22
Den pyrenæiske Halvø.
Det iberiske Bjærgsystem deles i to større Grupper 'ed Floden Jaion. Den
første Gruppe begynder mod NV. med Sierra de la Demaria eller Sierra de Oca,
hvis højeste Top er Cerro de San Lorenzo, 2304 m, og fortættes med en Kam paa
1000—1200 m mod SØ., indtil den atter i Sierra del Moncay stiger til 2315 m. Den
anden Gruppe hinsides Jaion begynder med den mægtige øe og stenede Paramera
de la Molina, der mod S. gaar over i det af frugtbare Flod da: gennemfurede Bjærg-
land Sierra de Albarracin og Serrania de Cuenca, c. 1800 e Kernen i det straale-
formet forgrenede Bjærgland er Muela de San Juan, 1610 n i Montes Universales,
i hydrografisk Henseende et af de interessanteste Punkterpaa hele Halvøen, da
Floderne Tajo, Guadalaviar og Jucar udspringer her og baer sig Vej til de for-
skellige Sider.
De valencianske og sydcataloniske Bjærgterrasser er nest nøgne maleriske
Højdedrag med mægtige, dristige Former (som Pena Golos, 1812 mj, der falder
temmelig brat af til Ebrodalen, men hvis Affald til Kysten c mere jævnt; paa den
smalle Kystsøm ligger ved Flodmundingerne de frugtbare Hi e r t a s eller Vegas;
særlig nævnes Valenciadalen ved Mundingen af Guadalaviar e\\er Rio blanco (Old-
tidens Turid]; den frugtbargøres ikke alene af talrige Bjægstrømme, men ogsaa
ved kunstige Brønde, der er anlagte paa Bjærgskraaningern, og stammer fra Ara-
bernes Tid. S. for Guadalaviar og omkring Jucar (med Bifbden Gabriel) har Ter-
rasserne en langt bredere Form end mod N.; de klodsede isolerede Toppe her
kaldes Muelas, o: Kindtænder.
3. Den gammelcastilianske og Leons Højslette er i G-nnemsnit 800 m høj.
Den er højest mod NØ. i Sorias Plateau, c. 1050 m, Burgos Jgger 850, Leon 800 ni
højt, lavest er den mod SV. Navnlig i Midten er det en tø-, planteløs Flade, for
største Delen dækket med Grusmasser og ufrugtbart Ler; hvor Jordbunden er salt-
holdig, som i Valladolids Omegn, antager Sletten aldeles Steppens Karakter. Vand-
løbene har som alle Plateaustrømme dannet sig dybe Lejer i den løse Jordbund. En
eneste Flod, Duero, portug. Douro (Oldtidens Durius), 770 Ikm med et c. 100,000
km2 stort Opland, har samlet alle Vandene. Den udspringer paa Sorias Plateau,
løber først mod S., men vender sig derpaa i vestlig Hovedretning; den bliver vel
allerede ved Aranda sejlbar for Baade, men dens ulige Vandstand og den stærke
Tilsanding gør den uskikket til Samfærdselsmiddel. Ved Portugals Grænse (600 m)
bryder den mod SV. gennem Bjærgene som en vild Bjærgstrøm og drejer derpaa
mod V.; langt ind i Portugal er Siderne af Floddalen 4—500 m høje, kun en Snes
km fra Kysten udvider Dalen sig, og Floden bliver sejlbar for Skibe. I højre Bred
optager den Pisuerga, langs hvis Leje der er gravet den castilianske Kanal, som
tjener til Transport for Produkterne fra Tierra de Campos, det nordlige Spaniens
Kornkammer. Neden for Zamora optager Duero Esla; dens Bifloder i venstre Bred,
Tormes, Agueda og Coa, er mindre betydelige.
Den gammelcastilianske Højslette begrænses mod S. af en Række af Bjærg-
kæder, der under eet Navn kaldes de castilianske Skillebjærge, der paa en Stræk-
ning af c. 700 km danner Vandskellet mellem N. og S. De begynder mod NØ. ved
Jaions Kilder og gaar i sydvestlig Hovedretning, indtil de falder stejlt af til Havet i
Kap da Roca; paa Grund af den nycastilianske Højslettes ringere Højde er de mest
imponerende sete fra S. Begyndende i Altos de Barahona, 1300 m, hæver de sig
snart betydeligt i den næsten hele Aaret snedækkede Sierra de Guadarrama (Old-
tidens Montes Carpetani), hvis højeste Punkt er Pico de Penalara, 2405 m; lige V.
for dette gaar Hovedvejen mellem Gammel- og Nycastilien over Passet Navacerra-
da, c. 1780 m, hvor Jærnbanen er ført gennem en Tunnel; i den østlige Del af
Bjærgene gaar den direkte Vej fra Burgos til Madrid over Passet Somosierra, 1430