Naturforhold.
103
Othrys Oetabjærget (højeste Punkt 2152 m) med det bekendte Pas Thermopylæ, der
har sit Navn af Bjærgdragets varme Kilder; det smalle Pas mellem Bjærget og
Kysten findes nu ikke mere paa Grund af Spercheios’ (nu Hellada eller Ahnana)
Tilsanding (se p. 97); Dalen mellem Othrys og Oeta kaldes Syd-Thessalien. S. for
Oeta ligger det bøotiske Bækken, vandet af Kephissos, der udvider sig til den nu
udtørrede Kopaissø (Topolias). S. for Bøotiens Bækken fortsættes Bjæigene i syd-
østlig Retning; først ligger 0. for Amphissadalen de to Toppe Parnas (Liakura), c.
2460 m; derpaa kommer Helikon, c. 1750 m, og Kithæron, 1410 m, der fortsættes
mod 0. i Parnes (Ozea), 1413 m. S. for det sidste Bjærgdrag breder sig Attikas
største Slette, gennemstrømmet af den attiske Kephissos; ved Slettens Nordøstrand
hæver sig Pentelikon (Mendeli), 1110 m, mod Syd ligger Hymettos (Trelo Vuno),
c. 1025 m. Halvøens yderste Spids er opfyldt af lave, til Kysten stejlt affaldende
Bjærge, saaledes de lauriske, 360 ni. Paa Overgangen til Peloponnes liggei endnu
et isoleret Bjærg, Geraneia, c. 1370 m, men paa Isthmen sænker Højderne sig saa-
ledes (højeste Punkt c. 75 m), at Peloponnes’ Bjærgland kan opfattes som et selv-
stændigt Hele.
Kernen af Peloponnes’ Bjærgland dannes af Arkadiens Højland, et 6—700 m
højt Plateau med enkelte, til Dels endnu skovbevoksede Bjærgdrag, der indeslutter
smaa kedelformede Dale. Mod 0. og især mod N., hvor der er levnet Plads til det
smalle archaiske Kystland, er Højlandet begrænset af høje Randbjærge. De nord-
lige Randbjærge, der falder korte og stejle af til den korinthiske Bugt, begynder
mod NV. med Erymanthos (Olonos), 2224 m; østligere ligger Aroania (Chelmos), c.
2355 m, paa hvis Nordside den lille Flod Styx (Mavronero) udspringer i en vild
Egn og styrter sig ned i en snæver Kløft (Oldtidens Nedgang til Underverdenen),
Nordøsthjørnet dannes af Kyllene (Ziria), c. 2375 m. Fra det sidste Punkt udgaar
mod SØ. de Bjærgdrag, der opfylder Halvøen Argolis, medens den mod SSØ. lø-
bende Kæde Parnon (Malevo), der danner Arkadiens Østrand (over 1950 m), sendei
sine sidste Grene ud i Kap Malia (c. 700 m). I noget løsere Sammenhæng med
Arkadien staar den høje og stejle Taygetoskæde (Pentedaktylon, o: Femfingei-
bjærget, efter sine fem Toppe), i hvilken Peloponnes’ højeste Punkt, Hagion Ilias,
2409 m, ligger, og som ender i Mainahalvøen og Kap Matapan. Mellem Argolis
Bjærge og Parnon ligger den lille argoliske Slette, mellem Parnon og Taygetos
Lakonien, gennemstrømmet af Eurotas (nu Iri); V. for Taygetos ligger Messeniens
frugtbare Slette (Makaria, o: den velsignede Slette), vandet af Peloponnes vand-
rigeste Flod Pamisos (Pirnatsa). Langs Taygetos’ Vestside løber Alpheios (Rufia),
der derpaa drejer mod NV., saaledes fortsættende Eurotasdalen; dens Nedreløb
hører til Landskabet Elis. Mod V. udsender Arkadiens Bjærgland flere Kæder
med dybe Dale imellem, gennemstrømmede af Alpheios’ Bifloder.
b. Til Beskrivelsen af den østlige Afdeling, det makedonisk-thrakiske
Massiv og Balkansystemet knyttes mod N. det nedre Donaubækken, mod S. Land-
skaberne i Rumelien.
1. Idet de transsilvanske Alper i deres vestlige Del bøjer mod S., staar de i
Forbindelse med Bjærgene i Østserbien, kun skilte ved Donaus Gennembrud. Det
til Fastlandskernen hørende østserbiske Bjærgland mellem Floderne Morava og
Timok er endnu kun lidet kendt; det største Plateau synes at ligge lige S. for Donau,
Golubinje eller Miroc Planina (med Malinik, c. 1570 m, og Lisac, c. 1450 m), syd
ligere ligger Lucovina og Rtanji Planina, c. 1565 m, og Suva Planina, c. 1980 m.
Mod V. sænker Bjærglandet sig betydeligt, Lavningen ved serbisk og bulgarisk
Moravas Forening er c. 150 m over Havet; mod S. vokser Bjærglandet sammen