Side
af
1222
Forrige
Næste
28
Den pyrenceiske Halvø.
nier. Den snarere lille end middelhøje, magre, lidt brunlige Spanier med de skarpe
Ansigtstræk samt mørke Øjne og Haar er alvorlig og højtidelig og har en stærkt
udpræget Nationalstolthed og Uafhængighedsfølelse, der ofte ytrer sig i Mistro mod
alt fremmed; tillige har han Ord for Frimodighed, „Franqueza“, Maadeholdenhed
og Pligtopfyldelse. Den spanske Nationaldragt forsvinder mere og mere; kun sjæl-
dent ser man den store Hat og Haarnettet (Redecilla); bedre har Kvindernes klæde-
lige Mantille, der kastes over Hoved og Skuldre, holdt sig. Det castilianske Sprog
udmærker sig ved sin Klangfuldhed og er højtideligt og patetisk som Folket; det
er det spanske Skriftsprog, og Talesproget skiller sig næsten ikke fra det (det hed-
der ikke: „Taler De Spansk?“, men „Taler De Castiliansk?“); desuden har det
meget faa Dialekter (den galiciske Dialekt, el gallego, er egentlig portugisisk), og
det er over hele Spanien de Dannedes Sprog; det reneste castilianske tales i Toledo.
Til Castilianerne regnes ogsaa Indbyggerne i Andalusien og Murcia, men de er
stærkt blandede med arabisk Blod, ja Beboerne af Alpujarras skal endog være
ublandede Maurere, de saakaldte Moriscos. Andalusierne er livligere, mere snak-
somme og pragtlystne end Castilianerne, ligesom ogsaa deres udstrakte Gæstfrihed,
den poetiske Begavelse og det raske Hoved vidner om Slægtskabet med Araberne.
Det andalusiske Sprog har mange arabiske Ord. — Portugiserne er ligeledes et
Blandingsfolk, hos hvilket foruden det suevisk-romanske og mauriske Element til-
lige Jøderne, de indvandrede Castilianere og Franske spiller en Rolle, idet den
første Kongeslægt stammede fra Burgund. Portugiserne ligner baade i Ydre og
Sprog Castilianerne; Sproget er dog betydelig paavirket af fransk og adskiller sig
fra det spanske især i Udtalen, navnlig har det de franske Nasallyde, som slet ikke
kendes i spansk; de roses som et driftigt, nøjsomt, tappert og trofast Folk; fra Ca-
stilianerne skiller de sig særlig ved en udsøgt, ægte fransk Høflighed mod frem-
mede. Forholdet til Spanierne har i lang Tid ikke vær et godt, Portugiserne hader
dem, og Spanierne kalder til Gengæld disse hovmodige,, brovtende og forfængelige.
Baskerne (af Spanierne kaldte Vascongados) kaldær sig selv Euskaldunak og
deres Sprog (agglutinerende) Euskara; det er et særdeltes driftigt Folk, hos hvilket
Handel, Industri og Oplysning staar højt, tillige er d© muntre og selskabelige, i
Modsætning til de alvorlige, tilbageholdne Castilianere. Deres Fædrelandskærlighed
er saa stor, at de næsten altid har holdt deres Land frit for Erobrere; i det 13.
Aarh. underkastede de sig frivillig Gastilien, men beholdt deres egne gamle Love
(Fueros), som de stadig med stor Tapperhed har værnet om; først ved Carlist-
krigens Ophør indskrænkedes deres Særstilling betydelig.
Foruden disse Hovedbestanddele af Halvøens Befolkning nævnes Gitanos, Zi-
geunere, der især findes i Andalusien. Den jødiske Befolkning, som var betydelig
især i Middelalderen, er nu næsten helt fordreven.
§ 4. Kongeriget Spanien (Espana).
I. Historiske og politiske Forhold.
Efter at Ferdinand den Katolske var død 1516, kom Spanien ind under det
habsburgske Hus. Under Karl V var Riget med dets store Besiddelser i Amerika en
Stormagt, men det begyndte allerede at tabe sig under den fanatiske Philip II,
skønt Riget midlertidig udvidedes ved Erobringen af Portugal, og den Spire, der
under ham lagdes til Rigets Forfald, udviklede sig under hans uduelige Efterføl-
gere. Heller ikke Huset Bourbons Tronbestigelse i Begyndelsen af det 18. Aarhun-
drede bragte Spanien bedre Tider, og Landet har i det 19. Aarhundrede været hjem-