8
Europa.
Det nordlige Ishav er ogsaa langt mindre karrig paa Indskæringer paa Evropas
Nordside end paa Asiens. Den største Bugt er det hvide Hav; c. 84,000 km2, naar
det begrænses mod N. ved en Linje fra Kanins Nordspids til Lapland; den har atter
Bugterne Onega, Dvina, Mesen og Kandalaksja.
d. Vertikal Bygning. Hydrografiske Forhold. I Evropas Jordbundsforhold kan
man skimte den asiatiske Grundform, dog stærkt modificeret og i langt mildere
Former. Man kan ogsaa forfølge en Bjærgdiagonal i vestøstlig Retning, dog
er denne ikke sammenhængende, men en Kæde af mindre Bjærgsystemer, som om-
trent intetsteds hæmmer Samkvemmet mellem Nord og Syd. I al Almindelighed ud-
mærker Evropa sig fremfor nogen anden Verdensdel ved den overordentlige Mang-
foldighed i Formerne; den har hverken Afrikas store Ensformighed i Bygningen
eller Asiens udstrakte Højsletter med uoverstigelige Randbjærge, ikke heller Ame-
rikas ensidige Kædedannelse i Retningen fra S. til N. I Evropa har ikke nogen
Form Overvægten, der findes ikke Ekstremer i nogen Retning.
Kun 1,5 % ligger over 2000 m (i Asien 14 %). Hvis Vandet i de omliggende Have
blot steg nogle faa hundrede Meter, vilde mere end Halvdelen af Evropa forsvinde,
idet 57 % af Overfladen ligger under 200 m (i Asien er det 25 %), og der vilde være
tilbage, foruden de enkelte Øer, der dannedes af de isolerede Bjærge, to større
Landmasser, skilte ved et c. 1000 km bredt Hav, nemlig en sydlig, der ind-
befattede Mellemevropas Bjærge med Bjærgsystemerne paa de tre sydevropæiske
Halvøer, og en nordlig, de skandinaviske Bjærge. Man deler saaledes Evropa i
et sydligt og et nordligt Bjærgland samt det mellemliggende store Lavland.
Det sydlige Bjærgland har omtrent Form af en Trekant, hvis Basis
og Kerne er Alperne, Evropas Himalaya og et af Jordens formrigeste Bjærgsyste-
mer, hvis højeste Punkt dog kun er noget over 4800 m (mod Asiens, over 8000,
Amerikas, c. 7000, og Afrikas, c. 6000 m). De andre Sider af T rekanten dannes af
det om Alperne i en stor Bue lejrede mellemeuropæiske Bjærglcand, der atter deles
i det østfranske Bjærgland eller Højfrankrig, de rigt forgrenede imellemtyske Bjærge
og de østerrigsk-ungarske Karpater. Toppunktet af Trekanten ligger mod NV. om-
trent i Weserbjærgene. Til Alperne slutter sig mod V. Apenninerne og mod 0. de
stærkt forgrenede Bjærgmasser paa Balkanhalvøen, skønt de sidste kun staar i svag
Forbindelse med Alperne og egentlig ikke kan kaldes nogen Fortsættelse af dem.
Det mindre nordlige Bjærgland dannes af de skandinaviske Bjærge, de
har en særlig Betydning derved, at de strækker sig i Retning fra S. til N. Som
helt isolerede Bjærgsystemer optræder Pyrenæerne, de castilianske Højsletter og
Granadas Højland, der opfylder den pyrenæiske Halvø; desuden de tauriske Bjærge
paa Krim, Storbritanniens Bjærge og endelig Bjærgene paa de fleste evropæi-
ske Øer.
Det store europæiske Lavland indtager den støi'ste Del af Verdensdelens Kerne
og ligner den nogenlunde i Form, idet det hovedsagelig er en Trekant, hvis Grund-
linje ligger langs Ural, og som bliver smallere og smallere mod V., hen ad til Stor-
britanniens Bjærge, hvor Toppunktet ligger. Det falder i flere Dele: Længst mod 0.
ligger det store østeuropæiske eller russiske Lavland, som mod V. gaar over i det
mellemeuropæiske Lavland S. for Øster- og Nordsøens flade Bækken, paa den
anden Side ligger Lavlandene i Skandinavien og England; endelig gaar det mellem-
evropæiske over i det vesteuropæiske eller franske Lavland, kun gi\ende Plads
for det lille Bjærgland Bretagne. Dette store evropæiske Lavland er dog ikke jævnt
og ensformigt, men tværtimod gennemkrydset af talrige lave Plateauer eller Land-
rygge, navnlig i det store østevropæiske Lavland, om end man efter de nyere