288
Asien
dara). I Pamir mangler næsten helt Skov, kun ved de dybere liggende Vandløb fin-
des noget Krat af Pil, Poppel, Tamarisker osv., og det samme gælder omtrent Dalene
i Tiensjan, hvor der dog blandt Kratvæksterne ogsaa trives Æble- og Abrikostræer.
Tibet. Øst-Turkestan og især Mongoliet lider af Mangel paa Brændsel, hvortil tørret
Dyregødning („Argol“) anvendes.
V e s t a s i e n, hvis Plantevækst især i den vestlige Del i meget ligner Middel-
havslandenes, er ligesom Centralasien gennemgaaende fattig paa Skov, og kun i de
højere, mere regnrige Bjærgegne findes Skove, bestaaende af faa Arter, deriblandt
Bøg og Eg; af Naaletræer mærkes den skønne, men kun lidet udbredte Ceder (Ce-
drus Libanon), navnlig i det nordlige Libanon. I Egnene S. for det kaspiske Hav har
Vegetationen en næsten tropisk Yppighed; der er Vinstokkens og mange af vore
Frugttræers Hjem, som Pære-, Abrikos- og Kirsebærtræet.
Monsunbæltet deles i det tropiske Asien, der omfatter For- og Bagindien
samt Øerne, og det nordøstlige Omraade, Kina og Japan. I det tropiske, regnrige
Asien karakteriseres Planteverdenen mest ved de stedsegrønne Skove, som paa
mange af Øerne naar de højeste Toppe, og som helt har Urskovens Præg med Slyng-
planter og træagtige Bregner, blandede med Palmer, ligesom For- og Bagindien har
Skove, der staar lige med Sydamerikas i Frodighed. Et af de højeste Træer paa
Borneo og Sumatra er Kamfertræet, blandt Palmerne paa Øerne mærkes Sagopal-
merne, saaledes Calamus eller Rotang, der ogsaa findes paa Fastlandet, og hvoraf
man faar Spanskrør; i Monsunbæltet naar Bambusrøret sin største Højde. Af andre
karakteristiske Træer i Indien nævnes Teaktræet (Tectona grandis), Saltræet (Shorea
robusta) og Ibenholttræet (Diospyros Ebenum), hvis Træsorter er meget søgte, samt
Jaktræet eller del indiske Brødfrugttræ, Sandeltræet og de forskellige Palmer. Det
sydlige Monsunbælte er Hjem for mange Kulturplanter som Risen, Sukkerrøret og
Bomuldsbusken, Senneppen, Juten og mange Frugtsorter. — I det nordøstlige Mon-
sunomraade træffer vi mod S. Indiens stedsegrønne Træer, nordligere mellemevro-
pæiske og sibirisk-arktiske Former, blandede med mange hjæmlige. De to Hoved-
floders Vandskelslinje i Kina danner en iøjnefaldende Vegetattionsgrænse, idel Sko-
ven mod S. overvejende er stedsegrøn, men mod N. bestaar dem af Løvtræer, navnlig
Ahorn og Eg, men ogsaa Bøg, Birk o. a., blandet med mamge Naaletræer, der i
meget minder om den nordamerikanske Pacifickysts. For øvirigt er Kina i de tæl
befolkede Egne meget skovfattig, idet Agerdyrkningen her hiar fortrængt Skoven.
1 Japan naar den stedsegrønne Skov til c. 35° n. Br. Kina (er Hjemsted for flere
Kulturplanter som Rhabarberen og Ginsengroden (Panax G..), Orangen og Teen,
ligesom Silkeavlen har sit Hjem her. Indvindingen af Kamfter af Kamferlavrbær-
træet (Cinnamomum Camphora) er væsentlig indskrænket til det sydlige Japan,
Formosa og Kinas sydvestlige Egne.
c. For Dyreverdenen gælder den samme Mangfoldighed og Modsætning-
mellem store og smaa Former, men ogsaa for en stor Del Mangelen paa Særpræg.
Som nævnt p. 83 regnes Nord- og Mellemasien sammen med Evropa og Nordafrika
til den palæarktiske Region —- dog med to særegne Subregioner for Asien, den sibi-
riske (Nordasien) og den mandsjuriske (det nordøstlige Kina og Japan) —, Syd-
arabien til den sydafrikanske (ætiopiske) og de østlige indiske Øer til den avstralske
Region, medens kun de vestlige indiske Øer, For- og Bagindien samt største Delen
af Kina opstilles som en særlig Region, den orientalske. Som Supplement til, hvad
der forud er sagt, gives ogsaa her nogle almindelige Bemærkninger om Nord-, Cen-
tral- og Vestasien samt Monsunbæltet.
I Nordasien er Ligheden med den evropæiske Dyreverden selvfølgelig størst
i den vestlige Del. I Tundrabæltet findes Isbjørnen, der især er hyppig i Kamtsjatjka.’