106
Balkanhalvøen.
Bjærgland, der i sin nordlige Del ved Balkans Sydaffald er rigt paa vulkanske Dan-
nelser, mod S. fortsættes det i et Gnejsplateau langs det sorte Hav, Istrandsja Dagh
(de østthrakiske Bandbjærge), hvis højeste Punkt er Bøjyk Maghada, 1035 m; Mar-
marahavets Nordside ledsages ligeledes af et Højdedrag, Tekir Dagh (de sydthra-
kiske Randbjærge), 920 m. Maritzabæknet er endelig ved et Gnejsplateau (Tund-
sjamassivet) mellem Rhodope og Istrandsja Dagh, igennem hvilket Maritza og Tund-
sja bryder i snævre Dale, delt i et øvre og et nedre Bækken, Philippopels og Adriano-
pels.
c. Ogsaa de talrige Øer er bjærgfulde; til dels kan man sætte deres vertikale
Bygning i Forbindelse med de nærliggende Dele af Fastlandet; den vestlige Gruppe,
de ioniske Øer, ligger saaledes alle inden for Fastlandets Sokkel, og den østlige
Gruppe, Kykladerne, er ligeledes en Fortsættelse af Fastlandets Bjærge; mange af
dem er dog endnu kun lidet kendte; enkelte bestaar af een Bjærgkegle, som sænker
sig til Havet og giver Plads til mindre Kystsletter, atter andre har helt stejle Kyster.
Over de sydlige af Øerne gaar en Linje af til Dels udslukte Vulkaner, der lader sig
forfølge fra Kos over Santorin, som endnu er virksom og ved Udbruddet 1866
undergik Forandringer, Milos og Halvøen M ethana i Argolis. En lignende Linje kan
forfølges mod Nord fra Kos langs Lilleasiens Vestkyst over de nordlige Sporader,
Imbros til Samothraki. Den bjærgfulde 0 Kreta, der ligesom lukker for Archipela-
gos (N. for Øen er der dog Dybder paa c. 2500 m), har helt Grækenlands Karakter
baade i den indviklede orografiske Bygning og i den geologiske Sammensætning, idet
den overvejende bestaar af Kridt- og Kalklag. I vestøstlig Retning findes tre mæg-
tige Bjærgmasser, Madaras (Aspra Vuna, o: det hvide Bjærg, kaldt saaledes paa
Grund af de lyse Kalkmasser), Psitoriti med Øens højeste Punkt Idabjærget, c. 2460
m. og Lasithi; 0. og S. for Idabjærget ligger Øens største Lavninger.
d. Klimaet er som Følge af den indviklede orografislke Bygning meget for-
skelligt. Naar undtages den til Adriaterhavet vendende Vestsüde og det smalle Kyst-
land i Makedonien og Thrakien, har hele den nordlige Del taf Halvøen et mellem-
evropæisk, til Dels østevropæisk Klima med stærkt Fastlamdspræg. Navnlig i det
indre er Vinteren kold med hyppigt Snefald og Sommeren hed og regnfuld; Kon-
stantinopel har en Middeltemperatur i Januar af c. 5,8 °, i Juli af 23,5 °, for Sofia er
Tallene 2,7 0 og 20,2 °, men de absolutte Tal er langt større, man har endog iagttaget
25° (Serajevo) og -]- 32 0 (Konstantinopel). Om Sommeren er de nordlige Vinde
overvejende, om Vinteren er de mere skiftende, dog for en stor Del sydlige. Der fal-
der Regn paa alle Aarstider, dog mest Foraar og Forsommer; kun ved Kysterne, i
Makedonien, det nedre Maritzabækken, er Sommeren regnfattig, ved Marmarahavet
har Vinteren den største Nedbør. I Rumænien er Klimaet typisk østevropæisk; med
en Middeltemperatur af c. 10,3° har Januar _i_ 4°, Juli 22 °. Kystlandet ved det
ægæiske Hav har et, dog ikke stærkt udpræget sydevropæisk Klima med milde, regn-
fulde Vintre; Salonikis Middeltemperatur er c. 16°, Januar 4°, Juli 26,5 °. Mere ud-
præget er dette Klima paa Vestsiden; Sommeren i Serbien, Bosnien og Montenegro
er meget varm, varmest i det for Nordvestvindene beskyttede Albanien; selve Kysten
har gennemgaaende et meget sundt, ligeligt Klima, Egnen ved Dulcigno skal endog
i denne Henseende overgaa Genovakysten. Vestkysten har betydelig Nedbør, der end-
og i Montenegro skal kunne stige til c. 400 cm aarligt; Cettinjes Middeltemperatur
er c. 11°, Januars -4- 1,4°, Julis 22,6 °, for Ragusa er Tallene henholdsvis 16,5 °, 8,8°
og 25,2 °- Grækenland har naturligvis ogsaa sydevropæisk Klima, naar undtages de
indre Bjærglandskaber, hvor der kan være stærke Temperatursvingninger, og hvor
Sneen kan dække Bj ærgene langt ind i Foraaret, man har endog mod Nord iagt-