Centralasiens Jordbundsforhold.
265
strækker Bæknet sig til øvre Hoangho. Navnet Hanhai passer godt, da hele Bæknet
i Tertiærtiden har været et Indhav, der ligesom Middelhavet strakte sig langt ind i
Verdensdelen; Jordbunden er stærkt saltholdig og dækket med Sand og Kisel. —
Den mindre, vestlige Del af Bæknet, Øst-Turkestan, med en Middelhøjde af c. 1000
m, er indesluttet paa de tre Sider af Tiens jan, Pamir og Kuenlun, fra hvis mægtige
Bjærgvægge talrige Floder strømmer ned paa Steppen, men de taber sig i Sandet:
kun een-, Tarim, danner et større Flodsystem og samler Vandene i Øst-Turkestan. Den
opstaar af tre Hovedarme, Karakasj eller Khotan-darja, Raskem eller Jarkand-darja,
begge udspringende paa Sydsiden af Kuenlun, og Kasjgar-darja, der kommer fra
Pamir. Den forenede Tarini løber mod 0., optager i venstre Bred Aksu (o: den hvide
Flod) fra Tiensjan, optager i Nedreløbet Kontsje-darja, der kommer fra Søen Ba-
gratsj-kul, og ender i Steppesøen Lob-nor (810 m o. H.) eller i nogle Søer, der lig-
ger sydligere, Øst-Turkestans dybeste Sted. S. for disse hæver Bjærgkæden Altintag
Profil af Asien ved den 90. Længdegrad.
sig (indtil 4000 m), en østlig Udløber af Kuenlun. Ørknen S. for Tarini kaldes
Taklamakhan. — Den større østlige Del af Bæknet, Ørknen Gobi eller Sjamo
(begge Ord betyder Sandhav, det første er et mongolsk, det andet et kinesisk Ord)
eller Mongoliet, er ikke omgiven af saa mægtige Bjærge som Øst-Turkestan og er
derfor fattigere paa Floder, men den har større Regnmængde, om Sommeren or
ogsaa .store Strækninger mellem Stenblokkene dækkede med Urter og Græs.
Mongoliet er i Gennemsnit c. 1200 m i.Højde, men enkelte Steder, navnlig mod NV.
ved Sydfoden af Tiensjan, findes der betydelige Sænkninger, og her har man i den
nyeste Tid fundet den ejendommelige Tur fan (eller Ljuklsjun) Sænkning, hvor
Saltsøen Bodsjaite (c. 89° ø. L. og 42V20 n- Br.) ligger 130 m under Havet. Da
Mongoliet intet Afløb har, findes der i^det hele en Mængde Saltsøer, hvoraf Kossogol
mod N., c. 1680 m o. H., vel er den største. Mod S. begrænses Mongoliet, som det
synes, af Bjærgkæden Nansjan (o: Sydbjærge), en Fortsættelse af Altintag; mod
SØ. og S. dannes Grænsen af Randbjærge, der ledsager Hoanghos store Bue mod
N. — en Del af dem kaldes Ins jan —, til de N. for Peking vokser sammen med
de endnu lidet kendte Chinganbjærge, der gaar mod NØ. med en Højde af indtil
2000 m. Mod NØ og N. dannes Randen af lavere Højdedrag, som V. for Urga og
Floden Selenga forløber som parallelle Kæder mod VNV.: Tannubjærgene, Changai-
bjærgene og Fortsættelsen af Store Altai eller Ektag Altai (med Toppe til 3000 m).
Landene mellem disse Kæder har samme tørre, plantefaltige Natur som Gobi;
mellem Changai og sydlige Altai optager Søer som Kara-ussu, Kara-nor og Kirgis-nor
Vandene. — Dsungariet (kin. Tiensjan-pelu, o: Vejen N. for Tiensjan) mellem Altai
og Tiensjan, i Midten 700 m, tiltager i Bredde mod V. og deler sig tilsidst i to
Bækner; i det nordlige Bækken løber Sorte Ir tis j til Saisan-nor, sydligere ligger en
Del Saltsøer, hvoraf Alakul (1980 km2) er den største, det sydlige Bækken gaar
langs Tiensjans Nordaffald og begrænses mod V. af flere Kæder, hvoriblandt det
Dsungariske Alatau.
S. for Kuenlun og dens Fortsættelse l’gger den anden Del af Centralasiens