384
Afrika.
4 4. Sydafrikas Jordbundsforhold.
Sydafrika, der bestaar af den store sydlige Trekant samt Abessiniens Højland,
kan i Sammenligning med Nordafrika kaldes det egentlige Højafrika. Det kan deles
i den ækvatoriale Del, det østafrikanske Højland og det egentlige Sydafrika. Den
Terassedannelse, som omtaltes i Nordafrika flere Steder ved Overgangen til Kyst-
landene, findes langt niere udpræget og i langt større Udstrækning i Sydafrika.
Nogle Steder naar den nederste Terrasse lige ud til Kysten, andre Steder giver den
Plads for et small, ganske fladt Kystland, tropiske Marsklande, rige paa Sumpe og
Skove. Disse Strækninger med deres usunde Klima bidrager meget til at forhindre
Forbindelsen med det Indre, og hertil kommer Flodernes ringe Sejlbarhed paa
Grund af Terrassedannelsen.
a. Til den ækvatoriale Del af Sydafrika eller Centralafrika hører Landene
mellem Sudan og c. 12° s. Br.; mod V. begrænses det af Atlanterhavet, mod 0. af
det store afrikanske Sødistrikt. Det er store Højsletter med en vekslende Højde at
vistnok 500 til 1000 m, indesluttede af høje Randbjærge mod V. og 0. Kendskabet
til disse store Strækninger er meget ringe, thi af de c. 4 Mill, km2 er endnu en stor
Del ukendt; men med Sikkerhed kan man sige, at Centralafrika væsentlig falder
sammen med Kongoflodens Opland.
Vestranden langs Nedreguinea bestaar af Terrassebjærge, Serras, som Serra
do Cristal og Serra Complida, der gaar lige fra Biafrabugten til Floden Kuanza, som
udspringer paa det til Sydafrika hørende Benguelas Højland (Sierra de Sjella) og
ved Pungo Ndgongo, 1300 m, bryder gennem Randbjærgene. Disse Centralafrikas
Randbjærge bestaar af krystallinske Stenarter, er 17—1800 m høje og gennembrydes
af Floderne Ogove og Kongo; Gabun derimod, om hvilken man tidligere antog, at
den havde et stort Øvreløb, er kun en Kystflod. Randbjærgene ender mod N. i
Kamerunbjærgene, en isoleret Gruppe af udslukte Vulkaner, over 4000 ni, af de
Indfødte kaldet Mongoma Loba (o: Gudebjærget). Centralafrikas Nordvestrand dan-
nes af Højdedrag N. for Kamerunbjærgene og S. for Binves Floddal, som Adamaua
(se p. 383). Selve Nordranden kendes kun lidet, kun med NØ. kender man Vand-
skellet; det dannes her af et Højland, 1000 m i Gennemsni, mellem den hvide Nil og
dens Biflod Bahr el Arab; talrige Floder søger herfra til Nilen. Paa Højlandet ud-
springer ogsaa Uélle, et Tilløb til Kongos Biflod Lbangi; een kommer fra de c. 2000
ni høje Bjærge, der ligger ved Mvutan Søens Vestrand, lerfra gaar da det vestlige
Affald af det østafrikanske Højland mod S. langs Søernes Vestrand til c. 12 0 s. Br.
Sydøstranden for Centralafrika dannes af de S. for Bangwolo Søen, 1120 m, c. 3000
km2, beliggende Lokinga- eller Babisabjærge. Naar man fdger disse Rande, ser man.
at Centralafrika har omtrent Form af et Kvadrat; fra alle Sider sænker Jordbunden
sig i smallere og bredere Masser ind til det centrale Kongobækken.
b. Det østafrikanske Højland er den højeste Del af Afrika. Del strækker sig
mellem Centralafrika og det indiske Ocean lige fra Zambesis Nedreløb til det røde
Havs Kyst, løbende spidst til ved begge Ender, mod S. ved Niassa Søen, mod N. i Abes-
siniens Højland. Hovedejendommeligheden ved dette Højland er de store Søer, der
er lejrede i to Indsænkninger, som forløber i meridional Retning, en østlig, hvori
Niassa Søen med Sjirva Søen ligger, og som fortsættes mod N. i Rudolf Søen og de
andre S. for Abessinien liggende Søer, og en vestlig med Tanganyika-, Kivu-, Albert-,
Edvard- og Albert Nyanza-Søerne. Man kan skelne mellem Østaffaldet, selve Høj-
landet med Søerne og Vestaffaldet til Kongobæknet.