Naturforhold.
19
Tryk fra S. efter Løsrivelsen fra Afrika. Denne geologiske Mangfoldighed medfører,
at Halvøen er særlig rig paa nyttige Mineralier, hvad der allerede i Oldtiden cav den
saa stor Betydning.
Ved den nærmere Beskrivelse begyndes med Pyrenæerne, derpaa gaas der over
til Skildringen af det store Højland med dets Randbjærge og tilsidst til Sydspanien.
a. Pyrenæerne (af det keltiske Ord pira, o: Bjærg, eller af det førromerske
f™,?1 blien’ højtliggende Græsgang) gaar paa en Strækning af c. 450 km
111 VNV’ paa Grænsen af Frankrig og Spanien og dækker et Areal af c.
33 000 km2, hvoraf de to Tredjedele omtrent tilhører Spanien; med dens faa Længde-
dale, den betydelige Kamhøjde, c. 2500 m, og dens vanskelige Passer danner Kæ-
den et virkeligt politisk Grænseskel mellem de to Lande, kun enkelte Steder, især
mod 0., falder den politiske Grænse ikke aldeles sammen med Kamhøjden. Bjær-
gene hæver sig brat op fra de mod N. og S. liggende Lavlande og bestaar væsentlig
at Lag fra de ældste Perioder med en krystallinsk Kerne. Pyrenæerne deles i en
østlig, mellemste og vestlig Del, hvis Hovedkæder væsentlig forløber i samme Ret-
ning, dog saaledes at den mellemste er rykket noget mod N. og i sin østlige og
vestlige Ende naar ud over de to andre.
Østpyrenæerne, der overvejende tilhører Frankrig, gaar til Pie de Mauberme
ved Østgrænsen af Ar andalen, Pyrenæernes eneste større Længdedal, hvor Garonne
udspringer. De begynder lige ved Middelhavet, først som de lavere Monts d’Albéres,
men tager snart betydelig til i Højde mod V., Mont Canigou er 2785 m, Puigmal
2909 m; ved det sidste Punkt antager Hovedkæden en sydvestlig Retning og danner
som Sierra del Cadi (indtil 2535 m) Sydranden for La Cerdana, Floden Segres Dal.
N. ior Puigmal ligger Plateauet Col de la Per ehe, 1620 m, og N. for dette fortsættes
Bjærgene mod V. med Højdepunkter som Pie Carlitte, 2921, og Pic de Montcalm
3080 m, Østpyrenæernes højeste Punkt. — Centralpyrenæerne deler sig ved Aran-
c*alen 1 en lavere’ nordlig, og en højere, sydlig Kæde, hvilke atter forener sig ved
Pie d Arne, 2054 m, hvor Centralpyrenæerne ender. De sydlige Bjærge, der er de
vildeste i Pyrenæerne, begynder med den mægtige Maladettagruppe {Montes mal-
ditos, de forbandede Bjærge), en stærkt sønderreven Bjærgmasse uden Græsgange;
loPpene er dækkede med evig Sne, den højste Pic d’Anethou (Pic d’Aneto), er
04 m og Pyrenæernes højeste Punkt; de vestligere Toppe, Mont Perdu, 3352 m i
Gruppen Tres sorelles (de tre Søstre), Pie de Vignemale, 3290 m, Pie du Midi
dOssau, 2880 ni, giver den lidet efter. De mærkelig formede Kalkbjærge har lodrette
Aflald og kredsformet omsluttede Dale, de saakaldte Cirkus dale (eller Marmi-
t0S,A^ G7der)’ med Vandfal(l og hede Kilder, som Cirque de Gavarnie med det
c. 420 m høje Gavarnievandfald, og Gletschere; de sidste findes overhovedet kun i
denne Del af Bjærgene og kun paa Nordsiden, medens Affaldet mod S. alene dannes
at nøgne Klipper. Passerne, der kun er smalle Stier mellem Klipperne, er næsten
lige saa høje som Toppene, næsten intet er under 2500 ni, et af de ’vildeste er
Rolandsbreschen, 2805 m, lige V. for Mont Perdu, de højeste Passer er Puerto de
an, 3121 m, og Port d Oo, 3000 m. — Vestpyrenæerne er lavere end de andre
Dele, Sandstenen er fremherskende, de har mildere Former og er mere tilgængelige
De begynder med Højder paa 2000 m {Pie d’Ory, 2017 m), men sænker sig snart til
15—1000 m. N. for Pamplona, omtrent ved Passet Betale, 868 m, deler Kæden si-
i to Grene; den nordlige ender i La Rhune, den sydlige, Montes Alduides, gaar over
i de cantabrisiko Bjærge; mellem de to Grene ligger Baztandalen, gennemstrømmet
at Bidassoa.
Hovedforbindelsesvejene omgaar saa at sige Bjærgene ved de to Yderpunkter.
2*