Naturforhold.
21
Bækken, 3—400 m over Havet, og i et langt større nedre Bækken, det aragoniske
Lavland. Det sidste har utvivlsomt været et Indhav. Jordbunden er stærkt salthol-
dig, og det meste er en tør, ensformig Sandsteppe med Saltsumpe, som Lagunas de
Bujaraloz, kun selve Floddalen danner hist og her en Undtagelse. — Ebro (Iberus),
760 km lang med et c. 85,000 km2 stort Opland, udspringer i de cantabriske Bjærge
paa Terrassen ved Reynosa, c. v. L., bryder gennem Bjærgene ved Kløften
ved Haro (Conchas de Haro), 440 m o. H., og antager den sydøstlige Hovedretning;
i det øvre Bækken optager den i venstre Bred Aragon. I det nedre Bækken har den
et stærkt bugtet Løb, især neden for Zaragoza, og optager i højre Bred Jaion, i ven-
stre Gallego og Segre (med Bifloderne Cinca og Noguera). Efter at have optaget den
sidste 52 m o. H. bryder den gennem Kystbjærgene ned i den frugtbare Tortosas
Huerta; ved Amposta begynder Deltaet, en hed, vegetationsløs Slette med Saltsumpe.
Floden har kun lidt at sige for Samkvemmet; vel bliver den allerede sejlbar for
Baade ved Logrono, men dens mange Katarakter og Sandbanker forringer Sejlbar-
heden, og Kanalerne, der begynder ved Tudela, Canal de Tauste paa venstre Bred
og den ufuldendte, 88 km lange Kejserkanal paa højre Bred, har ikke gjort videre
Nytte.
b. Ved det centrale eller iberiske Højland (Meseta) beskrives først Nord-
og Østranden, derpaa selve Højlandet og til sidst Sydranden.
1. Nordranden dannes af de cantabrisk-asturiske Bjærge. De begynder
mod 0. ved Bidassoa, umiddelbart sluttende sig til Pyrenæerne, og strækker sig
mod V. omtrent til Asturiens Vestgrænse til Passet ved Leitariegos, c. 6V20 v. L.
Mod 0. er Kridt og Kalk fremherskende, i Midten træder mere Kulformationen
frem, vestligere følger siluriske Lag og endelig Granit. Den østlige mindre Halvdel
omtrent til Ebros Kilder er mere forgrenet, men lavere og har bedre Overgange,
Toppene overstiger sjælden 1500 m, Passerne er 6—700 m. Den vestlige Del, de
asturiske Bjærge, bestaaende af en Hovedkæde og en lavere Kystkæde, har mere
Karakteren af vilde Højbjærge; imellem de fremragende Grupper ligger de saakaldte
Parameras, Plateauer, der er omgivne af stejle Klippemure, saaledes Regnosas
Plateau, 750 m, over hvilket Jærnbanen gaar fra Santandér ind i Castilien; den vest-
lige Halvdel har tillige meget højere Toppe, som den snedækkede Gruppe Penas de
Europa, hvor Pena Vieja er 2615 m og sydligere Pena de Cerredo, 2678 m, og de
vestligere Pena Ubina og Pena Rubia, og er langt rigere paa Vand (Asturien kom-
mer af asta, o: Klippe, og ura, o: Vand). Ved Passet Leitariegos mellem Minos og
Siis Kilder deler Hovedkæden sig i to Grene; den ene gaar mod S., det er Leons
Bjærge, hvis højeste Punkter er Pena Trevinco og Monte Mugo, 1738 m, den anden
gaar mod SV. og opfylder det c. 50,000 km2 store Granitplateau Galicien med et
vildt forgrenet, barskt Bjærgland, der mod SV. falder terrasseformet af til Portu-
gals Kyst, det højeste Punkt er Cabeza de Manzaneda, 1778 m.
Galiciens Bjærgland gennemstrømmes af Mino, portug. Minho (Oldtidens Mi-
nius), c. 250 km (c. 41,000 km2 Opland), med Bifloden Sil i venstre Bred. Ved Salva-
tierra bliver den sejlbar for mindre Skibe, Sandbanker ved Mundingen forhindrer
større Skibe fra at sejle ind.
2. Ved Reynosas Plateau forbindes den cantabriske Kæde med det centrale
Højlands Østrand, det saakaldte iberiske Bjærgsystem, som strækker sig fra
NV. til SØ. Mod S. og SØ., skilt ved Guadalaviars Dal, slutter sig til dette System
et vildt, forgrenet Bjærgland, der strækker sig mod NØ. langs med Kysten op til
Ebro og omtrent gaar sammen med de cataloniske Kystbjærge (se ovfr.); de sidste
BjærggruPPer kaldes de valencianske og sydcataloniske Bjærgterrasser.