10
Europa.
over hinanden som et Vidnesbyrd om, at Hævningerne og Sænkningerne er fore-
gaaede langsomt uden voldsomme Paavirkninger; det samme gælder det mellem-
evropæiske Lavland, der som en Fortsættelse af det østevropæiske skyder sig ind
mellem Nord- og Mellemevropas Bjærge, og som hovedsagelig skylder Istiden sit
nuværende Udseende. Den sydlige evropæiske Bjærgregion, der som nævnt ogsaa
breder sig over Nordafrika og en Del af Asien, fremtræder mere som een, stor
sluttet Enhed; den har undergaaet mægtige Omvæltninger og afgiver et af de mest
afvekslende geologiske Billeder med talrige vulkanske Dannelser; saavel de ældre
som yngre Lag har taget Del baade i Foldningsprocessen og de mægtige Brud, hvor-
ved blandt andet det oceandybe Middelhav er dannet. — Evropa er rig paa M i ne-
r ali er, der for det meste er let tilgængelige, saaledes paa Jærn og andre Metaller,
Stenkul, Salt, fortrinlige Stenarter m. m.; fattigst udstyret er vel den østevropæiske
Slete — men ogsaa den har beydelig Stenkullejer — og i det hele Lavlandene.
Ogsaa hvad de hydrografiske Forhold angaar, er Evropa begunstiget
fremfor de andre Verdensdele. Det er just ikke ved Flodernes Længde, det ud-
mærker sig, det mindre Areal og Havets Indtrængen i Landmassen umuliggør en
saadan Udvikling; den største Flod Volga, c. 3200 km, staar for en Del paa Over-
gangen mellem Evropa og Asien og udmunder i alt Fald i det kaspiske Hav, som
ikke kan regnes til Evropa. Men det evropæiske Flodsystems Fortrin ligger i den
ligelige Fordeling over Verdensdelen; Floderne løber ikke som i Amerika særlig i een,
men i alle Retninger, de er ikke som i Afrika overvejende Plateaufloder, men ud-
mærker sig netop ved deres store Nedreløb og deraf følgende Sejlbarhed; medens
Asien er rig paa Dobbeltfloder, udstraaler her Floderne stjerneformig fra fælles
Kildecentrer, som Valdaihøjderne, Karpaterne, St. Gotthard osv., og Vandskellenes
ringe Højde og Bredde tillader let Anlæg af Kanaler, som sætter Systemerne
i Forbindelse. Et Hovedvandskel gaar gennem hele Verdensdelen fra Gibraltarstræ-
det mod NØ. og 0. til Uralkæden og deler den i to Dele, som sender Vandløbene
henholdsvis til de nordlige Have og til Middelhavet. — Ogsaa paa Søer er Evropa
rig; man har angivet deres samlede Areal (deri medregnet det kurische og frische
Haff ved Østersøen) til c. 185,000 km2. De fleste Søer findes omkring Østersøen,
hvor de for det meste forekommer i Grupper paa de saakaldte Søplateauer, talrigst
er de i Finland. Alle disse svenske, finske, russiske og tyske Søer angives til c.
137,000 km2; de største af dem, Lådoga og Onéga, er Resterne af et Stræde,
der har staaet i Forbindelse med det nordlige Ishav. En anden Gruppe er Alpe-
søerne, der er lejrede ved Foden af Alperne, de nordlige ligger betydelig højere
end de sydlige; ogsaa inden for Bjærgene findes der mange Søer.
e. Klima. Plante- og Dyreverden. Evropa er den eneste Verdensdel, som ikke
naar ind i det tropiske Bælte, og det er kun en meget ringe Del, der ligger i det
kolde; saaledes er Verdensdelen fri for alle Yderligheder, hvad Kulde og Hede an-
gaar. Enheden i klimatisk Henseende bliver endnu større ved den Omstændighed,
at den til Oceanet vendende Vestkyst viger mere og mere mod 0., jo mere den nær-
mer sig de nordligere Bredder, hvorved ikke alene Golfstrømmen faar et friere Løb.
men ogsaa det Lufttryksminimum, der frembringes af denne Strøm ude over At-
lanterhavet, kan virke bedre, saa at Evropa faar fremherskende Sydvest-
og Vestvinde; og dertil maa særlig mærkes, at der ikke som i Amerika findes
Bjærge paa Vestkysten, der forhindrer disse Vinde fra frit at virke ind over Fast-
landet. I ingen anden Verdensdel ser man derfor Isotermerne gaa saa langt mod N.
som paa Evropas Vestkyst, men jo mere vi kommer ind i Fastlandsmassen, jo mere
sænker de sig mod S.; de sydligere Isotermer er dog langt regelmæssigere. Isotermen