Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
404 Afrika. sen er her ubestemt og retter sig efter Kampen med Madhisterne. Herfra gaar Vestgrænsen mod NV. til Darfurs Vestrand og fortsættes derfra mod N. gennem den libyske Ørken, hvor den naar omtrent til den 24. Længdegrad, indtil den V. for Sivahs Oase drejer mod NØ. ud til Middelhavet til Sollumbugten. Østgrænsen dannes af det røde Hav omtrent til 18° n. Br., Kap Ras Kasar; mod NØ. begrænses det af asiatisk Tyrki (Sinaihalvøen regnes som omtalt p. 302 i politisk Henseende med til Ægypten). Hele Riget deles i det egentlige Ægypten eller Statholderskabet el Missr, og ægyptisk Sudan eller Generalguvernementet Beled el Sudan. Da de omtalte Grænser, særlig mod S. og V. er meget usikre, angives Rigets Størrelse forskelligt; det anslaas nu til c. 3V2 Mill, km2 med c. 15 Mill. Indb., c. 4 paa 1 km2. Derved er der dog at bemærke, at mange , af Folkestammerne inden for dette Territorium, navnlig i ægyptisk Sudan, stadig er paa Springet til at rive sig løs fra det ægyptisk-engelske Overherredømme. Nildalens Natur bestemte Ægypten fra den tidligste Tid til at blive et Kulturland. Det gamle Ægyptens ejendommelige Kultur, der blev baaret frem af et alvorligt, nøgternt og praktisk Folk, og som har udøvet stor Indflydelse paa Grækernes og derigennem paa hele Evropas Kultur, gaar meget længere tilbage end den indiske; vi kender ægyptiske Konger fra over 4000 f. Kr. De værdifuldeste Kilder til Pharao- nernes Historie er først bievne tilgængelige for os i det 19. Aarhundrede, da man har lært at tyde deres Billedskrift, Hieroglyferne; Stødet dertil blev givet ved Napoleonstoget til Ægypten 1798, og talrige Lærde som Rcsellini, Lepsins og Ebers har fortsat det Værk, som Champollion begyndte. Efter at Kambyses 525 f. Kr. havde gjort Ende paa Pharaonernes Rige, hørte Riget unær Perserne, indtil Alex- ander den Store befriede Landet for det forhadte Aag. Under dennes Feltherre Ptolemæos og hans Efterfølgere havde atter Ægypten en blomstrende, men langt kortvarigere Periode. Senere, 30 Aar f. Kr., kom Riget ind under Romerne og hørte fra 395 eft. Kr. til det østromerske Rige, indtil det i Midten af det 7. Aar- hundrede erobredes af Kaliferne. I Slutningen af Middelalderen blev Mameluk- kerne det herskende Folk, indtil de 1517 blev undertvungne af den tyrkiske Sultan, og fra den Tid har Ægypten hørt til Tyrkiet; dog indtog Høvdingerne, de saakaldte Bey (o: Fyrste), en temmelig uafhængig Stilling. I Aaret 1806 indsattes Mehemed Ali som Statholder (Vali), og med ham be- gynder en ny Epoke for Ægypten. Han indtog en meget uafhængig Stilling oven for Tyrkiet, gjorde Ende paa Mamelukkernes Magt, indrettede sin Hær paa evro- pæisk Vis og hævede i det hele sit Lands materielle Kultur, men regerede tillige som en ægte østerlandsk Despot. Desuden udvidede han betydelig Riget mod S.; medens det ved Aarhundredets Begyndelse kun strakte sig til Assuan, erobrede Mehemed Ali i Krigene 1820—22 Nubien, Kordofan og Sennar, helt ned til Abes- sinien; de nye Lande blev kaldte det ægyptiske Sudan. Hans dristige Plan at grunde et stort uafhængigt Rige med Syrien var ved at modnes ved Krigene 1833 og 39 med Tyrkiet, da England og Rusland standsede ham 1841; han maatte aner- • kende Sultanens Overherredømme ved Betalingen af en aarlig Tribut, men paa samme Tid blev Riget arveligt i hans Familie. Mehemed Ali døde 1849, en af lians Efterfølgere Ismail Pasja fik 1867 Titel af Vicekonge eller Khediv (Chedivi- Misr). Ismail Pasja fortsatte Bestræbelserne for at give Ægypten evropæisk Kultur, ligeledes udvidede han sit Herredømme efter 1870 ned ad den hvide Nil under Paaskud af at ville undertrykke Slavehandelen; mod V. erobredes Darfur 1874, og omtrent paa samme Tid satte Ægypten sig fast i Landene mellem Abessinien og Kysten. Men den paatænkte Erobring af Abessinien i Krigen 1875—76 mislykkedes, ' og da samtidig Ægyptens Finanser var komne i en grænseløs Forvirring, maatte