18
Den pyrenæiske Halvø.
med Strandsøer (Albufera de Valencia er den betydeligste), paa det sidste Stykke,
c. 300 km, veksler stejle Kyster med flade sandede Strækninger; her ligger Spaniens
bedste Havn, Barcelona. Fra Kap Bagur gaar Kysten over Rosasbugten mod N. til
Kap de Creus, en stejl Udløber af Pyrenæerne, hvorfra den fortsættes lidt mod NV.
til Frankrigs Grænse (Kap Cervera, Cerbére).
Hele Kyststrækningen er c. 2825 km, deraf gaar 1675 paa Atlanterhavet. 1150
paa Middelhavet.
Paa Øer er Halvøen meget fattig. Naar man ser bort fra de ovennævnte Ber-
lenga Øer og de ubeboede Columbretes eller Slangeøer i Valencia Bugten, er der
kun at nævne de uden for samme Bugt beliggende Pithy user og Bal ear er, skilte fra
Fastlandet ved et 800 m dybt Hav. Azorerne, som politisk regnes til Halvøen, er af
oceansk Natur; den nærmeste 0 er 1400 km fra Portugals Kyster.
§ 2. Naturforhold.
Den samme Ensformighed, der hersker i den horisontale Bygning, er ogsaa
fremtrædende i den vertikale. Det meste er Højland, Halvøens gennemsnitlige Højde
har man beregnet til 700 m. Kernen bestaar af et H ø j 1 a n d, det saakaldte Meseta
eller iberiske Plateau, den største evropæiske Højslette, der med sine Randbjærge
indtager godt de to Tredjedele af Halvøen, og dette Højland skilles ved en fra ØNØ.
til VSV. løbende Bjærgmur, de castilianske Skillebjcerge, i to temmelig lige store
Halvdele, en nordlig, den gammelcastilianske, og en sydlig, den ny castilianske Høj-
slette. Mod N. begrænses dette Højland af Pyrenæernes Fortsættelse, de stejlt til
Havet affaldende cantabrisk-asturiske Randbjærge, mod S. af de mere terrassefor-
mige andalusiske Bjærge, mod V. dannes Grænsen af de portugisiske Terrasser. Øst-
randen dannes ligeledes af brede Terrasser, der falder af til Ebrodalen og Valencia-
bugten, nogen sammenhængende Kæde findes her ikke, de falder i flere isolerede
Grupper med store Plateauer imellem, de saakaldte Paraimeras; nogle af Grupperne
har man givet Fællesnavnet de iberiske Bjærge. Mod NØ., og S. for dette store Høj-
land ligger de to mindre Lavlande omkring Ebro og Guadalquivir, og hinsides
disse er der atter to Bjærgsystemer, Pyrenæerne og Granådas Højland.
Over to Tredjedele af Halvøen falder af mod SV. til Atlanterhavet, den mindste
Tredjedel har Affald til Middelhavet. Vandskellet bestaar i store Træk af en Bue,
der strækker sig fra NØ. til SV. og vender sin konvekse Side mod SØ.; dette Vandskel
dannes ikke af sammenhængende Bjærggrupper, men af tilsyneladende jævne Fla-
der og lidet hvælvede Plateauer.
I geologisk Henseende er der langt større Afveksling og Mangfoldighed.
Kernen af Halvøen, det store Højland, er Levninger af den gamle arkaiske Jord-
skorpe, et tidligere mægtigt Bjærgland, af hvis høje Bjærge der nu kun er afslidte
Rester tilbage, og hvis vigtigste Brudlinjer forløber i Havet langs Nord- og Vest-
kysten samt mod S. ved den andalusiske Dal. Hovedmassen af Plateauet bestaar af
Gnejs, Granit og krystallinske Stenarter, gennembrudte af Porfyr og andre Erup-
tiver fra den palæozoiske Tid, især silurisk Skifer og Kalk; mod 0. fremtræder.mere
de yngre Aflejringer fra Trias-, Jura- og Kridtformationen. Til denne Kerne slutter
sig mod N. og S. de yngre Dannelser Pyrenæerne, med de cantabrisk-asturiske
Bjærge, og de andalusiske Bjærge, der hører til de p. 10 omtalte Foldningssystemer
fra Tertiærtiden, og som i høj Grad præger Halvøen som et i geologisk Forstand
Modsætningernes Land. Medens Pyrenæerne er opstaaede ved Tryk baade fra N.
og S., er de andalusiske Bjærge som en Fortsættelse af Nordvestafrika dannede ved