men de store Planeters, Jupiters, Saturns, Uranus’ og Nep-
tuns Tæthed er saa ringe, at de maaske endnu er i flydende Tilstand og i det mind-
ste ikke har de Betingelser for et organisk Liv, som vi betragter som nødvendige.
Foruden Planeterne findes der andre Himmellegemer, der hører til vort Sol-
system og beskriver deres Baner omkring Solen, nemlig nogle af Kometerne (af
gr. Haar). Disse, „Verdensrummets Vagabonder“, bestaar af et svagt-
lysende Hoved („Koma“), hvori findes en stærkere lysende Kerne, og i Reglen
udskyder der fra Hovedet, efterhaanden som Kometen nærmer sig Solen, en
Hale, som tiltager i Længde (man har iagttaget dem med en Længde af indtil 3/4
af Jordbaneradien) indtil Perihelgennemgangen og derpaa atter aftager; men den
vender altid fra Solen. Deres Baner er meget langstrakte Elipser eller Parabler eller
Hyperbler, o: Kurver med uendelige Grene; i Periheliet kan de være Solen over-
ordentlig nær, i Afeliet langt uden for Neptun. Banerne danner alle mulige Vinkler
med Ekliptika, og snart gennemløbes de i samme, snart i modsat Retning af Plane-
ternes. Kometernes Tæthed er meget ringe, man kan endog se Stjernerne gennem
Kernen. De antages at gennemfare Verdensrummet i alle mulige Retninger og i
talløs Mængde (de er saa mange som Fiskene i Havet, sagde Keppler). Nogles Baner
er saadanne, at man ikke ved, om de nogensinde kommer igen, andres er nøje be-
regnede. De fleste, som vi kender som periodisk genkommende, er rimeligvis bievne
knyttede til vort Solsystem ved paa deres Vej at være komne for nær til en af de
ydre Planeter og saaledes „indfangede“. Det kan ogsaa hænde, at beregnede Kome-
ter forandrer deres Baner eller forsvinder og fordeles som Meteorer langs Banen.
Enckes Komet, der af de beregnede Baner havde den korteste Omløbstid, omtr.
3V3 Aar, er forsvundet siden 1898; Bielas Komet, med en Omløbstid af henved
7 Aar, delte sig i 1845 i to Dele og blev efter 1852 helt usynlig, idet dens Bestand-
dele fordeltes langs Banen; Halleys Komet har den længste Omløbstid af de bereg-
nede Baner, 75 Aar.
Endelig findes der i Himmelrummet Masser af smaa Meteorer, der kredser om
Solen, snart enkeltvis, snart samlede i store Sværme. De er saa smaa, at de kun
kan iagttages, naar de kommer inden for vor Atmosfære; paa Grund af deres Hastig-
hed bliver de glødende ved Luftens Modstand og viser sig da som Stjerneskud
eller Ildkugler, ofte faldende ned paa Jorden som Meteorstene, der be-
H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog.
2