n?
100
Balkanhalvøen.
som i øvre Makedonien, Bosnien og Serbien, er der derimod nogen Rigdom paa
Brunkul.
a. Den vestlige Afdeling deles atter i to Dele. Den nordlige Del, de
saakaldte illyriske Alper eller det bosniske System, gaar i Retningen fra NV. til SØ.,
endende N. for Drindalen; foruden Kridtformationen optræder her Lag fra Jura-,
Trias- og endnu ældre Perioder. Den sydlige Del, som man kan kalde det albansk-
græske eller Pindossystemet, har en mere sydlig Retning og bestaar overvejende af
Lag fra Kridtperioden.
I. Linjen Idria-Laibach til Kulpafloden danner omtrent Grænsen mellem de
østlige Alper og de illyriske Alper, N. for denne Linje gaar Kæderne hovedsagelig
endnu fra V. til 0., S. for den antager de den sydøstlige Retning; tillige bliver
Plateaudannelsen mere fremherskende. Fra Kalkplateauet Karst, som efter de nye-
re Undersøgelser helt maa regnes til Balkanhalvøen, gaar mod SØ. talrige, smallere
og bredere Bjærgdrag med flade Rygge og adskilte ved Længdedale med stejle
Vægge. De opfylder hele Kroatien, Bosnien, Dalmatien og Montenegro. Disse lang-
agtige Plateauer træder næsten helt ud til Havet, til hvilket de dels falder af i
brede Terrasser, dels skilles de fra Kysten ved stejle Randbjærge, som Vellebit-
bjærgene langs Morlaccakanalen (indtil 1758 ni). De dalmatiske Øer selv, som er
opstaaede ved Sænkninger vistnok først i Diluvialtiden, kan betragtes som de vest-
ligste Paralleldrag. Af Paralleldragene i det Indre nævnes Kapellabjærgene (indtil
c. 1530 m), der fortsættes i de dinariske Bjærge (Dinara, 1811 m), et Navn, hvor-
med man tidligere betegnede alle Bjærgdragene. Bæknet mellem Kapella og Vellebit
er c. 600 ni højt, det dalmatiske Plateau V. for de dinariske Bjærge er noget lavere,
højest er Plateauet 0. for de sidste, det tyrkiske Kroatien, 1000 m, og det sydøstlige
Bosnien; enkelte Punkter hæver sig her, i de bosniske Malmbjærge, der danner
Vandskellet mellem Donau og Adriaterhavet, indtil 2000 m. I Længdedalene mel-
lem disse Bjærgdrag strømmer Saves Bifloder Unna, Vrerbas, Bosna og serbisk
Drina. Jo længere man kommer mod S., jo højere og viildere bliver Bjærglandet,
navnlig gælder det den nordlige Del af Montenegro, hvor Dormitor, omflydt af ser-
bisk Drinas Kildefloder, hæver sig lil 2600 m; det anses for hele Systemets højeste
Punkt; det ved Lims Kilder sydligere liggende Kutsjikom er c. 2430 m; ogsaa mod
V. ude ved Kysten hæver Landet sig stejlt op fra Havet, Orjen nær ved Cattaro-
bugten er 1895 m. De nøgne, hvide eller rødlige Kalkstensklipper — Navnet
Montenegro, slavisk Czernagora, tyrkisk Kara Dagh, o: de sorte Bjærges Land,
maa hentyde til det øde og vilde i Bjærgene og ikke til Farven — er sønderrevne af
utallige Kløfter, der gør det umuligt at færdes der med en Hest, Vejene er kun
smalle Bjærgstier. S. for Montenegro ligger den fra SV. til NØ. gaaende Tværkæde
de nordalbanske Bjærge med Prokletje 2330 m; med denne Tværkæde ender de
illyriske Bjærge.
Om end Montenegro er den vildeste Del af de illyriske Alper, har de dog gen-
nemgaaende den samme Natur; de langstrakte Dale er helt aflukkede, Passerne er
særdeles faa og besværlige; mange Steder er Karstslettens Natur med Huledannelse
fremtrædende. Plateaufladerne er øde Stenørkner; Bjærgskraaningerne mod Ky-
sten er skovløse, paa de dalmatiske Terrasser har navnlig Venetianerne ryddet
Skovene, og de voldsomme Nordenvinde (Bora) forhindrer en ny Beplantning;
kun i det Indre af Serbien og Bosnien findes betydelige Egeskove, hvorfor ogsaa
Svineavlen er af særlig Vigtighed her. Kornavlen er ringe og næppe tilstrækkelig til
de tyndt befolkede Lande. De frugtbare Egne indskrænker sig til Dalene og de
nedre Bjærgskraaninger, hvor der drives Terrassekultur (Vin og Oliven) og de