18
Matematisk Geografi.
staar af kendte Stoffer, navnlig Jærn. Særlig to Gange om Aaret kommer Jorden i
Nærheden af saadanne Sværme, 10.—12. Avgust og 12.—13. November (Bielas
Komet, se p. 17); da falder Stjerneskuddene tættest.
§ 5. Jorden.
Jorden er altsaa den tredje Planet fra Solen. Dens Middelafstand fra Solen er
149,5 Mill, km (i Periheliet 147 Mill., i Afeliet 152 Mill, km fra Solen); Banen, hvis
Ekscentricitet kun er Veo, altsaa temmelig ringe, er omtrent 939 Mill, km; Lyset
er 8 Min. 20 Sek. (i Perihel. 8’ 17”, i Afel. 8’ 27”) om at komme fra Solen til
Jorden. Længden af Jordens Ækvator er 40,070 km; om Diametrene og Fladtryk
ningen se i øvrigt ovenfor p. 9. Overfladen har et Flademaal af omtr. 510 Mill.
km2, og Rumfanget er onllr. 6 Kvadrilloner kbm. Vægtfylden er c. 5x/2 (5>e) Gange
saa stor som Vandets.
Jordens Bevægelse er en dobbelt: den drejer sig venstre om om sin egen Akse,
som ikke er parallel med Ekliptikas Akse, men danner en Vinkel paa 23V20 med
den; og den bevæger sig venstre om omkring Solen. Vi skal nu nøjere betragte disse
Bevægelser.
a. Jorden drejer sig om sin Akse (Rotationen). At Jorden
drejer sig om sig selv, kan vi let slutte os til ved at iagttage de andre Planeter, som
drejer sig om deres Akser, og ved det usandsynlige i, at alle Himmellegemerne, Sol,
Planeter og Fiksstjerner, i den korte Tid af 24 Timer, hvori Himlens tilsyneladende
daglige Bevægelse foregaar, skulde bevæge sig om Jorden; det vilde alene for So-
lens Vedkommende være omtr. 10,000 km i Sek. og for den nærmeste Fiksstjernes
omtr. 7500 Mill, km i Sek.. Men vi har ogsaa direkte Beviser for Jordens Rotation:
1) Fladtrykningen ved Polerne, der viser, at Centrifugalkraften eller den
midtpunktflyende Kraft har virket langt stærkere ved Ækvator end i Nærheden af
Polerne og saaledes, før Jorden endnu var afkølet, har fjernet de ækvatoriale Dele
mest fra Centrum. 2) Forsøgene med Legemers Fald (først anstillede af Hooke
og Newton); i Faldet afviger Legemer mod 0.; et højereliggende Punkt, som et
Taarns Top, er længere fjernet fra Jordaksen end det lavere liggende ved Taarnets
Fod; det første har følgelig en større Hastighed (da det jo i samme Tid gennem-
løber en længere Bane), og derfor vil Stenen fra Taarnet ikke falde lodret, men ube-
tydeligt 0. for Taarnet, omtrent 1“ for en Højde af 155 m. 3) Tyngdens
Aftagen fra Polerne til Ækvator; den ved Rotationen frembragte Centrifugal-
kraft virker nemlig ved Ækvator lige imod Tyngden og formindsker derved denne.
4) Forklaringen af Passatvindene (se p. 75) er kun
amulig, hvis Jorden drejer sig. Men et af de bedste Bevisei- er
dog 5) Foucaults Pendulforsøg. Dette skal omtales nær-
mere.
Ophænger vi en tung Kugle i en lang tynd Snor og sætter
den i Svingning i et bestemt Plan, vil dette Pendul stadig
svinge i det samme Plan, og er det ophængt i en Ramme, vil
Retningen af Svingningsplanet selvfølgelig ikke forandres,
fordi Rammen drejes. Tænker vi os nu et saadant Pendul op-
hængt ved Nordpolen, saaledes at Pendulets lodrette Hvile-
stilling falder sammen med Jordaksens Linje, og vi sætter
Pendulet i Bevægelse, saa vil Rammen i Løbet af 24 Timer
dreje sig en Omgang rundt med Jorden venstre om; men for
i omaults Pendul. Iagttageren vil det se ud, som om det var Pendulets Sving-