404
Afrika.
sen er her ubestemt og retter sig efter Kampen med Madhisterne. Herfra gaar
Vestgrænsen mod NV. til Darfurs Vestrand og fortsættes derfra mod N. gennem
den libyske Ørken, hvor den naar omtrent til den 24. Længdegrad, indtil den V. for
Sivahs Oase drejer mod NØ. ud til Middelhavet til Sollumbugten. Østgrænsen
dannes af det røde Hav omtrent til 18° n. Br., Kap Ras Kasar; mod NØ. begrænses
det af asiatisk Tyrki (Sinaihalvøen regnes som omtalt p. 302 i politisk Henseende
med til Ægypten). Hele Riget deles i det egentlige Ægypten eller Statholderskabet
el Missr, og ægyptisk Sudan eller Generalguvernementet Beled el Sudan. Da de
omtalte Grænser, særlig mod S. og V. er meget usikre, angives Rigets Størrelse
forskelligt; det anslaas nu til c. 3V2 Mill, km2 med c. 15 Mill. Indb., c. 4 paa
1 km2. Derved er der dog at bemærke, at mange , af Folkestammerne inden for
dette Territorium, navnlig i ægyptisk Sudan, stadig er paa Springet til at rive sig
løs fra det ægyptisk-engelske Overherredømme.
Nildalens Natur bestemte Ægypten fra den tidligste Tid til at blive et Kulturland.
Det gamle Ægyptens ejendommelige Kultur, der blev baaret frem af et alvorligt,
nøgternt og praktisk Folk, og som har udøvet stor Indflydelse paa Grækernes og
derigennem paa hele Evropas Kultur, gaar meget længere tilbage end den indiske;
vi kender ægyptiske Konger fra over 4000 f. Kr. De værdifuldeste Kilder til Pharao-
nernes Historie er først bievne tilgængelige for os i det 19. Aarhundrede, da man
har lært at tyde deres Billedskrift, Hieroglyferne; Stødet dertil blev givet ved
Napoleonstoget til Ægypten 1798, og talrige Lærde som Rcsellini, Lepsins og Ebers
har fortsat det Værk, som Champollion begyndte. Efter at Kambyses 525 f. Kr.
havde gjort Ende paa Pharaonernes Rige, hørte Riget unær Perserne, indtil Alex-
ander den Store befriede Landet for det forhadte Aag. Under dennes Feltherre
Ptolemæos og hans Efterfølgere havde atter Ægypten en blomstrende, men langt
kortvarigere Periode. Senere, 30 Aar f. Kr., kom Riget ind under Romerne og
hørte fra 395 eft. Kr. til det østromerske Rige, indtil det i Midten af det 7. Aar-
hundrede erobredes af Kaliferne. I Slutningen af Middelalderen blev Mameluk-
kerne det herskende Folk, indtil de 1517 blev undertvungne af den tyrkiske Sultan,
og fra den Tid har Ægypten hørt til Tyrkiet; dog indtog Høvdingerne, de saakaldte
Bey (o: Fyrste), en temmelig uafhængig Stilling.
I Aaret 1806 indsattes Mehemed Ali som Statholder (Vali), og med ham be-
gynder en ny Epoke for Ægypten. Han indtog en meget uafhængig Stilling oven
for Tyrkiet, gjorde Ende paa Mamelukkernes Magt, indrettede sin Hær paa evro-
pæisk Vis og hævede i det hele sit Lands materielle Kultur, men regerede tillige
som en ægte østerlandsk Despot. Desuden udvidede han betydelig Riget mod S.;
medens det ved Aarhundredets Begyndelse kun strakte sig til Assuan, erobrede
Mehemed Ali i Krigene 1820—22 Nubien, Kordofan og Sennar, helt ned til Abes-
sinien; de nye Lande blev kaldte det ægyptiske Sudan. Hans dristige Plan at
grunde et stort uafhængigt Rige med Syrien var ved at modnes ved Krigene 1833
og 39 med Tyrkiet, da England og Rusland standsede ham 1841; han maatte aner- •
kende Sultanens Overherredømme ved Betalingen af en aarlig Tribut, men paa
samme Tid blev Riget arveligt i hans Familie. Mehemed Ali døde 1849, en af lians
Efterfølgere Ismail Pasja fik 1867 Titel af Vicekonge eller Khediv (Chedivi-
Misr). Ismail Pasja fortsatte Bestræbelserne for at give Ægypten evropæisk Kultur,
ligeledes udvidede han sit Herredømme efter 1870 ned ad den hvide Nil under
Paaskud af at ville undertrykke Slavehandelen; mod V. erobredes Darfur 1874,
og omtrent paa samme Tid satte Ægypten sig fast i Landene mellem Abessinien og
Kysten. Men den paatænkte Erobring af Abessinien i Krigen 1875—76 mislykkedes, '
og da samtidig Ægyptens Finanser var komne i en grænseløs Forvirring, maatte