Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Centralasiens Jordbundsforhold. 265 strækker Bæknet sig til øvre Hoangho. Navnet Hanhai passer godt, da hele Bæknet i Tertiærtiden har været et Indhav, der ligesom Middelhavet strakte sig langt ind i Verdensdelen; Jordbunden er stærkt saltholdig og dækket med Sand og Kisel. — Den mindre, vestlige Del af Bæknet, Øst-Turkestan, med en Middelhøjde af c. 1000 m, er indesluttet paa de tre Sider af Tiens jan, Pamir og Kuenlun, fra hvis mægtige Bjærgvægge talrige Floder strømmer ned paa Steppen, men de taber sig i Sandet: kun een-, Tarim, danner et større Flodsystem og samler Vandene i Øst-Turkestan. Den opstaar af tre Hovedarme, Karakasj eller Khotan-darja, Raskem eller Jarkand-darja, begge udspringende paa Sydsiden af Kuenlun, og Kasjgar-darja, der kommer fra Pamir. Den forenede Tarini løber mod 0., optager i venstre Bred Aksu (o: den hvide Flod) fra Tiensjan, optager i Nedreløbet Kontsje-darja, der kommer fra Søen Ba- gratsj-kul, og ender i Steppesøen Lob-nor (810 m o. H.) eller i nogle Søer, der lig- ger sydligere, Øst-Turkestans dybeste Sted. S. for disse hæver Bjærgkæden Altintag Profil af Asien ved den 90. Længdegrad. sig (indtil 4000 m), en østlig Udløber af Kuenlun. Ørknen S. for Tarini kaldes Taklamakhan. — Den større østlige Del af Bæknet, Ørknen Gobi eller Sjamo (begge Ord betyder Sandhav, det første er et mongolsk, det andet et kinesisk Ord) eller Mongoliet, er ikke omgiven af saa mægtige Bjærge som Øst-Turkestan og er derfor fattigere paa Floder, men den har større Regnmængde, om Sommeren or ogsaa .store Strækninger mellem Stenblokkene dækkede med Urter og Græs. Mongoliet er i Gennemsnit c. 1200 m i.Højde, men enkelte Steder, navnlig mod NV. ved Sydfoden af Tiensjan, findes der betydelige Sænkninger, og her har man i den nyeste Tid fundet den ejendommelige Tur fan (eller Ljuklsjun) Sænkning, hvor Saltsøen Bodsjaite (c. 89° ø. L. og 42V20 n- Br.) ligger 130 m under Havet. Da Mongoliet intet Afløb har, findes der i^det hele en Mængde Saltsøer, hvoraf Kossogol mod N., c. 1680 m o. H., vel er den største. Mod S. begrænses Mongoliet, som det synes, af Bjærgkæden Nansjan (o: Sydbjærge), en Fortsættelse af Altintag; mod SØ. og S. dannes Grænsen af Randbjærge, der ledsager Hoanghos store Bue mod N. — en Del af dem kaldes Ins jan —, til de N. for Peking vokser sammen med de endnu lidet kendte Chinganbjærge, der gaar mod NØ. med en Højde af indtil 2000 m. Mod NØ og N. dannes Randen af lavere Højdedrag, som V. for Urga og Floden Selenga forløber som parallelle Kæder mod VNV.: Tannubjærgene, Changai- bjærgene og Fortsættelsen af Store Altai eller Ektag Altai (med Toppe til 3000 m). Landene mellem disse Kæder har samme tørre, plantefaltige Natur som Gobi; mellem Changai og sydlige Altai optager Søer som Kara-ussu, Kara-nor og Kirgis-nor Vandene. — Dsungariet (kin. Tiensjan-pelu, o: Vejen N. for Tiensjan) mellem Altai og Tiensjan, i Midten 700 m, tiltager i Bredde mod V. og deler sig tilsidst i to Bækner; i det nordlige Bækken løber Sorte Ir tis j til Saisan-nor, sydligere ligger en Del Saltsøer, hvoraf Alakul (1980 km2) er den største, det sydlige Bækken gaar langs Tiensjans Nordaffald og begrænses mod V. af flere Kæder, hvoriblandt det Dsungariske Alatau. S. for Kuenlun og dens Fortsættelse l’gger den anden Del af Centralasiens