Historiske og politiske Forhold i Spanien.
29
søgt af Uroligheder som faa Lande i Evropa. Forfatningskampene under den tyran-
niske Ferdinand VII, Tabet af de rige amerikanske iSolonier, der var en naturlig
Følge af Moderlandets snæverhjærtede Politik (se i øvrigt I p. 153), og de frygte-
lige Borgerkrige mellem Partierne efter Ferdinands Død (de liberale Christinos og
de klerikal-absolutistiske Carlister), der har sin Hovedgrund i den forskelligartede
Befolkning, alt dette har paatrykt Riget et Præg af Forfald, som det ikke har for-
vundet. Efter 1868 skiftede Regeringsformen flere Gange mellem Republik og
Kongedømme, indtil Alfonso XII 1874 kom paa Tronen, og der kom mere Ro; Car-
listerne bukkede under, og efter den nye Forfatning af 1876 er Spanien virkelig
blevet een Stat ved Indskrænkningen af Baskernes Privilegier (Aragonien havde
allerede 1714 maattet opgive sin Særstilling). Men heller ikke i den nyeste Tid har
det skortet paa indre Uroligheder og Splittelse, og inden det 19. Aarhundredes Ud-
gang led Landet endnu et føleligt Tab, idet gentagne Oprør paa Cuba 1898 førte til
en Krig med de nordamerikanske Fristater, som kostede Spanien de sidste Rester
af dets store Kolonirige, Cuba, Portorico og Philippinerne. Efter den Tid har Re-
geringen mere og mere bestræbt sig for at fremme Landets egne Hjælpekilder, saa
at Spanien nu maa siges at være noget i Opkomst.
Spaniens Areal med de tilliggende Øer (Islas adyacentes), Balearerne, Cana-
rierne og Presidios ved Afrikas Nordkyst, er 504,500 km2; til Monarkiet hører des-
uden nogle faa Kolonier i Afrika (se I p. 403), tils. c. 372,000 km2. Befolkningen
udgør (1910) godt 19,9 Mill, (desuden i Kolonierne c. 600,000), c. 40 paa 1 km2, en
Befolkningstæthed, der staar under Evropas Middeltal og kun overgaar Norges og
Sveriges, Ruslands og nogle af Balkanstaternes. Daarligst befolkede er Højaragonien
og Centralspanien, hvor der er Provinser, som kun har 15—17 paa 1 km2, samt andre
Steder, som Egnene ved Guadiana i Estremadura, hvor der er helt affolkede Stræk-
ninger („despoblados“); bedst befolkede er Kystlandskaberne, navnlig Catalonien, de
baskiske Provinser, hvor enkelte Provinser har op mod 150 og derover paa 1 km2.
At Landet er saa daarligt befolket ligger vel dels i den daarlige Opdyrkning, dels
ogsaa i de senere Aars store Udvandring, navnlig til Frankrig og Nordafrika (Al-
gier) —t 1910 udvandrede c. 192,000, 1912 c. 240,000 —, men ogsaa i tidligere Ti-
ders Forsyndelser, saaledes Fordrivelsen af Maurerne og Jøderne. Som nævnt skal
Landet paa Arabernes Tid liave haft c. 20 Mill. Indb., ved Begyndelsen af den nyere
Tid var der c. 10, ved Aar 1700 kun 6 Mill., og først fra det 18. Aarhundrede
begyndte Tallet at stige; 1787 var der noget over 10, 1887 c. 17,5 Mill.; men Til-
væksten har kun været meget ringe, næst Frankrig har Spanien den mindste Til-
vækst, dog er Forholdet blevet betydeligt bedre i Begyndelsen af det 20. Aarhun-
drede; medens Fødselsoverskuddet 1891—1900 kun var 0,5i %, er det 1901—8
c. O,9o %• Af hele Befolkningen udgør Baskerne c. 2,5, Moriscos 0,3 og Gitanos
C. 0,3 %.
De fire Stænder staar nu alle lige for Loven. Adelen deles i den højere Adel,
Grandes og Titulados — den første Titel er dels arvelig, dels kan den skænkes af
Kongen, Titulados er Efterkommere af den gamle høje Adel, i hvis Familier kun
den ældste Søn arver Titlen —, og den lavere, meget talrige og for en stor Del
fattige Adel, Hidalgos (Hidalgo, o: hijo del algo, Søn af nogen).
Den herskende Religion er den romersk-katolske; først efter 1868 er andre
Religioner tilladte efter Loven; af hele Befolkningen, der i 1900 udgjorde 18,618,000,
var de 18,596,000 Romersk-Katolikker, 8000 Protestanter og 14,000 andre Kristne
og Jøder; de sidstes Antal var dog kun c. 1000. — Oplysningen staar meget
langt tilbage. I 1860 kunde c. 75 % hverken læse eller skrive; vel er der i den
senere Tid gjort meget for Skolevæsenet, der er indført Skoletvang og oprettet of-