Sydafrikas Jordbundsforhold. Det østafrikanske Højland. 387
landet falder omtrent ligesaa stejlt af til Sennars Stepper, men den er ikke saa
utilgængelig, de abessinske Floder her danner flere Gennembrudsdale. Selve Høj-
landet, som sænker sig mod N. og mod V., har en Gennemsnitshøjde af 2200 ni; det
er temmelig bart for Skove, men rigt paa Gi'æsgange; mange Steder træder Stenen
(krystallinske Skifere, overdækkede med et fast Sandstenslag) frem paa Overfladen,
og danner isolerede, temmelig høje Toppe med stejle Sider og store Flader ovenpaa,
de saakaldte A m b a e r, der danner naturlige Fæstninger; paa en saadan laa Kong
Theodors Borg Magdala, 2760 m. Næsten alle Floddalene skærer dybt ind i Pla-
teauet og lægger store Hindringer i Vejen for Samfærdslen; Floderne selv er kun
lidet sejlbare paa Grund af de mange Katarakter, og desuden har de fleste kun Vand
i Regntiden. De sydlige Landskaber Sjoa og Amhara hører til Bahr el Asreks eller
Abais Opland; den udspringer paa den indre Side af Vestranden og løber gennem
Plateauets største Sø Tana, 1755 m o. H., c. 3600 km2. Den nordlige Del af Abes-
sinien hører til Takasses eller Atbaras Opland, den udspringer paa Østaffaldet i
Bjærglandskabet Lasta med Højder paa 3 å 4000 m. Grænsen for de to Floders Op-
lande dannes af en central Bjærggruppe, med Højder indtil 4000 m, i Landskabet
Begemeder. De højeste Punkter paa Højlandet ligger i Landskabet Simen eller Se-
nden, c. 3000 m, der tvinger Takasse til at danne en stor Bue mod N.; mere end et
Dusin Toppe, som Ras Dedjan (c. 4620 m) og Buahit (c. 4500 m) naar over 4000 m.
Højlandet lortsættes imod N. i Landskabet Tigre, men bliver smallere og lavere,
Adua ligger c. 1950, Keren c. 1500 ni over Havet; Vestranden af Højlandets Udløbere
til det røde Hav ledsages af Chor Barakas Floddal.
Som sagt falder Østranden stejlt af til den sandede Kyst ved det røde Hav, det
saakaldte Samhara. Randbjærgenes indre Side er ledsaget af et Bælte af Forhøjder,
de saakaldte K u o 11 a (Kvola, o: hedt Sand), 1000—1700 m over Havet, hvor der her-
sker den stærkeste Hede, og som opfyldes af Sumpe og har den yppigste Vegetation og
tætte Skove; de er aldeles ubeboede. N. for 15 °n. Br. hører de dog op og giver Plads
for store Stepper. De højere liggende Landskaber Voina Degas, 1700—2400 ni,
er mere tempererede, 16—20’° Middeltemperatur; de er endnu rige paa Skove, Vin og
Dadler: men Landskaberne over 2400 m, de egentlige Degas, er fattige paa Skove,
men rige paa Græs- og Kornmarker, de evropæiske Kornsorter trives godt, og der er
Hornkvæg, Geder og Faar i Mængde; om ogsaa det ikke regner, er Luften saa fug-
tig, at Klæderne bliver vaade. Snegrænsen sæltes ved c. 4300 ni.
c. Det egentlige Sydafrika begrænses mod N. af en Linje, der gaar fra Ben-
guelas Højland og omtrent følger den 12. Breddegrad over til Niassa Søen, livor den
drejer mod S. og ender ved Zambesis Munding. Man sætter soin Gennemsnit for
dette sydafrikanske Plateau 1200 m; næsten hele Vejen falder det i skarpe Terrasser
af til Kysten. Beskrivelsen gaar ud fra S., hvor Terrassedannelsen er stærkest ud-
præget.
I Kaplandet maa man, for at naa til det Indre af Højlandet, bestige tre Terrasser,
adskilte ved stejle Randbjærge, der nu i Almindelighed opfattes som meget gamle
Foldebjærge, og som gennemfares af dybe Tværspalter, Kloofs; de tjener som For-
bindelsesveje mellem Kysten og det Indre og deler det store Højdedrag i en Mængde
enkelte Bjærgkæder, som hver har faaet sit Navn af Hollænderne, men ofte giver
man Randbjærgene det Navn, som gælder for den midterste Del. Den første Ter-
rasse har en Højde af 80—100 m med en Bredde af 30—200 km. Mod V. er denne
Terrasse for det meste sandet og tør, mod 0. er den bedre forsynet med Vand; den
har et sundt tempereret Klima med voldsomme Regnskyl om Vinteren, de ofte plud-
selige Omslag i Temperaturen er dog ubehagelige og farlige for Beboerne. Randene
25'