Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Naturforhold. 51 sejlbar efter at væi’e brudt gennem Veroneserpasset og løber omtrent fra Legnago parallel med Po; Etschdalen danner en af de bedste Adgange til Italien. N. for Adige løber Bacchiglione og Brenta, der tidligere udmundede i Venezias Laguner, men nu ved Kanaler ledes ud i Havet S. for Chioggia, ellers vilde de for længst have gjort Venezias Lidi landfaste paa Grund af de Masser af Grus, som de fører med fra Bjærgene; disse Masser er saa meget større, som alle disse Floder, der udmunder N. for Po, mangler „Klarebækner“. De nordligere, Piave, Livenza, Tagliamento og Isonzo, har næsten helt udfyldt deres Laguner. Poslelten, der allerede af Naturen hører til de med rindende Vand bedst for- synede Egne paa Jorden, er ved Menneskeværk blevet gjort endnu frugtbarere, idet Vandet fordeles overalt ved talrige Kanaler; den betydeligste er Canal Cavour (82 km), der gaar langs Pos nordlige Bred fra Torino til Ticino. I den frugtbare Jord trives udmærket Hvede, Majs (af hvis Mel den italienske Nationalret Polenta laves) og Ris, ligeledes Kastanier, Figen og Mandler, kun Citroner og Oranger er endnu ikke almindelige, de findes kun paa de mest begunstigede Pletter. Især i de østlige Egne af Sletten er Nedslaget betydeligt. b. Den apenninske Halvø er for største Delen Bjærgland, som samler sig i detr c. 1600 km lange og i Gennemsnit 75—100 km brede Bjærgsystem Apenninerne (af det kelt. Ord pen, o: Klippelop), Halvøens „Rygrad“; Systemet gaar dog ikke lige gennem Halvøen, men gaar først mod SØ. over til Adriaterhavets Kyster for senere at vende sig mod Vestkysten, saaledes at den konvekse Østside af Bjærgene med sine talrige, men korte Tværdale, der danner rette Vinkler med Systemet, kan be- tragtes som den ydre Side, og den konkave Vestside med de foran lejrede Parallel- drag, det saakaldte Apenninerforland eller Subapenninerne, de større Flodsystemer og de frugtbare Kystsletter er den indre Side; medens Østsiden har mere jævnt, regelmæssigt Affald, karakteriseres Vestsiden ved idelige („bidformede“) Brud og Indskæringer. Apenninerne, hvis Middelhøjde sættes til 13—1400 m, deles i en nordlig, mellemste og sydlig Del. Til disse Dele knyttes Beskrivelsen af de Land- skaber, der ligger paa begge Sider af Bjærgene. De nordlige Apenniner deles i de liguriske og de etruskiske og naar til Passet Bocca Trabaria, 1100 ni, omtrent under Livornos Bredde. Det volder nogen Vanske- lighed at sætte Grænselinjen mellem Alperne og Apenninerne, thi den tidligere An- givelse, at de sidste slutter sig til Søalperne ved Col di Tenda, er urigtig. I alt Fald maa den første Del af Bjærgbuen om Genovabugten omtrent til Bormidas Kilder eller Savonapasset, der fører fra Savona til Millesimo, bestaaende af krystallinske Stenarter, regnes med til Alperne, og de italienske Geografer sætter nu ogsaa Apen- ninernes Begyndelse ved Col dell’ Altäre i dette Pas, 495 m, der ligesom det lidt øst- ligere liggende Gioripas, 472 m, benyttes af Jærnbanen. I Begyndelsen træder de liguriske Apenniner nær til Kysten og falder stejlt af til den, medens de sender bredere Udløbere ned i Posletten; østligere træder de tilbage fra Kysten og bliver tillige højere, højeste Punkt er Monte Bue, 1800 m. Ved Magras Kilder spalter de sig og sender en Gren ned til Speziabugten, medens den anden Gren fortsættes mod SØ. og hinsides Passet La Cisa, 1041 m, hvor de etruskiske Apenniner begynder, stiger endnu højere i Alpe di Succiso, 2016 ni, Monte Cusna, 2121 m, og Monte Cimone, 2163 m, mod SØ. ligger Monte Falterona 1658 m; det mest bekendte Pas fører direkte fra Bologna over Pietra Maia, 903 m, eller la Futa (saaledes kaldt paa Grund af de herskende Storme, Futa) til Firenze, nu gaar Jærnbanen med en Tunnel mellem de to Byer langs Renodalen; et andet kendt Pas er Passo dell’ Abe- lone, 1388 m, der fører forbi Monte Cimone fra Pistoja til Modena. Langs det nord-