456
Afrika.
og Rio Janeiro, opdagedes 1506 og koloniseredes 1823. Hovedøen, hvis udslukte
Vulkan hæver sig til c. 2300 m, har et sundt Klima og besøges navnlig af Skibe,
der sejler paa Avstralien.
IL De østafrikanske Øer.
a. Madagaskar (af de Indfødte kaldet Nasindambo (o: Vildsvineøen), Jordens
fjerdestørste 0, 585,300 km2 med 3,232,800 Indb. (1912), 5 paa 1 km* skilles fra
Fastlandet ved den c. 400 km brede Mozambiquekanal. Den strækker sig over 1600
km fra S. til N. — det sydligste Punkt er Kap St. Marie, c. 25 o 39’ s. Br., det
nordligste Kap d’Ambre, c. 11° 59’ s. Br. —, medens dens største Bredde er c. 600
km. Den er først blevet nærmere kendt fra Midten af det 19. Aarhundrede ved de
to Franskmænd Grandidiers Undersøgelsel’.
Øen var allerede kendt i Oldtiden (paa Ptolemæos’ Kort kaldet Menuthias},
Araberne kaldte den El Komr, Maaneøen. Marco Polo bruger første Gang Navnet
Madagaskar, men det er ikke før i Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, da den
besøges af Portugiserne (Soarres, der kom til den 1506, nævnes som dens Op-
dager), at man faar noget mere at vide om den; de kaldte den Sao Louren?o. I
det 17. Aarhundrede gjordes flere Forsøg paa at kolonisere den, saaledes af det
engelsk-østindiske Handelskompagni og af Frankrig, idet baade Richelieu og Col-
bert havde Øje for dens Betydning, og under Ludvig XIV betragtedes den som
fransk; men efter en Opstand af de Indfødte 1672 standsede Kolonisationsfor-
søgene en lang Tid (det Forsøg, der gjordes af Benyovski i Slutningen af det
18. Aarhundrede, endte med, at han blev skudt 1786 af Franskmandene, da han
vilde gøre sig uafhængig), og først i vor Tid er det lykkedes Frankrig at faa
Øen under sig efter haardnakkede Kampe med Hovacrne. Denne Malaystamme,
som hidtil havde været den mindst ansete, optraadte i Begyndelsen af det 19.
Aarhundrede som Erobrere under deres Høvding Radama I, der anerkendtes som
Konge af Englænderne, der havde Interesse af at bevare Øens Uafhængighed; han
stillede sig velvillig overfor Evropæerne, aabnede Landet for Missionærerne, ind-
rettede sin Hær paa evropæisk Vis, oprettede Skoler, afskaffede Slavehandelen
osv. Men efter at han var blevet myrdet af Dronningen Ranavalona 1828, blev
Evropæerne forfulgte, Missionærerne fordreves, og Øen faldt atter tilbage til Bar-
bariet. Efter hendes Død 1861 stillede Sønnen Radama II og hans Efterfølgere sig
dog atter velvilligt over for de fremmede, og en stor Del af Hovaerne, der efter-
haanden havde underkastet sig næsten hele Øen, gik over til den presbyterianske
Kirke. Imidlertid havde Frankrig sat sig fast paa Vestkysten (Majunga og Tama-
tave), og da Hovaerne, understøttede af England, angreb dem her, førte det til, at
Hovaerne efter heftige Kampe i 1883—85 maatte underkaste sig Frankrigs Protek-
torat, som 1890 blev anerkendt af England. Endelig blev Øen efter en Krig 1894
—96, hvori Hovedstaden Tananarive) blev indtaget og Dronningen afsat, erklæret for
en fransk Koloni. I 1900 blev Sakalaverne undertvungne, hvormed Øens Er-
obring var fuldbyrdet; dog er der store Dele, hvor det franske Herredømme kun
er lidet befæstet, og Erhvervelsen har i det hele kostet store Ofre.
Jordbundsforhold. Kysterne er for en stor Del flade, sumpede og la-
guneagtige og fattige paa Havne samt meget ensformige; kun den nordligste Kyst
og Nordvestkysten har en Del Indskæringer, er højere og har gode Havne; af
de faa Kystøer nævnes mod 0. St. Marie og mod NV. Nossi Bé. Øens Gennem-
snitshøjde er angivet til c. 800 m. Grundfjældet bestaar af Granit, overdækket
med eruptive Masser, samt yngre Aflejringer, navnlig mod V. og S. I Hoved-