Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
456 Afrika. og Rio Janeiro, opdagedes 1506 og koloniseredes 1823. Hovedøen, hvis udslukte Vulkan hæver sig til c. 2300 m, har et sundt Klima og besøges navnlig af Skibe, der sejler paa Avstralien. IL De østafrikanske Øer. a. Madagaskar (af de Indfødte kaldet Nasindambo (o: Vildsvineøen), Jordens fjerdestørste 0, 585,300 km2 med 3,232,800 Indb. (1912), 5 paa 1 km* skilles fra Fastlandet ved den c. 400 km brede Mozambiquekanal. Den strækker sig over 1600 km fra S. til N. — det sydligste Punkt er Kap St. Marie, c. 25 o 39’ s. Br., det nordligste Kap d’Ambre, c. 11° 59’ s. Br. —, medens dens største Bredde er c. 600 km. Den er først blevet nærmere kendt fra Midten af det 19. Aarhundrede ved de to Franskmænd Grandidiers Undersøgelsel’. Øen var allerede kendt i Oldtiden (paa Ptolemæos’ Kort kaldet Menuthias}, Araberne kaldte den El Komr, Maaneøen. Marco Polo bruger første Gang Navnet Madagaskar, men det er ikke før i Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, da den besøges af Portugiserne (Soarres, der kom til den 1506, nævnes som dens Op- dager), at man faar noget mere at vide om den; de kaldte den Sao Louren?o. I det 17. Aarhundrede gjordes flere Forsøg paa at kolonisere den, saaledes af det engelsk-østindiske Handelskompagni og af Frankrig, idet baade Richelieu og Col- bert havde Øje for dens Betydning, og under Ludvig XIV betragtedes den som fransk; men efter en Opstand af de Indfødte 1672 standsede Kolonisationsfor- søgene en lang Tid (det Forsøg, der gjordes af Benyovski i Slutningen af det 18. Aarhundrede, endte med, at han blev skudt 1786 af Franskmandene, da han vilde gøre sig uafhængig), og først i vor Tid er det lykkedes Frankrig at faa Øen under sig efter haardnakkede Kampe med Hovacrne. Denne Malaystamme, som hidtil havde været den mindst ansete, optraadte i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede som Erobrere under deres Høvding Radama I, der anerkendtes som Konge af Englænderne, der havde Interesse af at bevare Øens Uafhængighed; han stillede sig velvillig overfor Evropæerne, aabnede Landet for Missionærerne, ind- rettede sin Hær paa evropæisk Vis, oprettede Skoler, afskaffede Slavehandelen osv. Men efter at han var blevet myrdet af Dronningen Ranavalona 1828, blev Evropæerne forfulgte, Missionærerne fordreves, og Øen faldt atter tilbage til Bar- bariet. Efter hendes Død 1861 stillede Sønnen Radama II og hans Efterfølgere sig dog atter velvilligt over for de fremmede, og en stor Del af Hovaerne, der efter- haanden havde underkastet sig næsten hele Øen, gik over til den presbyterianske Kirke. Imidlertid havde Frankrig sat sig fast paa Vestkysten (Majunga og Tama- tave), og da Hovaerne, understøttede af England, angreb dem her, førte det til, at Hovaerne efter heftige Kampe i 1883—85 maatte underkaste sig Frankrigs Protek- torat, som 1890 blev anerkendt af England. Endelig blev Øen efter en Krig 1894 —96, hvori Hovedstaden Tananarive) blev indtaget og Dronningen afsat, erklæret for en fransk Koloni. I 1900 blev Sakalaverne undertvungne, hvormed Øens Er- obring var fuldbyrdet; dog er der store Dele, hvor det franske Herredømme kun er lidet befæstet, og Erhvervelsen har i det hele kostet store Ofre. Jordbundsforhold. Kysterne er for en stor Del flade, sumpede og la- guneagtige og fattige paa Havne samt meget ensformige; kun den nordligste Kyst og Nordvestkysten har en Del Indskæringer, er højere og har gode Havne; af de faa Kystøer nævnes mod 0. St. Marie og mod NV. Nossi Bé. Øens Gennem- snitshøjde er angivet til c. 800 m. Grundfjældet bestaar af Granit, overdækket med eruptive Masser, samt yngre Aflejringer, navnlig mod V. og S. I Hoved-