Naturforhold.
105
midterste, Sulinamunding en, 100—150 m bred og i Gennemsnit c. 6 m dyb, den mest
sejlbare, skønt den stadig (efter at den ved Pariserfreden 1856 var bleven fast-
slaaet som den egentlige Vandvej) ad kunstig Vej maa holdes aaben paa Grund af
den stærke Tilsanding; den nordlige Mundingsarm er Kilia, den sydlige St. Georg
eller Kidrillis. Af hele Donaus Længde, c. 2800 km, berører 1100 km (fra Belgrad)
Balkanhalvøen. Af dens Bifloder kommer følgende i Betragtning her. I højre Bred
optager Donau Save, der ved Udløbet er næsten lige saa bred som Hovedfloden,
c. 400 m; Saves Bifloder i højre Bred Kulpa, Unna, Verbas, Bosna og Drina er alle-
rede nævnte (se p. 100); ligeledes er nævnt Donaus to næste Bifloder Morava, der
opstaar af serbisk og bulgarisk Morava — hvilken sidste udspringer paa Sjar Dagh
og selv optager Nisjava, kommende fra Balkan -—, og Timok. Desuden optager Donau
i højre Bred Isker, kommende fra Rilo Dagh, Vid, Osma, Jantra og Lom, alle fra
Balkan. I venstre Bred optager Donau Vandene fra de transsilvanske Alper, som
Jiul (Sjil), Aluta (Alt), der gennembryder Bjærgene ved det røde Taarns Pas, Arschis,
Jalomitza, Sereth, der atter optager mange Bifloder, og endelig Pruth, Rumæniens
Grænseflod.
3. Ved Beskrivelsen af Landskaberne S. for Balkan gaas ud fra Sofias Høj-
slette, ved hvilken Rhodopesystemet knyttes til Balkan. S. for denne Højslette
hæver sig den kuppelformede vældige Granitmasse Vitosj (c. 2290 m), egentlig den
vestlige Begyndelse paa Antibalkan, mod 0. begrænses den af Iskers Dal, paa Vest-
siden udspringer Struma (Strymon). Ved lavere Højder staar Vitosj mod S. i For-
bindelse med Granitmassen Rilo Dagh, hvis højeste Punkt, Mus-alla, er c. 2930 m.
Med dette Massiv begynder Rhodopesystemet, ligeledes bestaaende af krystallinske
Stenarter; kun mod 0. er det bedækket af Tertiærdannelser. Hele Systemet, der ved
Floden Mesta, tyrkisk Karasu (Oldtidens Nestus), deles i en vestlig og østlig Del,
kaldes nu under eet med Oldtidens Navn Rhodope eller tyrkisk Despoto Dagh,
medens den gamle Verden kaldte den vestlige Del mellem Struma og Mesta Orbelos.
I den vestlige Del er den sydlige Retning mere fremherskende; her gaar Perim Dagh
(Jel Tepe 2680 m) og dens sydlige Udløber ned ad til Orfanibugten, Bunar Dagh
eller Pirnari (Pilaf Tepe), c. 1870 m, Oldtidens Pangceon, bekendt for sine Guldlejer;
Øen Thasos, c. 2 km fra Kysten, maa betragtes som en Fortsættelse af Systemet. I
den østlige Del er Retningen fra V. til 0. mere fremtrædende (Kusjlar Dagh, 2180 ni);
i Karlik Dagh og dens Fortsættelse nærmer Rhodopesystemet sig det ægæiske Hav
og Maritzas højre Bred. — De skovrige Skiferbjærge paa den chalkidiske Halvø
(Cholomondabjærgene, c. 1200 m) maa opfattes som et selvstændigt System, og lige-
saa selvstændig optræder Bjærgene paa Halvøens tre smaa Udløbere; Marmorbjærget
Athos, c. 1935 m, er det højeste Punkt.
Medens Rhodopesystemet opfylder den vestlige Del af Rumelien, bestaar den
østlige Del af Maritzas Floddal, det gamle Thrakien, for en stor Del af et særdeles
frugtbart Land, det gamle Athens Kornkammer. Maritza (Oldtidens Hebros), c. 450
km, er Balkanhalvøens betydeligste selvstændige Flod og den mest sejlbare, skønt
den ligesom Halvøens andre Floder lider af ulige Vandstand, idet den om Vinteren
og Foraaret svulmer op, medens den om Sommeren flyder langt sparsommere. Den
udspringer paa Rilo Dagh, løber mod 0. og SØ., drejer mod S. og SV. ved Adrianopel,
hvor den først bliver sejlbar for større Skibe, og falder ud i Enosbugten. Dens
betydeligste Bifloder er Arda i højre, Tundsja og Ergene i venstre Bred. Mod N. be-
grænses Maritzabæknet af de S. for Balkan lejrede Parallelkæder, Antibalkan, nem-
lig Sredna Gora (c. 1570 m) og Karadsja Dagh (c. 1440 m, de rumeliske Mellem-
bjærge), der skilles fra Balkan ved en dyb Spalte, i hvis østlige Del Tundsja løber
(se p. 104). Mod 0. skilles Thrakiens indre Landskaber fra det sorte Hav ved et