58
Den italienske Halvø.
østlige jævne Affald af Apenninerne gaar den næsten snorlige Vej fra Piacenza til
Rimini og videre langs Kysten til Fano, Oldtidens Via Æmilia; ved dens Sydende
træder Bjærgenes Affald ganske nær til Kysten. Det sydlige Affald af Bjærgene er
stejlere, Længdedale som Magras, Serchios og Arnos, skiller dem fra Apenniner-
forlandet.
De toscanske Subapenniner i Apenninerforlandet begynder med de apuanske
Alper i Massa e Carrara, en af de ældste Dele af Halvøen (Rest af „Tyrrhenis“),
bestaaende af Lag fra den permiske og Triasformationen, som, til Dels forvandlede
til krystallinske Stenarter, leverer udmærket Marmor; højeste Punkt er Monte
Pisanino, 1946 m; en smal Kystrand skiller Bjærgene fra Havet. S. for Serchios
Gennembrud fortsættes de i Pisanerbjcergene, 915 m. I det østlige Toscana maa
Gruppen Prat o Magno, 1580 m, omspændt af Arno, og de endnu østligere Al pi di
Catena ja mellem Arno og Tevere regnes til Subapenninerne. Arno, der udspringer
1310 m o. H. paa Monte Falterona, er denne Regions største Flod, c. 220 km; efter
at have omflydt Prato Magno med en sydlig Bue og optaget den fra La Futa Passet
kommende Sieve i højre Bred, vender den sig mod V. og løber forbi Firenze (73 ni)
og Pisa til Havet. Arnos Lavland er særdeles frugtbart, og kunstige Vandledninger
forøger dets Frugtbarhed; det er en Gentagelse af den lombardiske Slette i det smaa.
Olietræerne og enkelte Orange- og Dadelplantninger viser blot, at vi er komne ned i
det egentlige Italien, thi de nordlige Apenniner danner en virkelig klimatisk Grænse.
De mellemste Apenniner fra Bocca Trabaria til Passet Venchiaturo, c. 550 ni,
0. for Matesebjærgene, deles i de romerske eller umbriske og Abruzzerne. De første
danner væsentlig een Kæde med Punkter som Monte Catria, c. 1700 m, Monte Pen-
nino og, i det sluttede, ca. 30 km lange sibillinske Bjærge, Monte Vettore, 2477 m.
Den vigtigste Vej fra Kysten over disse Bjærge, Romernes Via Flaminia, var tidli-
gere den fra Fano langs Metaurodalen og dens Biflod Borano gennem Furlopasset,
videre ad Scalettapasset N. for Monte Catria til Foligno; nu benyttes sydligere Pas-
ser, der udgaar fra Ancona og Loreto; Jærnbanen fra Ancona til Rom gaar langs
Esinodalen. S. for Monte Vettore deler Bjærgene sig i flere Parallelkæder, som
atter løber sammen ved Volturnos Kilder i Monte Meta, 2241 m; det er Abruzzernes
Region. Italiens højeste og vildeste, ofte af Jordskælv hjemsøgte Bjærgparti og
tillige den mindst bekendte Egn; Kæderne falder dog i enkelte Grupper, og Høj-
sletten imellem den er saaledes gennemfuret af Indsænkninger, at de langtfra er
særlig vanskelig tilgængelige. I den østlige Kæde, den mægtigste, ligger Italiens
højeste Parti Gran Sasso d’Italia, hvis højeste Top Monte Corno, 2921 m, er dækket
med evig Sne; sydligere, adskilt ved Pescaras Gennembrudsdal, ligger den vilde
Gruppe Majella, hvis højeste Punkt er Monte Amaro, 2795 m. I den vestlige Kæde
ligger mod N. Monte Terminillo, 2213 m, sydligere Monte Velino, 2487 m, ved hvis
Sydaffald den næsten udtørrede Celanosø (Lacus Fucinus) er lejret. Vestligere lig-
ger Hernikierbjærgene med Monte Cantaro.
Østaffaldet af de mellemste Apenniner har stejle, frugtbare Terrasser og er
gennembrudt af smaa Tværdale; Udløberne træder saa nær til Havet, at der kun
bliver Plads for mindre Floder, til Dels med rivende Løb, som Foglia, Metauro,
Esino (Æsis) og Chienti; betydeligere er de sydligere, Pescara (Alternus) og Sangro.
Vestsiden er derimod langt rigere udviklet. Vel falder Apenninerne ogsaa stejlt af til
denne Side, men derpaa optræder en Række af Bjærge og Forgreninger (Subapenni-
nerne). Medens Apenninerne selv overvejende bestaar af Kalksten, er disse Bjærge
sammensatte af mange andre Stenarter, dog ogsaa væsentlig hørende til yngre For-
mationer; S. for Ombrones Gennembrud begynder vulkanske Stenarter at vise sig,
og hede Kilder og Mofetter bliver hyppige.