Naturforhold.
107
taget 4- 19°, og i Thessaliens Indre kan Olietræet ikke trives for den strænge Vinter.
Østkysten har den største Varme og den mindste Nedbør, Vestkysten har de mest
ligelige Temperaturer og den største Nedbør; Korfu har en Middeltemperatur af
over 17 °, Januars er c. 10,5 °, Julis c. 26 °, og c. 128 cm Regnmængde, medens Tallene
for Athen er c. 17,4° (Januar 8 °, Juli 27 °) og c. 40 cm Regnmængde.
Hvad Planteverdenen angaar, er Middelhavsfloraen kun fremherskende
langs Vestsiden, ved Kysterne af det ægæiske Hav (dog mindre paa Chalkidike) og
i Kystegnene og Lavningerne i Grækenland; Resten har mere den mellemevropæiske
Karakter, idet, der dog nogle Steder, som i det indre Thrakien, det nordøstlige Bul-
garien og i Dobrudsja, viser sig Paavirkning fra Lilleasien. Navnlig er Skovtræerne
for største Delen mellemevropæiske; kun faa Former som Sølvlinden, der især er et
vigtigt Skovtræ i Makedonien, er ejendommelige; af andre Træer nævnes Valnødde-
træet og Platanen, der sammen med Bøg, Eg, Ahorn o. a. danner de ret frodige
Bjærgskove; særlig fremtrædende mod V., i Serbien, Bosnien og Albanien er Egen
(se p. 100); Naaletræer findes kun paa Bjærgene og kun i mindre Udstrækning. Krat-
vegetationen, Maquien, er særlig repræsenteret paa Chalkidike og i Thrakien, hvor
ligesom i Dobrudsja Steppefloraen forekommer. Grækenlands Planteverden karak-
teriseres ved de stedsegrønne Træer og navnlig ved Olietræet (til c. 800 m Højde);
men Skovbestanden er for en stor Del ryddet i Tidernes Løb; navnlig er Øerne og
de østlige Bjærge tyndt bevoksede, og Sletter som den attiske og den argoliske er
næsten træløse; naar man har regnet Skovene til 9,5 % (ja endog til 12 å 13 %),
medtages vistnok Maquien, der især forekommer i Thessalien og paa Eubøa.
Dyreverdenen er, saa vidt den kendes, vistnok undergaaet mindre For-
andring ved Menneskets Indgriben og har bevaret mere af sit oprindelige Præg end
paa de andre sydevropæiske Halvøer. Af vilde Dyr er Bjørnen endnu meget udbredt
over hele Halvøen indtil Pindos og Epirus, heller ikke Lossen er sjælden. Ulven
gælder for en almindelig Landeplage, Sjakalen forekommer især i de hede Kystegne
som i Thrakien, ja helt op i Dalmatien, og Gemser, Hjorte, Raadyr og Vildsvin, især
i Sumpegnene, er hyppige, ogsaa i det nordlige og mellemste Grækenland, hvorimod
disse Dyr helt er udryddede paa Peloponnes. Fugleverdenen, Ørne, Storke og Fa-
saner, er rig i den nordlige Del af Halvøen, men ikke i Grækenland; her kan dog
nævnes den rige Fangst af Vagtler paa de sydlige Forbjærge, naar de paa deres
Træk mod N. om Foraaret udhviler sig her. Særlig karakteristisk for de græske
Bjærglandskaber er de mange Firben; ogsaa Landskildpadden i Grækenland og i
Thrakien maa fremhæves. Havet og Fjordene er rige paa Fisk, saaledes er der ved
Albaniens Kyster en rig Aalefangst.
§ 3. Befolkning og historiske Forhold.
Allerede i Oldtiden var Halvøens Befolkning meget broget, og den er blevet det
endnu mere ved senere Indvandringer. Først omtales Oldtidens Folk og de, der
nedstammer fra dem.
Det ældste Folk mod S., som man kender, var Pelasgerne: i øvrigt ved man intet
om dem, nogle mener, at de er beslægtede med de senere indvandrede Hellenere,
andre regner dem til de illyriske Folk eller til Semiterne. Hellenerne eller de græske
Folk var udbredte over det nuværende Grækenland med Øerne samt Epirus og
Thessalien og deltes i den doriske, ioniske, achæiske og æoliske Stamme; Makedo-
nerne var ogsaa en nærbeslægtet Stamme, som dog efter Alexander den Stores Død
snart tabte sin selvstændige Betydning. Hellenerne paavirkedes tidlig af fremmede