Naturforhold.
61
(Aufidus); det er en for det meste tør Slette med kun faa frugtbare Pletter (hvor
den saakaldte „terra rossa“ findes, Produkt af det forvitrede Kalk) og usund paa
Grund af Malariaen. S. for Ofanto hæver sig et Kalkplateau, 5—700 m., Le Murgie,
som atter mod S. gaar over i Otrontohalvoens Lavland; Plateauet er særlig skikket
til Faareavl, hvorimod Terrasserne ved Kysten ligesom Otrantohalvøen er frugt-
bare og godt kultiverede.
De calabriske Apenniner, som ogsaa falder i flere isolerede Grupper, begynder
mod N. ved Monte Polino med en smal Kæde, der gaar nær ved Vestkysten
(Monte Cocuzzo, 1551 m); den bestaar overvejende af krystallinske Stenarter og
Vesuv.
ledsages mod 0. af Cratis Længdedal. Først S. for Cosenza staar Kæden i Forbin-
delse med Granitgruppen Sila (Botte donato, 1930 m), der opfylder Halvøen mel-
lem Taranto- og Squillacebugten. Paa Isthmen mellem den sidste og Eufemia-
bugten sænker Bjærgene sig indtil under 250 m, men i Calabriens Sydspids hæver
de sig atter i den vilde, uvejsomme Granitgruppe Aspromonte, højeste Punkt Mont-
alto, 1958 m; Byen Reggio ligger indeklemt mellem Bjærgene.
c. Sicilien kan nærmest betragtes som et Kalkplateau paa 6—700 m Højde,
der efterhaanden sænker sig mod S. Da Regnen kun falder om Vinteren, og der
om Sommeren hersker stor Hede, og da der desuden er meget lidt Skov, er der
kun faa stadig flydende Floder; de fleste udtørrer om Sommeren; derfor bestaar
største Delen af det indre af Hedestrækninger, der kun egner sig til Faareavl, der-
imod er Kystsletterne særdeles frugtbare; af Kornsorterne staar Hveden højest,
desuden findes den rigeste sydevropæiske Vegetation og af tropiske Planter Sukker-
rør, Bomuld, Palmer o. a. Kun mod N. findes højere Bjærge, en Fortsættelse af
Apenninerne, idet det noget over 3000 m brede og c. 100 m dybe Messinastræde,