Madagaskar.
457
sagen kan man skelne mellem det flade Kystland, det bakkede Skovbælte og det
bjærgfulde Indre, bestaaende dels af skovbevoksede Bjærge, dels af nøgne Pla-
teauer. Den sydlige Del af det Indre er en temmelig jævn, tør Steppe, begrænset
mod V. af en Meridiankæde, nordligere er Landet mere bjærgfuldt med flere Paral-
lelkæder i Retningen fra S. til N., der indeslutter lavere liggende Plateauer; højest
er den østlige Hovedkæde, i Gennemsnit c. 1500 m, der danner Øens Hovedvand-
skel, hvorfra de større Floder som Ikopa (med Betsiboka), c. 480 km, der ud-
munder i Bembetoke Bugten, løber ud paa Vestkysten. I det hele er Øen rig paa
Floder, men de er kun lidet sejlbare, da de hyppig danner Katarakter og Vand-
fald; af andre Floder nævnes paa Sydvestkysten Mangoka eller St. Vincent. Af
De Rejsendes Træ.
Søer nævnes Alaotrastoen, N. for Ta-
nanarive. Det indre Plateau er langt
fra jævnt, midt igennem det gaar Høj-
dedrag af vulkanske Stenarter, saa-
ledes Ankaratrab jcerg ene, med Øens
højeste Punkt, Tsiafadjavona, 2830 m;
mod N. ligger det vulkanske Ambres
Bjærgland, c. 1360 m, ogsaa mod S
findes vulkanske Bjærge.
Klimaet er, naar undtages de
højere Bjærgegne, hedt og usundt, især
paa Østkysten, hvor der hersker en
farlig Gallesygdom („madagaskisk Fe-
ber“); Østkysten har mest Regn, c. 300
cm aarlig. Planteverdenen er
især paa Østkysten meget yppig og har
mere et indisk end afrikansk Præg,
saaledes vokser der Pandaner og
Casuariner; et karakteristisk Træ for
Øen er en vifteformig kæmpemæssig
Ravenala, „de Rejsendes Træ“. Øst-
kysten er den skovrigeste; store Dele
af det Indre har Steppekarakter med
Kaktus og Euphorbier. Ogsaa Dyre-
verdenen har et fra Fastlandet
forskelligt Præg og nærmer sig mere
Indiens; de afrikanske Former mangler helt, ligeledes store Rovdyr og Tykhuder,
derimod findes sydasiatiske Insektædere og Lemurer (Halvaber), hvortil ogsaa Ma-
kierne hører; i Floderne findes mange Alligatorer, mod S. Skildpadder. Blandt de
mange mærkelige Fugleformer nævnes den nu uddøde kæmpemæssige vingeløse
Æpyornis.
Befolkningen er overvejende Malayer, som falder i omtrent tyve tem-
melig forskellige Stammer. De østlige Terrasser bebos af Betsimisarakaerne (c.
300,000), der vistnok er de ældste Beboere og har en Del tilfælles med Negrene.
Inde paa Højsletterne bor Hovedfolket Hovaerne (c. 850,000), som vistnok oprin-
delig har boet i det østlige Bjærgland Imerina og derfra har udbredt sig over det
meste af Øen; det er velskabte, brunliggule, tapre og frihedselskende Folk, med
langt eller lokket Haar. Paa Vestkysten bor Sakalaverne (henved V2 Mill.), som
man længe har anset for Folk af afrikansk Oprindelse, men som vistnok ogsaa er
af malayisk Herkomst. Desuden findes der nogle Indere, Kinesere og Arabere; af