Naturforhold.
51
sejlbar efter at væi’e brudt gennem Veroneserpasset og løber omtrent fra Legnago
parallel med Po; Etschdalen danner en af de bedste Adgange til Italien. N. for Adige
løber Bacchiglione og Brenta, der tidligere udmundede i Venezias Laguner, men nu
ved Kanaler ledes ud i Havet S. for Chioggia, ellers vilde de for længst have gjort
Venezias Lidi landfaste paa Grund af de Masser af Grus, som de fører med fra
Bjærgene; disse Masser er saa meget større, som alle disse Floder, der udmunder N.
for Po, mangler „Klarebækner“. De nordligere, Piave, Livenza, Tagliamento og
Isonzo, har næsten helt udfyldt deres Laguner.
Poslelten, der allerede af Naturen hører til de med rindende Vand bedst for-
synede Egne paa Jorden, er ved Menneskeværk blevet gjort endnu frugtbarere, idet
Vandet fordeles overalt ved talrige Kanaler; den betydeligste er Canal Cavour (82
km), der gaar langs Pos nordlige Bred fra Torino til Ticino. I den frugtbare Jord
trives udmærket Hvede, Majs (af hvis Mel den italienske Nationalret Polenta laves)
og Ris, ligeledes Kastanier, Figen og Mandler, kun Citroner og Oranger er endnu
ikke almindelige, de findes kun paa de mest begunstigede Pletter. Især i de østlige
Egne af Sletten er Nedslaget betydeligt.
b. Den apenninske Halvø er for største Delen Bjærgland, som samler sig i detr
c. 1600 km lange og i Gennemsnit 75—100 km brede Bjærgsystem Apenninerne (af
det kelt. Ord pen, o: Klippelop), Halvøens „Rygrad“; Systemet gaar dog ikke lige
gennem Halvøen, men gaar først mod SØ. over til Adriaterhavets Kyster for senere
at vende sig mod Vestkysten, saaledes at den konvekse Østside af Bjærgene med
sine talrige, men korte Tværdale, der danner rette Vinkler med Systemet, kan be-
tragtes som den ydre Side, og den konkave Vestside med de foran lejrede Parallel-
drag, det saakaldte Apenninerforland eller Subapenninerne, de større Flodsystemer
og de frugtbare Kystsletter er den indre Side; medens Østsiden har mere jævnt,
regelmæssigt Affald, karakteriseres Vestsiden ved idelige („bidformede“) Brud og
Indskæringer. Apenninerne, hvis Middelhøjde sættes til 13—1400 m, deles i en
nordlig, mellemste og sydlig Del. Til disse Dele knyttes Beskrivelsen af de Land-
skaber, der ligger paa begge Sider af Bjærgene.
De nordlige Apenniner deles i de liguriske og de etruskiske og naar til Passet
Bocca Trabaria, 1100 ni, omtrent under Livornos Bredde. Det volder nogen Vanske-
lighed at sætte Grænselinjen mellem Alperne og Apenninerne, thi den tidligere An-
givelse, at de sidste slutter sig til Søalperne ved Col di Tenda, er urigtig. I alt Fald
maa den første Del af Bjærgbuen om Genovabugten omtrent til Bormidas Kilder
eller Savonapasset, der fører fra Savona til Millesimo, bestaaende af krystallinske
Stenarter, regnes med til Alperne, og de italienske Geografer sætter nu ogsaa Apen-
ninernes Begyndelse ved Col dell’ Altäre i dette Pas, 495 m, der ligesom det lidt øst-
ligere liggende Gioripas, 472 m, benyttes af Jærnbanen. I Begyndelsen træder de
liguriske Apenniner nær til Kysten og falder stejlt af til den, medens de sender
bredere Udløbere ned i Posletten; østligere træder de tilbage fra Kysten og bliver
tillige højere, højeste Punkt er Monte Bue, 1800 m. Ved Magras Kilder spalter de
sig og sender en Gren ned til Speziabugten, medens den anden Gren fortsættes mod
SØ. og hinsides Passet La Cisa, 1041 m, hvor de etruskiske Apenniner begynder,
stiger endnu højere i Alpe di Succiso, 2016 ni, Monte Cusna, 2121 m, og Monte
Cimone, 2163 m, mod SØ. ligger Monte Falterona 1658 m; det mest bekendte Pas
fører direkte fra Bologna over Pietra Maia, 903 m, eller la Futa (saaledes kaldt paa
Grund af de herskende Storme, Futa) til Firenze, nu gaar Jærnbanen med en
Tunnel mellem de to Byer langs Renodalen; et andet kendt Pas er Passo dell’ Abe-
lone, 1388 m, der fører forbi Monte Cimone fra Pistoja til Modena. Langs det nord-