108
Balkanhalvøen.
Elementer, som Fønikere og Ægyptere, dog har disse kun bidraget til Raamaterialet
i den græske Kullur, den har faaet sit egentlige Præg af Hellenerne selv. Af dette
Folk er da de nuværende Nygrækere fremgaaede, dog væsentlig blandede med senere
indvandrede Bestanddele som Slaverne, der indvandrede i stor Mængde i det 6.—8.
Aarhundrede (Peloponnes kaldtes endog en Tid lang Sclavonia), Albaneserne, hvis
Indvandring begyndte i det 14. Aarhundrede, og senere Tyrkerne; de mest ægte
Efterkommere af de gamle Grækere skal findes paa Øerne og i enkelte Dele af det
Indre, som Mainoterne paa Mainahalvøen. Andre (som Fallmerayer) paastaar dog,
at Nygrækerne væsentlig nedstammer fra de indvandrede Slaver, som næsten helt
udryddede de gamle Hellenere og senere er bievne græciserede af de nyindvandrede
lilleasiatiske Grækere. I alt Fald staar det nygræske Sprog meget nær ved det
gammelgræske, om end slaviske, tyrkiske og italienske Ord har indsneget sig, og
Skriftsproget nærmer sig efter Frihedskrigen mere og mere Oldtidens. Ogsaa i sin
aandelige Habitus har Nygrækeren en Del til fælles med den gamle Hellener; han
er opvakt og opfatter hurtig, er letbevægelig og videbegærlig, nationalsten og friheds-
elskende og har udpræget Skønhedssans; men han er ogsaa ustadig, nydelsessyg og
har Forkærlighed for politiske Stridigheder og Intriger, Snuheden er snarere forøget
under det tyrkiske Aag. Nygrækerne, vistnok c. 5 Mill, ialt, findes foruden i selve
Grækenland, fortrinsvis ogsaa paa Kreta samt paa Kysterne af Makedonien (især
Ghalkidike) og Rumelien samt ved det sorte Hav indtil Varna.
0. for Makedonien boede Thrakerne og N. for dem i det nuværende Bulgarien,
Rumænien og Transsilvanien Geterne og Dakerne, alle beslægtede med Hellenerne
og vel ogsaa med Illyrerne. Dakerne, som paa Kejser Augustus Tid havde dannet
et mægtigt Rige, overvandtes af Trajan 106 eft. Kr., og det vigtige Grænseland
sikredes for Romerriget ved en storartet romersk Kolonisation!, som efterhaanden
helt romaniserede den tidligere Befolkning. De saaledes romantiserede Dakere er da
de nuværende Rumænere eller, som de selv kalder sig, Rumunii, o: Romere; Navnet
Valakker er kun en Benævnelse, hvormed Slaverne oprindeliig betegnede alle ro-
manske Folk. I øvrigt hersker der stor Uklarhed med Hensyn til, hvorledes Folket
har udviklet sig og er blevet romaniseret. Sproget er opstaaet af Latin med Tilsæt-
ning af slaviske Elementer. En stor Del af Folket trak sig ved Barbai ernes Angl eb
i Slutningen af det 3. Aarhundrede tilbage til Møsien (Bulgarien), derved udbredtes
Rumænerne paa Halvøen, og man finder dem nu i det vestlige Makedonien og
Thessalien, de saakaldte Zinzarer, ja endog over til Albanien og Dalmatien har de
udbredt sig; i øvrigt bor de i det østlige Serbien (c. 100,000) og sporadisk i Bulgarien.
Rumænernes Tal S. for Donau er vist højst 2—300,000; i det hele udgøi de over
10 Mill.
I Halvøens nordvestlige Del boede Illyrerne, hørende til den indoevropæiske
Stamme som Halvøens andre gamle Beboere; det var halvbarbariske Folk, som
senere kom under Grækernes og Romernes Indflydelse. I Middelalderen trængtes de
mod S. af de indvandrede Slaver, saa at de nu bor i Landene S. for Montenegro
indtil den korinthiske Bugt. Selv kalder de sig Skipetarer (o: Klippebeboere), efter
en af de tidligere Stammer kaldes de Albanesere (nygr. Arbaniter, tyrk. Arnauter)-
deres Sprog er paavirket af Grækerne, Romerne og Slaverne. I Middelalderen hørte
deres Land til Østrom, efter hvis Undergang Georg Kastriota (f 1466) forgæves søgte
at værne det mod Tyrkerne; mange af Albaneserne underkastede sig og gik over til
Muhamedanismen, mange udvandrede til Italien (se p. 66) og til Grækenland, hvor
man endnu finder dem i det nordlige Peloponnes og i Athens Omegn (den
saakaldte græske Dragt stammer fra Albaneserne). Inde paa Balkanhalvøen findes
de i det sydlige Serbien V. for Morava og i det vestlige Makedonien. Det er velskabte,